Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Guide til god stil: Sådan bliver du en fair og succesfuld redaktør

Som freelanceredaktør får du pludselig ansvar for både produkt og andre freelancere. Vi har spurgt Freelancegruppens formand og en redaktør med freelanceerfaring om, hvordan man bliver en fair og succesfuld redaktør for de freelancere, man selv sætter i gang.

Sus Falch

PER DAUGAARD Sus Falch, formand for FreelanceGruppen

 

Af Anne Anthon Andersen

Som freelancer har du måske selv stiftet bekendtskab med redaktører, der ikke har opført sig helt som du drømte om og bandet og svovlet over, at de endnu engang ikke har svaret, ikke er til at få fat i, glemmer en aftale eller ikke overholder den aftale, du mente, I havde. Undgå at opføre dig lige sådan, når du selv sidder i redaktørstolen.

#1 Brug din egen erfaring som freelancer
Du kan med fordel trække dine egne oplevelser frem, når du selv sidder i redaktørstolen og skal have andre til at arbejde for dig. Sådan lyder opfordringen fra formand for Freelancegruppen Sus Falch. Hun minder om, at det kræver, at man selv i udgangspunktet har sikret sig en ordentlig aftale med den organisation, virksomhed eller mediehus, man har lovet at løfte jobbet for.

”Hvis ikke man selv har sørget for at lave en fuldstændig håndfast og fair aftale med den nødvendige tid til rådighed, har man heller ikke sikret sig rimelige vilkår for de freelancere, man skal have til at levere for sig. Så det er ret afgørende”, siger Sus Falch.

#2 Skriftlige aftaler er (som altid) vigtige
Det er ikke nok at lave aftalerne over telefonen eller mundtligt i det hele taget. Som sædvanlig skal man sørge for at få sine aftaler nedfældet på skrift.

”Også med freelancerne skal man huske at lave aftalerne skriftligt, så man er sikker på, at man er enige. Det er vigtigere end nogensinde, fordi man som redaktør ikke alene bør sikre sig selv rimelige arbejdsbetingelser, men også alle dem, man hyrer til at levere for sig”, siger Sus Falch og henviser til Journalistforbundets vejledende vilkår.

#3 Regn skjulte tidsrøvere med i prisen
At være redaktør indebærer langt flere skjulte arbejdsopgaver, som man måske ikke er vant til at regne ind i sine priser, særligt ikke hvis man er ny i jobbet. For eksempel skal man huske at lægge den tid til, man skal bruge til at forhandle aftaler med de freelancere, man skal samarbejde med.

”Det kan være en ny udfordring i forhold til at beregne et realistisk tidsforbrug og en fair pris, at det er en færdig pakke, der indeholder det hele. Der skal man sørme sørge for at regne rigtigt og have det hele med, før man lukker aftalen”, lyder påmindelsen fra Sus Falch, som råder til, at man bruger Faglig rådgivning i forbundet. De kan hjælpe med at udforme aftaler og kontrakter, hvis ikke mediehuset, man arbejder for, har sådanne. Ligesom Juridisk afdeling i DJ kan hjælpe, hvis der opstår konflikter i samarbejdet. For at sikre sig mod dem, skal man sørge for, at det er helt tydeligt, hvem der har ansvaret for hvad.

#4 Giv belønning for en ekstra indsats
For redaktør af Dansk Psykologforenings blad Magasinet P Ulrikke Moustgaard har det netop været en fordel selv at have en fortid som skrivende freelancer, når hun har skulle forhandle honorarer med sine freelancere.

”Når man skal finde frem til et fair honorar, kræver det indblik i, hvilket arbejde, der ligger bag en velresearchet artikel, og bevidsthed om, at der kan være store forskelle. Når freelancere afleverer noget, der er helt over, hvad man kan forvente, kan jeg godt finde på at give ekstra”, siger hun.

#5 Få kunden til at hæve budgettet i stedet for at presse (de andre) freelancere
Den bevidsthed er det vigtigt at holde fast i, mener Sus Falch og advarer om, at freelanceredaktør bliver brugt som belejlig måde at trykke priserne på. Det bør freelancerne være bevidste om og modarbejde, også der hvor det kræver ben i næsen.

”Man kan komme ud i en situation, hvor man skal gå tilbage til sin kunde og bede om at justere budgettet i stedet for at presse prisen på freelancernes levering og tidsforbrug. Og det bør man gøre, hvis det er det, der skal til for at byde sine freelancere de vilkår, man gerne selv vil have”, siger Sus Falch.

#6 Husk feedback og ros... og svar nu på de mails 
Gode vilkår handler om andet end priser. Derfor bør man også sørge for at have tid til at skabe en god kommunikation med de freelancere, man bruger. Det er et af de redaktørløfter, Ulrikke Moustgaard gav sig selv, da hun skiftede freelancetilværelsen ud med det faste redaktørjob.

”Jeg har lovet mig selv at huske at rose og fortælle mine freelancere, når de har lavet noget godt. Man skal huske at give feedback på det, de har leveret. Ikke bare til det håndværksmæssige, men også ved at svare tilbage på de mails, freelancerne sender. Det er helt vildt vigtigt og et udtryk for respekt for hinanden”, forklarer hun, der husker følelsen af at sidde og vente på redaktørens udeblivende svar, der pludselig blev en stopklods for det arbejde, hun var i gang med.

”Som redaktør får man sindssygt mange mails, men man skal huske at svare tilbage så hurtigt som muligt. Det var en ting, jeg selv savnede som freelancer, og som jeg ofte får tilbagemeldinger om fra freelancere. De bliver så glade, hvis man husker at rose, give feedback og svare i det hele taget”, siger Ulrikke Moustgaard.

 

 

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk