Gå til hovedindhold
Bliv medlem

4 Fede Fordele

Guide til en lettere freelancebarsel.

Af Sus Falch

1. Søg FreelanceGruppens barsels-legat

Når du har været medlem af FreelanceGruppen i mindst et år, før barnet fødes eller adopteres, kan du søge gruppens barselslegat. Som den forælder, der holder hovedbarslen, kan du få 150 kr. pr. dag i op til 28 uger – i alt 29.400 kr. Holder du ikke hovedbarslen, kan du få 150 kr. pr. dag i de første 2 uger efter fødslen/adoptionen og i yderligere op til 12 uger – i alt 14.700 kr.

Hvis du er berettiget til at modtage tilskud fra den offentlige barselsfond for selvstændige (se mere på Barsel.dk) eller har opnået barsel med løn, kan du desværre ikke også modtage FreelanceGruppens barselslegat.

2. Gå på fleksibel deltidsbarsel

Monica Jørgensen, indehaver af MOJO Kommunikation i Herning og på barsel:

For mig var det nyt, at Udbetaling Danmark fortalte mig, at det er muligt at være på deltidsbarsel en måned for så den næste måned at være på fuldtidsbarsel. Det giver en lidt større fleksibilitet for de af os, som vil forsøge at holde lidt liv i forretningen, mens vi har en baby på armen. Desværre kan man ikke læse sig frem til denne mulighed for at flexe mellem de to muligheder på nettet.

3. Få nedsat dit DJ-kontingent

Sus Falch, formand for FreelanceGruppen:

Medlemmer, som modtager barselsdagpenge, kan få kontingentet til DJ nedsat. Ansøg her

4. Lad din kunde ansætte dig

Kirstine Baloti, faglig konsulent i DJ Karriere og trivsel:

Lønmodtagerfreelancere er ikke omfattet af barselsfonden, og må normalt nøjes med barselsdagpenge, hvis de opfylder kriterierne. Men hvis du arbejder som lønmodtagerfreelancer for en kunde, så er nogle kunder villige til at ansætte dig i din barsel til den løn, de kan få refunderet i fonden. Det giver dig mere end barselsdagpenge. Men du skal altså i forvejen have været lønmodtager for den pågældende arbejdsgiver med skattetræk og hele molevitten. Hvis du er lønmodtagerfreelancer og skal på dagpenge, så kontakt os, når du går ind i det sidste trimester, så kigger vi på, hvilke muligheder du har.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk