AFHOLDT: Genopfind dig selv
Som selvstændig eller freelancer kan det være svært at finde tid til at udvikle sig selv og sit firma, mens man holder hjulene i gang. Kurset Genopfind dig selv! er én dags refleksion, hvor vi finder nøglen til udvikling af de evner, du har oparbejdet, men ikke sætter i spil i dag – og måske slet ikke er bevidst om at du har?
Hvornår
20. august 2019 10:00-17:00
Hvor
Dansk Journalistforbund, Gammel Strand 46, 1202 København K. (lokale Store Strand)
Sidder du til tider med indestængt energi eller følelsen af, at du har en masse mere at byde på i dit arbejdsliv? Som selvstændig eller freelancer må man hele tiden holde hjulene i gang, og det kan være svært at finde tid til at udvikle sig selv og sit firma undervejs.
På kurset Genopfind dig selv! arbejder vi med en måde at udvikle sig på, hvor du hverken
skal stoppe op i flere uger for at soul-searche eller tage en hel ny uddannelse oveni.
Vi fokuserer nemlig på alle de evner, du har oparbejdet, men ikke sætter i spil i dag – og som du måske slet ikke er bevidst om, at du har?
Det kunne være, at du har lavet mange interviews, og implicit er blevet ekspert i at navigere i komplekst ukendt materiale eller omgås mennesker i en svær situation. Eller hvis du arbejder visuelt, har opbygget kompetence i at udvælge mellem store mængder materiale eller opfinde noget fra bunden, drive det fremad og samarbejde.
Det er evner eller viden, som ikke behøver at være hængt op på præcis det arbejde, du sidder med hver dag. Det kan i stedet være løftestangen til at tage næste skridt – og du kan udvikle både viden og dig selv, parallelt med at du holder firmaet kørende!
Workshoppen er en vekselvirkning mellem oplæg, introduktion af værktøjer og øvelser i at arbejde med materialet selv. F.eks. kortlægger vi hvilke færdigheder, hver af kursisterne sidder inde med, analyserer potentialet – og holder det op imod hvor du gerne vil tage dig selv og dit arbejdsliv hen.
Du vil f.eks. få indblik i følgende:
-
Sådan finder du dine implicitte evner
-
Sådan kan du sætte dem i spil
- Læsetips til at fordybe dig yderligere i temaet ”fra implicit viden til eksplicitte evner”
- Lær at holde en MUS-samtale med dig selv
Lær en ny måde at tænke din professionalitet på, hvordan du bevæger dig i ”den rigtige retning” og når dine mål.
Underviser er Alice Holmberg, som til dagligt er selvstændig under navnet House of Holmberg. Alice har været iværksætter siden 2008, boet i Berlin, London og i Grækenland.
House of Holmberg arbejder med kommunikation og procesdesign i både offentligt og privat regi. Alice underviser på Urban Culture in Theory and Action Summerschool på Københavns Universitet og i Creative Resilience på MA Innovation Management, University of the Arts London.
Frist for afbud: 15. august 2019
Frist for tilmelding: 13. august 2019