Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Brandekspert: Man skal turde stille sig op på scenen

Det kræver flid, vedholdenhed og mod til at sige nej til opgaver, hvis du vil oparbejde et brand som ekspert. Til gengæld er det en god og tilgængelig investering, som får nye opgaver til at rulle ind. Det stærke brand kræver en skarp rød tråd i det, du står for både fagligt og personligt. For det er mennesket bag, der sælger. Derfor må du vise, hvad der gør dig original, lyder rådet fra ekspert i personlig branding.

Maiken Ingvordsens 3 bedste råd til at dyrke din originalitet

1. Vid hundrede procent hvorfor du gør, det du gør og italesæt din egen unikhed.

2. Hav en plan for de næste fem år af dit liv og vær super produktiv

3. Skab noget som har stor værdi og derfor tiltrækker folk. Det kan være en bog, en blog, videoer på youtube, workshops eller andet

Af Anne Anthon Andersen

Du ER allerede et brand. Om du arbejder strategisk med det eller ej, har omverdenen og dine kunder en opfattelse af, hvem du er, og hvad du står for. Derfor er det en god investering at bruge det aktivt ved at gøre dig til ekspert på et område og lade det være med til at definere, hvad du står for, lyder rådet fra Maiken Ingvordsen, musiker, ekspert i personlig branding og forfatter til bogen ’Original’, som netop handler om, hvordan du skaber en stærk fortælling om det, du står for.  

”Man kan ikke styre, hvad folk tænker, men man kan påvirke det. Og hvorfor så ikke påvirke det i den retning, man gerne vil”, siger hun. For når man zoomer ind på et område, dyrker og bruger det som pejlemærke for forretningen, forkorter man samtidig vejen til drømmekunderne. Selv kastede hun sig tidligere i sin karriere som selvstændig ud i alle mulige projekter og også opgaver, der fandt hendes vej relativt tilfældigt.

”Men jeg fandt ud af, at det gav langt mere mening at vælge et område, som blev mit fokus. Som selvstændig freelancer har man jo kun kapacitet til en vis mængde kunder – så kan man ligeså godt arbejde hen imod at få de kunder, der har brug for lige præcis det, man bedst kan lide at lave og vælge at lave drømmeopgaverne for dem”, siger hun.

Hvad giver du verden?

Men det er ikke alene drømmeopgaverne og de kunder, der efterspørger dem, der vejer tungt på vægtskålen som argumenter for at finde ud af, hvordan man som selvstændig er original og bruge det. Originalitet bliver stadigt mere nødvendigt for enkeltmandsvirksomheder, mener Maiken Ingvordsen. I bogen ’Original’ argumenterer hun for, at originalitet er et nødvendigt redskab, hvis man vil opbygge en stærk forretning, som holder på lang sigt.

”Min pointe er, at man ikke kun sælger en vare, men også mennesket bag varen. Man skal turde stille sig op på scenen, og give noget af sig selv, ikke privat , men personligt”

At være original er at skille sig ud fra mængden, være unik og langtidsholdbar. For at finde sin originalitet og det område, det er oplagt at gøre sig til ekspert på, kan man starte med at finde sin personlige motivation, lyder opfordringen. 

”Det handler om at finde ud af, hvad man har på hjerte. Hvad der motiverer en ud over pengene. Hernæst skal man finde ud af, hvordan det, man brænder for, gør noget godt for verden ved at bidrage til andre end en selv. Når man har sat ord på det, kan man formulere sit professionelle brandstatement”, forklarer Maiken Ingvordsen og opfordrer til, at man lader dette statement være den røde tråd i kommunikationen med omverdenen – i nyhedsbreve, emails, videoer, på sociale medier, blogs og hvor man ellers kommunikerer.

Bogen blåstempler dig som ekspert

Når man har defineret og helliget sig sit område i et stykke tid og har tilstrækkelig viden på området til at skrive en bog om emnet, skal man endelig forfølge bogprojektet. Også selv om bogen i sig selv sjældent er en god forretning, opfordrer hun:

”At skrive en bog er noget, der virkelig kan tage dig til det næste niveau med hensyn til at opnå ekspertstatus. Hvis du har en idé til en bog på dit område, så skriv den! Det tager folk ret seriøst. Folk ved godt, at man ikke bare sætter sig ned og skriver en bog på en weekend, men at det tager tid. Det skaber respekt omkring det, man gør og viser en seriøsitet og ihærdighed, som folk lægger mærke til”.

Men mindre kan også gøre det. Det vigtigste er, at du deler din viden på dit område generøst. Det kan være ved at  holde kurser, som folk kommer inspireret hjem fra, ved at skrive en god blog, ved at lave videoer på Youtube . Ved at skrive artikler eller debatindlæg om emnet.

Ekspertrollen giver dig en eksklusiv position

”For mig har det virket rigtig godt at have vidensdeling som en del af min markedsføringsstrategi - både for mit eget personlige brand og for mine produkter. Det er de sociale medier fantastiske kanaler til”, siger Maiken Ingvordsen og opfordrer desuden til at give potentielle kunder indblik i ens arbejde ved at indvie dem i ’behind the scene’-klip fra kreative processer, hvad man bliver inspireret af, succesoplevelser og modgang.

”Man følger sjældent produkter og brands, man følger mennesker. Derfor er det også afgørende, at man kan mærke mennesket bag, og at der er en rød tråd i det, man står for personligt og fagligt”

Man kan sagtens have masser at lave i sin virksomhed ved at lade sig rive med strømmen og tage alle de opgaver, der flyder ens vej. Men vil man sikre sig en eksklusiv position og styr på karrieren, er man nødt til at gøre sig til ekspert på et område og synliggøre sig her, vurderer hun.

”Når du vælger at gribe det strategisk an, så løfter din virksomhed sig til et helt nyt plan. Flere kunder, flere samarbejdspartnere, flere penge. Du får mulighed for at lave de opgaver, du allerhelst vil have”.

 

Når man har opnået noget specialviden igennem sit virke, er det ideelt at samle den i en bog. Jo mere du giver, jo mere kommer igen. Jeg bruger i virkeligheden ufatteligt lidt tid på at sælge. Jeg forsøger i stedet at være super produktiv

Maiken Ingvordsen

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk