Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Friheden og skabertrangen trækker

Som freelancer har du masser af frihed, men det er også benhårdt arbejde. Fokuser på de første kunder i starten, og få styr på hjemmeside, skat og moms hen ad vejen.

Af Martha Madsen

Anne Anthon Andersen valgte at blive freelancejournalist direkte efter studiet i 2010, fordi hun gerne ville skabe sit eget arbejdsliv og styre det selv. Selv bekymrede hun sig ikke så meget for, om hun kunne tjene nok penge på det - det gjorde snarere folk i hendes omgangskreds. Til gengæld overvejede hun, om hun nu ville have tid nok til sin lille søn, for det er hårdt at have sin egen butik, og det kræver tid. Efter en kort afstikker til et job som lønmodtager, trak freelancetilværelsen dog igen i hende.

”Jeg savnede at freelance. Jeg elsker mit arbejde og kan lide at have travlt hele tiden, og så er det bare federe at kaste kræfterne ind i sin egen butik,” siger Anne Anthon Andersen, der i dag deler sin tid mellem at skrive og undervise, som var blandt det, hun savnede som lønmodtager.

 

Det at kunne sige: det her har jeg helt selv skabt, og friheden i det er det bedste! Som freelancer kan du skrive om alt det, du brænder for og arbejde alle steder fra, jeg vælger selv mine kollegaer, og jeg kan kaste mig ind i opgaver, jeg selv definerer.

Anne Anthon Andersen

Hvad risikerer du?

Du vil få travlt, hvis du vælger at freelance, for du skal selv hive opgaverne hjem, have styr på din tid og være din egen kollega, men du lærer også en masse.

”Det er benhårdt arbejde – men det er fast arbejde altså også!” siger Nanna Staermose, der har været freelancejournalist siden 2011. ”Der er ikke nogen chef, der bestemmer, hvornår jeg tager en kaffepause, men hvis kunden ringer, så er det bare af sted.”

Perioderne mellem kunder er hårde, men det er det værd, når det går godt, mener Nanna. Du får erfaring med mange forskellige opgaver, du bliver skarp på, præcis hvad du kan, og du bliver dygtig til nogle ting, du ikke nødvendigvis lærer som lønmodtager. F.eks. bliver du toptrænet i at ringe op til folk, du måske slet ikke kender, og fortælle hvor god din ide er.

”For nogle er det et større spring end for andre, men som journalist er opstartsomkostningerne små, og der er relativt få konsekvenser, så prøv det af. Du prøver forskellige projekter og viser initiativ, og du prøver kræfter med at skabe noget,” opfordrer Nanna Staermose.

Hold fokus på forretningen

Det kan være hårdt at freelance, men for mange nye freelancere eller selvstændige ligger de største udfordringer i alt det, rundt om forretningen.

"Folk går i stå på det uden om selve arbejdet, og så bruger de tid på at lave den perfekte hjemmeside i stedet for at bruge tid på at få den første kunde,” fortæller karriererådgiver i Journalistforbundet Jonas Thing, der i det daglige taler med medlemmer, der overvejer at blive selvstændige.

Det er vigtigt, at have en minimumsviden om moms og skatteregler, hvis man vil være selvstændig, men man behøver ikke at vide det hele, inden man går i gang, mener Jonas Thing

”Du skal have fokus på forretningen, før du fokuserer på det uden om. Du får ikke kunder af at have en flot hjemmeside eller ved at vide alt om skat. Hav fokus på at få kunder, så får du opgaver. Pengene vælter ikke ind, men du er i gang,” rådgiver han potentielle freelancere.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk