Gå til hovedindhold
Bliv medlem

”Freelancere skal brænde for det, de laver”

Hvis redaktør på Ud&Se Karen Garhn oplever, at freelanceren er engageret, inspireret, skarp og dygtig, så kan hun næsten acceptere alt – også at lokummet brænder, og der er brug for to dage mere.

Af Anne Anthon Andersen

Hvad skal der til for at vække din interesse for en idé i et pitch?

”Det skal være en skarp journalistisk ide. Mange skriver til mig alt for overordnet – noget om gamle eller et noget om noget andet. Det er ikke interessant for os. Det er en forudsætning for det gode pitch at vise, at man kender magasinet. Som freelancer skal man bruge tid på at tjekke op på, hvad Ud&Se er for et blad. Det lyder indlysende. Men det er alt for ofte, folk ikke har gjort det. Det virker uengageret.”

Hvordan ser det gode pitch konkret ud?

”Det er ikke så væsentligt, hvordan man formulerer sig i mailen. Hvis bare idéen er god, kan den som regel præsenteres på fem sætninger. Lange epistler behøver jeg ikke. Jeg har lige fået en mail fra en dygtig freelancer, som kender magasinet indgående, med fem seks forslag, hvor alle ramte plet. Fordi det lyser ud af dem, at hun kender mediet. Det gav mig lyst til at bestille alle fem”.

Hvordan kan man som freelancer gøre dig glad og skabe overskud i dit arbejde?

”Ved at give mig de gode idéer. Senere i processen handler det om at overholde aftaler om format, aflevering til tiden osv. Afsæt den fornødne tid så det bliver grundigt. Det kan være en god ide at lade mig være med på halvejen, så vi kan rette ind undervejs. Jeg kan godt lide at lave ret klare aftaler. Hvis man løber panden mod en mur, vil jeg helst have, at man kontakter mig og lader mig være med på råd.”

Hvad er det vigtigste for dig i den gode relation til en freelancer?

”Hvis jeg oplever, at freelanceren er engageret, inspireret, skarp og dygtig. Så kan jeg næsten acceptere alt – også at lokummet brænder, og der er brug for to dage mere. Det vigtigste for mig er ikke, at alle kommaerne sidder, hvor de skal, men at freelancerne brænder for det, de laver. Det gør vi herinde, og det skal vores freelancere også gøre. Hvis jeg kan mærke, at det er rutinearbejde, bliver jeg deprimeret. Det bryder jeg mig ikke om.”

Hvad kan få dig til at bande en freelancer langt væk?

”Hvis man afleverer noget kedeligt og uinspireret. Det er meget sjældent, at jeg har været ude for sene afleveringer og overskredne deadlines. Hvis produktet er godt og gennemarbejdet, kan jeg acceptere det meste.”

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk