Gå til hovedindhold
Bliv medlem

"Det giver fokus og mod at vide, hvad man vil"

Er du usikker på din forretningsplan, og på hvordan man håndterer alt det praktiske omkring tilbudsgivning, indtægt, moms og skat, så kan du have glæde af DJ's rådgivning og sparring, mener Lone Malm, faglig rådgiver i DJ.

Af Martha Madsen

Vi har stillet tre typiske spørgsmål fra nye freelancere til Lone Malm, faglig rådgiver i Dansk Journalistforbund

Skal jeg bruge det som en vej væk fra lønmodtagerjobbet?

De medlemmer, der tøver mest, er dem, som inderst inde ikke er afklaret med, at det, de gerne vil, er freelancevejen. Nogle tænker, at det er et næstbedst alternativ til et lønmodtagerjob, som måske er svært at få. Dette er et dårligt udgangspunkt, for det er ikke vores oplevelse, at det er nemmere at få gang i en freelancevirksomhed, end det er at få et fast job. Freelancetilværelsen skal være et aktivt og ønsket tilvalg, hvor man har planer og ambitioner for sin forretning.

En anden blokering kan være usikkerheden, der for de fleste er en stor del af freelancetilværelsen. For mange er det helt forståeligt utrygt ikke at vide, hvor pengene skal komme fra næste måned.
Endelig oplever jeg også en blokering i forhold til salg. Nogle af vores medlemmer bryder sig ikke om at være opsøgende og sælgende, og det er problematisk, hvis du skal freelance.

Hvad skal jeg overveje, før jeg starter?

Hav en ide om, hvilken slags freelancer du vil være, hvad du sælger, hvilke kunder du vil have, og hvor meget du vil tjene. Det er også en god ide at overveje, om det er et tilvalg, eller om du egentlig hellere vil have et fast job.

Hvordan får jeg afklaring?

Hvis det handler om minimumsindtjening, så kan du lande nogle faste kunder/aftaler, inden du tager springet, så minimumsindtægten er sikret.

Hvis blokeringen er, at man er usikker på sin forretningsplan, og på hvordan man håndterer alt det praktiske omkring tilbudsgivning, indtægt, moms og skat, så oplever jeg, at medlemmerne har stor glæde af sparring både fra vores bizkurser og individuelle rådgivning, hvor vi rådgiver og sparrer om en meget klar forretningsplan. Herunder hvilke markeder, type af kunder, opgaver etc. virksomheden skal hvile på. Det giver fokus og mod at vide, hvad man GERNE vil, frem for hvad man IKKE vil.

Når det handler om at sælge, er der ikke andet at gøre end at sælge mere. Se det som muskel, der skal trænes – jo mere du gør det, jo nemmere bliver det.

Læs også DJ´s 6 gode råd til prissætning 

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk