Bo Sørensen, genopstiller
Jeg har været medlem af bestyrelsen de seneste tre år og har først og fremmest kæmpet for, at freelancere og selvstændige bliver styrket i deres viden og kompetencer, så vi sammen står stærkere i kampen om arbejdet i en verden der konstant er under forvandling. Det arbejde vil meget gerne fortsætte i FreelanceGruppens bestyrelse.
Foruden at tage del i det faglige, politiske og praktiske arbejde, har jeg arbejdet med fokus på efteruddannelse – især med at lave kurser. Jeg har været forperson for kursusudvalget i stort set hele perioden, og var blandt andet med til, at vi kom gennem Corona-tiden, med et godt og blandet kursusprogram – mest online. Og jeg er klar til sætte fart på, når vi må mødes igen.
Der skal der fokus på, at vi får sikret muligheder for at få efteruddannelse. Det sker blandt andet i de politiske udvalg i DJ, hvor jeg har arbejdet de seneste to år i Uddannelses- og Kompetenceudvalget, for at få vores medlemmer til at fokusere på efteruddannelse.
Vi skal alle uddanne os – hele tiden. Både freelancere og fastansatte skal sikre deres karriere og værdi gennem uddannelse.
Også i hverdagen, skal der være kursustilbud, som inspirerer til at søge mere viden. Når vi må, skal vi mødes igen og blive klogere og gladere.
Desværre er pengene der ikke i samme omfang som før, så vi skal tænke anderledes og kreativt, når vi laver kurser og arrangementer. Det vil jeg gerne være med til gøre – praktisk og strategisk. Jeg synes allerede vi er godt i gang.
Jeg har desuden lagt kræfter i festivaludvalget. Freelancefestivalen er en vigtig begivenhed, som jeg håber jeg kan være med til at løfte igen. Samvær og kollegaskab er vigtige holdepunkter i vores hverdag.
Med min visuelle baggrund har jeg også hjulpet med det visuelle arbejde, så kommunikationen i FreelanceGruppens måske er blevet lidt skarpere og flottere.
I mit arbejdsliv er jeg freelancer på 10ende år. Det er en blanding af grafisk arbejde – både web og papir, samt undervisning. Jeg har min gang både på DMJX, DM og nogle gange længere væk både på Køge Campus og VIA college.