Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Her kan du skrue, når prisen ligger fast

Prisen ligger fast og du vil gerne have opgaven, selvom du synes prisen er for lav. Hvad gør du?

Af Marianne Bækbøl

Hvis man ikke har været freelancer særligt længe, kan man blive helt tør i halsen, når man får en kunde i telefonen og oplever at hendes ønsker til omfang og kvalitet ligger langt fra det, hun forventer at betale. Samme lammelse kan gøre sig gældende, hvis man har freelancet længe, når man byder ind på nye opgaver. 

Her giver vi 10 hurtige tips til, hvad man kan skrue på, for at få omfang og honorar til at hænge sammen.

Mest til dem, der leverer artikler

  • Tal med redaktøren/kunden om, hvordan en artikel kan give det samme budskab med færre kilder. Kan du lave telefoninterviews i stedet for at køre ud og interviewe ansigt til ansigt? Eller kan kilden komme til dig? Overvej om en fakta-boks, der er hurtigere at skrive, kan gøre det ud for en delartikel. Gå ind i forhandling om antallet af anslag. Det er hurtigere at skrive 4000 end 6000, så forklar, hvordan budskabet kan sagtens komme ud alligevel. 
  • Er der opgaver kunden/redaktøren eventuelt kan gøre selv, der kan nedsætte dit timeforbrug: Skaffe mundtlige eller skriftlige kilder, finde arkivfotos eller skaffe fotograf, kontaktoplysninger eller andet praktisk.
  • Beting dig, at du skal have procenter, hvis kunden videreudnytter dine tekster. I DJ’s aftaleskabeloner kan du se, at du kan gå efter at få 12,5 procent i tillæg.

Mest til dem, der leverer fotos

  • Kunden vil have et hav af fotos fra en reception, men det må ikke koste særligt meget. Forklar hende, hvordan det er meget bedre, at du kun tager et 5-8 gode og langtidsholdbare fotos af hovedpersonerne, og at en ansat kan supplere op med et fest-kamera for resten.
  • Du kan også vælge at se mere på din timepris, end på prisen for det enkelte billede. Altså så længe du kan holde en timepris, som du er tilfreds med for den samlede opgave, er det ok.
  • Forklar kunden om de faglige udfordringer, der er i opgaven. For eksempel, hvorfor det tager længere tid, at lave et foto af en lille bitte ting, der skal kunne blæses op i plakat-størrelse end et almindeligt foto. Han vil kunne forstå det.
  • Til den lille kunde, der kun har et mikrobudget: Tilbyd f.eks. kunden, at hun selv tager billederne, og at du alene tager dig af den professionelle efterbearbejdelse. De kan ende med at blive rigtigt gode i forhold til kundens reelle behov. Og hun synes, at du på en faglig måde er kommet hans budget i møde.

Mest for video- og streamingfolk:

  • Kunden vil have transmitteret fra generalforsamlingen for et mindre beløb. Det kan godt lade sig gøre, men ikke med kameraer over hele salen. Det vigtigste foregår på talerstolen, så forklar kunden, hvordan et enkelt kamera kan give et retvisende billede.
  • Jo færre klip, jo billigere. Mange klip tager lang tid. Behøver man at køre til flere locations, eller kan kunden samle de personer, der skal medvirke på samme sted. Måske kan et budskab komme virksomt ud på en mindre kompliceret måde, end kunden forestiller sig.
  • Forklar venligt kunden din prissætning: Hvordan alle kameraer er bemandede, og derfor også giver dig personaleudgifter. At dit udstyr koster penge at anskaffe og prisen bliver højere, jo mere udstyr, der skal bruges. Det tager også tid at pakke bilen og køre ud til opgaven.

Det kan virke banalt og irriterende at skulle forklare så meget, men det betaler sig.

Husk også:

Hids dig ikke op

Bliv ikke vred på kunden, selvom du synes, at hun tilbyder en ublu lav pris. Hun ved ofte ikke bedre. Det er dig og ikke hende, der ved hvor mange delopgaver, der er indeholdt i opgaven, og hvor lang tid de enkelte delopgaver tager. Tag i stedet kundens prisudspil som en invitation til at udfolde din faglighed og en invitation til forhandling.

Hav tjek på dit forretningsgrundlag

Det en stor fordel, at du ved hvor mange udgifter, du har i dit firma. Lokaleomkostninger, forsikringer, kontorhold, it-udgifter, etc. etc.  Når du ved, hvad du som minimum skal have dækket ind, har du et solidt grundlag for at kunne forhandle. Og det giver et billede af, hvor lang tid du kan tillade dig at bruge på en opgave.  

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk