Gå til hovedindhold
Bliv medlem
Er afholdt

Genfind din skriveglæde i klummen

Klæber tasterne til fingrene? Mangler du gnisten, når du skriver? Så er det tid til et kursus om klummen, hvor du genfinder glæden ved at skrive om det, der virkelig ligger dig på sinde. På en dag får du nye idéer, styr på dit klummejeg og lyst til at fortælle.

Benjamin Tarp

Hvornår

31. marts 2022 10:00-16:00

Hvor

Dansk Journalistforbund, Gl. Strand 50, 1202 København K.

Pris

Fra 200.00 kr.

Type

Kursus

Hvad stiller du op, når svigermor hårdnakket beskylder dig for at snyde i Wordfeud? Når du inderst inde glæder dig over, at antivax’eren eller corona-fascisten alligevel blev ret syg? Eller når du skummer af misundelse over de andres perfekte liv og alligevel ikke gider leve det?

Forbudte følelser er de mest underholdende at skrive klummer på. Både for skribenten og læseren. Men andre tilgange sælger også, når bare de er personlige. Vi lever i et kaos, hvor omvæltninger og følelser står i kø, og det samme gør de dilemmaer og situationer, som sparker en god klumme i gang. Der er masser at fortælle, og det korte format ansporer dig til at lege med billeder, scener, forløb og rollen som afsender. 

Desuden udgør klummen en oplagt mulighed for at profilere dig selv i en rolle, lige fra ekspert til humorist, meningsdanner, empatisk og/eller skarpt tænkende menneske.

Klummens karakter og leg med nye rammer

På kurset ser vi på, hvad der får gode klummer til at fungere: en klar vinkel, genkendelse, humor, argumentation, troværdighed og provokation.

Hver deltager arbejder med sit klummejeg, og sammen udvikler vi idéer, der ikke behøver at handle om nye corona-varianter og statsministerens makrelmadder. 

Vi afprøver fortællegreb som metaforer og sammenligninger, scener og forløb, og til sidst sætter vi os benspænd. Måske kan en klumme være udformet som en ansøgning, en brugsanvisning eller en nekrolog?

Kursusdagen veksler mellem små oplæg, idé- og skriveøvelser samt diskussioner og gruppearbejde. 

Før kurset: Du sender underviser Thomas Bjerg et eksempel på en klumme, som du har skrevet eller læst og kan lide. Han sender derpå en samling, som du skal læse. Fortæl også om dine eventuelle erfaringer med at skrive klummer. Endelig bør du tænke i emner til en klumme.

Efter kurset: Du kan – hvis du har lyst – finde en skrivemakker, så I kan give hinanden feedback. I får en tjekliste til feedback.

Underviser:

Thomas Bjerg, freelancejournalist på Redaktionen.dk, krimiforfatter og underviser siden 2001 for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, herunder på klummekurser. Tidligere klummeskribent på magasiner, fag- og organisationsblade. Medlem af teatersportsgruppen For Meget af Det Gode.