Gå til hovedindhold
Bliv medlem
Er afholdt

AFHOLDT: Freelancefotograf: Skab dit eget store fotoprojekt!

Drømmer du om at realisere dit eget store fotoprojekt, men har du svært ved at overskue, hvordan du skal gribe det an, får det finansieret, offentliggjort og evt. udstillet?
Er du professionel freelancefotograf, og har du tid i kalenderen og overskud til at producere et større fotoprojekt hen over sommeren og efteråret? Så er dette kursusforløb lige noget for dig.

Foto af PixlArt

PixlArt

Hvornår

12. november 2019 09:00
21. november 2019 16:30

Hvor

Dansk Journalistforbund, Gl. Strand 46, 1202 Kbh K

Pris

2.000 kr. i deltagergebyr

Datoer: 13/5, 15/5, 27/5, 29/5, 6/6, 12/11, 13/11 og 21/11 2019.
Varighed: Otte kursusdage kl. 09:00 - 16:30 + egenproduktion

Mange fotografer drømmer om at realisere deres eget store fotoprojekt. Men det er svært at komme ud over rampen med at få udviklet den gode ide og få produceret et projekt, der kan afsættes til offentliggørelse i diverse medier og udstilles.

I dette kursusforløb bliver du holdt i hånden hele vejen med dit projekt: Du får inspiration og idéudvikling, indsigt i arbejdsmetoder fra prisbelønnede fotografer og viden om, hvordan du skaffer finansiering til dit projekt.

Du får undervisning i, hvordan du skriver teksterne. Du får én til én-evalueringer, hjælp til endelig udvælgelse af fotos og til slut udstillet dit projekt sammen med de andre deltagere - både i PixlArts nedlagte kirke i Østervrå i Vendsyssel og i deres turnererende udstillingsbus med stop i Århus, Odense og København.

VIGTIGT: Du skal have tid til at deltage på de fastsatte kursusdage og overskud til at gennemføre et større fotoprojekt, hvis du vil deltage. Der er bevilliget en betydelig sum ophavsretsmidler fra SKU-ordningen (Sociale, Kulturelle og Undervisningsmæssige formål) til at gennemføre kursusforløbet. Derfor forventes det, at alle deltagere arbejder dedikeret på at komme i mål med et ambitiøst fotoprojekt.

 

Forløbet er som følger:

 

13/5 kl. 9-16:30:

Præsentation af deltagerne og inspirationsdag med eksempler og diskusssioner af vellykkede fotoprojekter v. Søren Pagter.

15/5 kl. 9-16:30:             

De to vidt forskellige, men begge prisbelønnede fotografer, Mads Nissen og Sara Galbiati viser hver især eksempler på deres projekter, fortæller hvordan de har grebet dem an, fået dem struktureret og finansieret, hvad deres målsætninger har været, hvad de er tilfredse med, og hvad de kunne have ønsket sig anderledes.

27/5 kl. 9 - 16:30:           

Metoder til idéudvikling, diskussion og udvikling af de konkrete projekter på holdet, v. Søren Pagter.

29/5 kl. 9 - 16:30:           
Inspiration og workshop med skrivning af tekster/artikler til fotoprojekter v. Thomas Aue Sobol.

6/6 kl. 9 - 16:30              

Finansiering, fondsøgning, afsætning og pitching af fotoprojekter v. Thomas Aue Sobol.

7/6 - 11/11: 

Du producerer dit eget store fotoprojekt. Hver deltager på holdet får efter aftale undervejs både en times individuel vejledning med Thomas Aue Sobol og en times individuel vejledning med Søren Pagter.

12-13/11 kl. 9 - 16:30:   

Hele holder evaluerer sammen med Søren Pagter over to dage de færdige projekter, og du vælger de endelige billeder, der skal udgøre dit færdige projekt.

21/11 kl. 9 - 16:30: 

Evaluering af teksterne, du har skrevet til dit fotoprojekt v. Thomas Aue Sobol

Januar 2020:                   

Der er truffet aftale om, at PixlArt udstiller alle de afleverede projekter, dels på store fladskærme i den nedlagte kirke i Østervrå i Vendsyssel, og ikke mindst med deres  turnerende udstillingsbus, - også med fladskærme og en projektor, - der vil stoppe med udstillingen i Århus, Odense og København.

Send en målrettet ansøgning til ta@freelancegruppen.dk

Derfor skal du sende en motiveret ansøgning, indeholdende en foreløbig idé til dit fotoprojekt, og 10-20 af dine fotos til ta@freelancegruppen.dk med “Skab dit store fotoprojekt” i emnefeltet.

Du bedes også angive dit medlemsnummer i Dansk Journalistforbund, samt hvor meget du evt. har fået i støtte til efteruddannelse de seneste tre år.

Hele ansøgningen, inkl. fotos, skal være samlet i en enkelt pdf-fil med dit navn som filnavn, og være modtaget senest den 1/5 2019 kl. 12:00. Hvilke ansøgere, der bliver optaget på kursusforløbet, bliver i fællesskab vurderet af Søren Pagter og Thomas Arnbo.

Der vil være et deltagergebyr på 2.000 kr. for hele forløbet, som opkræves, såfremt du bliver optaget på kurset. Alle udgifter ifb. med produktionen af dit fotoprojekt skal afholdes af dig selv.

Kursusforløbet udbydes af FreelanceGruppen i Dansk Journalistforbund, som forbeholder sig retten til uden vederlag at vise de færdige projekter på freelancegruppen.dk og fremvise/udstille projekterne på diverse arrangementer i FreelanceGruppens regi, f.eks. hos PixlArt og på FreelanceFestival.

Undervisere:
 

Søren Pagter:

Søren Pagter har siden 1998 undervist på og været leder af Fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. I løbet af de over 20 år har han ikke kun været med til at uddanne nogle af verdens bedste fotojournalister, han har også afholdt workshops både i Danmark og i udlandet, f.eks. i Armenien, Nepal, Iran og Egypten. Søren Pagter har netop udgivet en lærebogen "Det nødvendige fotografi", som er udkommet på dansk, engelsk og russisk.

Som jurymedlem i mange internationale konkurrencer og festivaler har Søren Pagter et stort indblik i, hvordan fotojournalistik bliver brugt og udvikler sig rundt i verden. Søren Pagter er selv uddannet pressefotograf i 1991 og laver stadig enkelte fotoopgaver.

Thomas Aue Sobol:

Journalist og interaktiv dokumentarist. Skaber i samarbejde med fotografer interaktive dokumentarer til undervisning og medier, fx Deadline Syrien og Deadline Athen, der blev nomineret til bedste webdokumentar ved Visa pour I’image i Perpignan og kåret som 3. bedste multimedia package ved Best of Photojournalism i USA. Thomas har tidligere arbejdet på Morgenavisen Jyllandsposten og modtaget Kristian Dahls Mindelegat og Timbuktu Fondens Pris for sine reportager fra diktaturstater. Han driver nu produktionsselskabet planet2030.com og fortællefællesskabet ’Sibirien’ og arbejder på nye produktioner i Rwanda og Grønland.

Sara Galbiati:

Freelance fotojournalist, uddannet fra DMJX i 2010. Medlem af fotofællesskabet sarapetertobias.com, der bl. a. Står bag bogen “Phenomena” der undersøger myten om ufoer. Har bl.a. vundet første pris i POYI i 2014 for portrætserien " THE CIRCUS KIDS OF KABUL”, og har været nomineret til Årets Pressefoto i 2013. Se evt. saragalbiati.com og sarapetertobias.com

Mads Nissen:

Fastansat fotograf på Politiken. Efter endt uddannelse som fotojournalist i 2007 indtil 2009 bosat i Shanghai. Herefter tilbage i Danmark, først ansat på Berlingske og er i dag fotograf på Dagbladet Politiken. Internationalt repræsenteret af Panos Pictures, og hans arbejde publiceres i Time, Newsweek, CNN, National Geographic, The Guardian, Stern og Der Spiegel. Mads Nissen vandt i 2015 hovedprisen i World Press Photo for hans billede af det homoseksuelle russiske par Jon og Alex. Mads Nissen er blevet hædret med over 60 priser internationalt og i Danmark, og ved det danske Årets Pressefoto er han blandt andet blevet tildelt hovedpriserne Årets Pressefoto to gange og Årets Pressefotograf tre gange, senest i 2018. Mads Nissen har udgivet fotobøgerne ’De Faldne’, ’AMAZONAS’ og senest ’We are Indestructible’. Se evt. madsnissen.com

 

Udstiller:

PixlArt:

PixlArt er en non-profit forening, og er et af verdens første digitale udstillingssteder for fotografi, hvor fotokunst, istedet for at blive udstillet i glas og ramme, vises på kæmpestore fladskærme på op til 4 gange 12 meter. Gennem en nytænkende og innovativ tilgang til formidling vil PixlArt udbrede forståelse for fotografi som udtrykt og kommunikationsform. Det sker dels gennem PixlArts fysiske udstillingsrum i en nedlagt kirke i Østervrå Vendsyssel, og dels gennem foreningens mobile udstillingshal, som består af en ombygget “biblioteksbus”. PixlArt modtog i 2018 DJ:Fotografernes ærespris, “Fotogratula”, “for nytænkning af fotografiets formidlingsformer, som interagerer med publikum og omgivelser på en bred, mobil og nem digital platform, der rækker ud mod alle dele af landet.”

Kursusansvarlig:

Thomas Arnbo

Freelance fotojournalist, uddannet fra DJMX i 1998. Medlem af FreelanceGruppens bestyrelse, herunder kursusudvalget. Leverer reportager i foto, tekst og video og portrætfotos til div. medier, organisationer og virksomheder. Fastansat ved Nyhedsavisen 2006-2008, og Sjællandske Medier 2010-2012. Se evt. arnbo.dk og erhvervsfotos.dk

Frist for afbud:  8/5 2019

Frist for tilmelding:  Mandag d. 6. maj 2019 kl. 12:00