Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Derfor er jeg freelancer

Man bestemmer selv, det er lærerigt og opgaver kan vælges til og fra. Det er motivationen for disse tre freelancere for at vælge den frie livsstil.

Af Martha Madsen

Iben Haugaard (www.projekti.dk)

Efter at have været ansat i DR i otte år var jeg blevet nysgerrig efter at se, hvordan man arbejder andre steder. Det får jeg mulighed for som selvstændig. Jeg synes, det er motiverende at få nye vinkler på kommunikationsarbejdet, møde nye mennesker og få samarbejdet til at fungere. Man udvikler sig for hver opgave. Samtidig synes jeg, det er utrolig lærerigt at drive forretning – det jo er en disciplin i sig selv.

Jeg tror på karma-business: Send opgaver videre, hvis de ligger for langt fra dit felt, eller hvis du ikke har tid til at løse dem ordentligt. Så skal de nok komme tilbage igen i en bedre form eller på et bedre tidspunkt. Jeg vil gerne levere et professionelt stykke arbejde. Så opgaverne skal ramme mit kompetencefelt, som ligger inden for tekstforfatning, PR-strategi og pressehåndtering. Samtidig banker mit hjerte for showbiz og kulturliv, så jeg opsøger opgaver, der relaterer til de områder.

Carina Heckscher (iCheck.dk) - Networkingekspert, foredragsholder og forfatter

Jeg valgt at freelance, fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg sætter pris på de alsidige opgaver, og det at jeg selv kan vælge opgaver til eller fra. Det er vigtigt som freelancer, at man tør satse og sige nej tak, hvis det ikke er en opgave, man har tid/lyst til. Jeg tror på, at vi selv kan være med til at tiltrække de opgaver, vi allerhelst vil have. Jeg kan se, at mange har svært ved at sige højt, hvad de søger, og hvilke spidskompetencer de har.

Min daglige glæde er mine konkollegaer og mit netværk, der hjælper med at holde humøret oppe, vidensdeler med mig, hepper på mig, hjælper, når jeg spørger om hjælp. Jeg håber, at flere freelancere får åbnet for at udvide og bidrage til deres netværk, så det er stort og bredt, og der altid er en hjælpende hånd, eller en der kender en, der kan hjælpe med at åbne en dør. Netværk er vejen til succes… så hvorfor ikke satse på at få hjælp (og hjælpe) og blive ‘Heldig med vilje’?

Gitte Korsgaard Fenger - Freelancejournalist

Jeg er klart motiveret af, at jeg selv kan bestemme stort set alt. Jeg vælger mine opgaver, selvfølgelig er man indimellem nødt til at sige ja til opgaver af fornuftmæssige årsager (læs: har brug for pengene). Men ofte, heldigvis, er jeg i en situation, hvor jeg kan tillade mig at vælge de opgaver, der er mest spændende.

Derudover fungerer jeg godt med, at jeg arbejder på skæve tider af døgnet. Det er ikke et 8 til 16 job, hvilket er perfekt for mig. Friheden ved at være freelancer tiltaler mig altså i høj grad. Friheden til f.eks. at vælge at lave et projekt på den anden side af jorden. Endelig er jeg mor, og jeg vil gerne have så meget tid med min datter som muligt – og den fleksibilitet, der er i mit freelance arbejde, finder jeg ikke mange andre steder. Jeg afleverer sent og henter hende forholdsvist tidligt i børnehave, men jeg arbejder stadig mange timer om ugen, blot fordelt lidt anderledes end flest andre. Jeg arbejder, når hun sover om aftenen (og den halve nat). Så alt i alt handler det vel om frihed. Frihed til at vælge, hvordan jeg vil bruge min tid.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk