Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Freelancere og redaktører bør afstemme forventninger

Når freelancere og redaktører går fejl af hinanden og overskrider hinandens grænser er det fordi, de ikke kender dem. Derfor bør de på forhånd lave en art manual for samarbejdet, lyder opfordringen fra Zetland-redaktør. For selv garvede redaktører kan ikke alt.

Af Anne Anthon Andersen

For et års tid siden læste Zetland-redaktør, Silke Bock en artikel, som hun ville ønske, at hun havde læst for længe siden. Den var skrevet af den amerikanske Pulitzerprisvindende journalist og professor på Missouri School of Journalism Jacqui Banaszynski. I artiklen skrev hun, at hun havde brugt 15 år på at gå og være vred på sin redaktør over, at han ikke forstod hende. For ikke at kunne se, når hun havde en dårlig dag. For at give hende forkerte opgaver. For alt muligt.

 

Den artikel ville simpelthen have været guld værd i mit arbejde som redaktør og hindret mange udfordringer og uoverensstemmelser. Den er blevet en rettesnor for mig og ville have gjort mig til en langt bedre redaktør tidligere.

Silke Bock

I artiklen beskriver Jacqui Banaszynski, hvordan hendes vrede over redaktøren en dag fik hende til at vandre ind på hans kontor og aflevere et brev på hans skrivebord. Brevet indeholdt en liste over, hvad hun havde brug for af ham. ’Hvis du vil sørge for de ting for mig, vil jeg være din skytsengel på redaktionen’, skrev hun blandt andet i brevet og bad ham om tilsvarende at nedfælde sine ønsker til hende. Det blev en art manual og et værdifuldt redskab i deres fremtidige samarbejde, som endte med at blive virkelig godt. Stærkt inspirerende, mener Silke Bock:

”Fordi det dels tvinger en til at tænke over, hvornår man typisk støder på udfordringer i sin arbejdsproces – men også over, hvordan man løser dem. Jeg bruger selv metoden nu, og det virker forbløffende godt”. 

Møder skaber fællesskab

Den slags aftaler burde alle freelancere og redaktører indgå  som udgangspunkt for deres samarbejde, lyder opfordringen fra Silke Bock.  

”Skribenter skal vide, at selv garvede redaktører ikke kan alt. Nogle er gode til at navigere i strukturer i større organisationer, andre til at håndtere besværlige kilder. En redaktør kan også være en suveræn tekstsnedker eller noget, der minder om en terapeut for skribenten, men ingen kan alt. Man kan undgå en masse unødvendige konflikter og styrke samarbejdet ved på forhånd at afstemme forventninger”, lyder opfordringen.

På Ud&Se har redaktør Karen Gahrn i flere år lavet lignende forventningsafstemninger med de faste freelancere for magasinet. Minimum en gang om året inviterer hun til inspirationsmøder eller sociale arrangementer.

”Her fortæller vi på redaktionen vores freelancere, hvad vi arbejder med for tiden, hvad det fx kan betyde for dem, hvis vi laver ændringer i bladet, og hvad vi forventer af dem”. En gang imellem er det også arrangementer, hvor man har mulighed for at møde hinanden, drikke en øl og se hinanden i øjnene både fagligt og socialt.

Handler om respekt

Særligt hvis det er et medie, der udvikler sig meget, er det en oplagt måde at klæde freelancerne på og gøre dem til en del af fællesskabet, oplever Karen Gahrn.

”Det er enormt godt givet ud, at man investerer den tid, det tager. Man kan godt gå og have nogle idéer om, hvordan mediet skal udvikle sig. Men hvis man ikke får afstemt forventninger med sine freelancere, går der alt for lang tid, før det slår igennem i artiklerne”, siger hun:

”Vi er enormt afhængige af at have et godt forhold til vores freelancere. Det er vigtigt at invitere dem ind og gøre dem til en del af projektet. Det er også en måde at vise respekt for sine freelancere på”.

Typisk er hovedpunkterne på dagsordenen på Ud&Se’s inspirationsmøder 1. Hvad optager redaktionen, og er der potentielle ændringer i magasinet. 2 Hvad betyder det for freelancernes arbejde, og hvordan kan de byde ind?

”På den måde får vi både delt vores tanker og snakket om vores og freelancernes forventninger og muligheder i de kommende måneders samarbejde”, siger Karen Gahrn. 

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk