Ansat af Teknik og Design: Sådan gør du
Et ansættelsesforhold mellem dig som freelancer og Teknik og Design begynder med en formular. Og sådan fortsætter det. Freelancejournalist Morten Bergholt har testet freelancebureauet og guider dig igennem proceduren her.
Af Morten Bergholt
Tilmeldingsskema
Alle formularerne henter du på Teknik Og Designs hjemmeside: www.teknikogdesign.dk.
Den første formular du skal hente og udfylde, er et tilmeldingsskema. Når du har udfyldt det syv sider lange spørgeskema med oplysninger om personlige data og færdigheder, sender du det til Teknik og Design. Så er du tilmeldt, og er samtidig med i Teknik og Designs database.
Kundeaftalen
Når du har aftalt pris og andre forhold med din kunde, downloader du næste formular: Kundeaftalen.
Det er reelt en aftale, som du indgår på vegne af Teknik og Design. Pris, tidsperiode, regning eller timer, moms eller ej og kørsel. Alt dette skrives ind i aftalen, som kunden og Teknik og Design skriver under på - ikke du. Derfor skal aftalen også en tur forbi Teknik og Design, før kunden kan få sin kopi med begge underskrifter.
Af aftalen fremgår det klart, at alle arbejdsmæssige forhold er en sag mellem dig som freelancer og kunden. Teknik og Design tager sig udelukkende af betalingen, som skal sendes til bureauet. Er man uenige om f.eks. tidsforbrug eller arbejdets kvalitet, så må du som freelancer og kunden selv finde ud af det.
Tidsbegrænset ansættelseskontrakt
Når Teknik og Design har modtaget en underskrevet kundeaftale, får du tilsendt en tidsbegrænset ansættelseskontrakt med posten. Hvis du skriver under, er du ansat hos Teknik og Design i den periode, som du har aftalt med din kunde. Her er også et resume af den aftalte pris, transport, lidt om ferie. Og så oplyses det, at Funktionærloven ikke gælder for ansættelsesforholdet. Sammen med ansættelses-kontrakten får du også en kopi af den kundeaftale, du indgik med din kunde.
Jobtilmelding
Når arbejdet er udført, så det tid for dig at indsende en ”jobtilmelding”. Det er igen en formular, som du henter på Teknik og Designs hjemmeside. Her anfører du dit navn, navn på din fagforening, dit kontonummer, kundens navn, adresse og telefonnummer. Desuden oplyser du arbejdsperiode, timeforbrug og evt. kørselsregnskab. Når jobtilmeldingen er udfyldt og indsendt, får du din løn.
Lønseddel
På din lønseddel vil du se, at Teknik og Design har trukket 8 procent fra i administrationsgebyr - før din skat, ATP og feriepenge er beregnet og trukket fra. Og ud fra det antal timer, som du og kunden er blevet enige om, er der udregnet en timeløn.
Får du dagpenge, er du nu klar til at føre dine timer ind på kortet.