Drømmeprojekterne får mig til at føle, at det er mig, der styrer butikken

Af Anne Anthon Andersen

Det er blandt andet blevet til en reportagetur til Sverige for at fotografere nedbrændte asylcentre til en visuel fortælling om frygt, en natlig udflugt i Zoologisk Have på jagt efter portrætter af sovende dyr og senest bogprojektet ’Phenomena’ om UFO’er – en fotografisk undersøgelse af menneskets behov for tro. Sammen med freelancekollegaerne Tobias Selnæs Markussen og Peter Helles rejste hun sidste forår til staterne Arizona, New Mexico og Nevada for at følge i sporet på de amerikanske ufo-myter.

Hvorfor er det vigtigt for dig at give plads til drømmeprojekterne?

”Det er enormt vigtigt for min følelse af, at det er mig, der styrer butikken. Det giver mig ro i sjælen. Mæthed. Så kan jeg forsvare for mig selv, at jeg udvikler mig – og ikke kun arbejder for pengenes skyld. Det er fedt at få lov til at køre ud af en tangent, som er skør og skæv uden at tænke på, hvordan det vil blive modtaget. For mig er det vigtigt for ikke at føle, at jeg sider fast – er en gunfire, der bliver affyret – jeg har brug for at demonstrere for mig selv, at jeg har mit eget sprog”.

Hvad gør det ved projektet, at det er styret af dine drømme?

”Når jeg har en kunde, tænker jeg meget over, hvad de vil have. Det får mig til at passe fotografierne ind i de rammer, som mediet har, ligesom de økonomiske rammer sætter nogle begrænsninger. Det kan føles som om, jeg bliver en maskine, programmeret til at løse en opgave. Derfor laver jeg også ofte to versioner af den stillede opgave. En skæv og eksperimenterende version og den mere straight. Langt oftest er det det sidste, kunden vælger.

Hvad gjorde dit seneste større eget-projekt til et drømmeprojekt?

”Med Ufobogen valgte vi bevidst et kontroversiel, usikkert og utilgængeligt emne, der i udgangspunktet ikke kan fotograferes. Da vi tog af sted, havde vi kun tre aftaler for ikke at låse os fast til det sikre som med almindelige fastdefinerede freelanceopgaver. Og for at følge vores intuition. Når du ikke kan se målet defineret i udgangspunktet, kan det tage mange former. Hvis du kender endemålet, dræber du kreativiteten ved at mose den ned i kasser.

Vi valgte bevidst et projekt og teknikker, vi ikke normalt har mulighed for at lave. Det var vigtigt for projektet, at vi kun havde os selv at stå til ansvar over for. For projektet havde været dødsdømt fra dag et, hvis præmissen havde været, at vi skulle sælge det til et medie.”

Hvad giver det at samarbejde med andre om drømmeprojekterne?

”Vi følte alle tre, at vi for meget var en ’One man army’ og savnede at være en del af en redaktion. Som freelancefotograf bliver du ofte hevet ind, efter at beslutningerne bliver truffet – for at eksekvere en hurtigt opgave. Vi savnede at være en del af et længere projekt og et hold om det. Og så er der de økonomiske fordele. Det er et for stort projekt at lave alene og meget dyrt, hvis man som ene mand/kvinde skulle afsætte tid til alle led i processen.

Det er sindssygt fedt at mærke de andres energi; at man ikke er den eneste der skal køre toget frem. Og det er lettere at forpligte sig på deadlines, fordi man står til regnskab over for andre”.