10 skridt nærmere ekspertrollen
Erfarne eksperter og freelancere deler ud af erfaringer og gode råd - der kan bringe DIG nærmere rollen som ekspert på dit område.
Af Anne Anthon Andersen
1. VÆLG FOKUS
Find ud af, hvilket område, du vil gøre dig til ekspert inden for. Det skal være et emne, som du reelt brænder for og har en særligt stærk interesse for. Det er vigtigere end din umiddelbare forhåndsviden om emnet.
2. KORTLÆG KONKURRENTER
Find ud af hvem der ellers er eksperter på området og vurder, om du er specifik nok i dit fokus. Er der plads til flere eksperter i det felt? Hvad adskiller dig fra konkurrenterne?
3. TJEK HOLDBARHED
Sørg for at vælge et område, du kan holde ud at arbejde med i mange år. Når først det bliver et stærkt brand for dig at være ekspert på netop det område, er det ikke bare sådan lige at skifte ud.
4. HAV HJERTET MED
Find ud af hvad du har på hjerte – hvad motiverer dig ud over pengene? Og hvordan er du med til at gøre en forskel for andre end dig selv? Lad det være en del af dit professionelle brandstatement og gør det til den røde tråd i al din kommunikation.
5. FØLG MED
Sørg for at følge med, så du hele tiden er velinformeret om, hvad der sker på dit område. Følg relevante udgivelser, grupper og profiler på de sociale medier, nyhedsbreve osv..
6. SIG NEJ
Når du får tilbudt opgaver, som falder uden for dit stofområde, skal du turde takke nej til dem. Brug i stedet ressourcerne på at opdyrke tilstrækkelig viden og netværk til at skaffe flere opgaver inden for dit stofområde. Det kan virke angstprovokerende i starten, men er en investering i bedre betalte opgaver på sigt. Jo mere du ved om et område, desto mere attraktiv bliver du som leverandør. Samtidig åbner din ekspertise op for nye typer af opgaver – ex underviser, rådgiver og foredragsholder.
7. DELTAG
Giv dig selv en stemme ved at byde ind i debatter og fora, hvor dit emne diskuteres. Skriv debatindlæg til aviser, fagblade, andre relevante medier eller på dine profiler på sociale medier.
8. DEL DIN VIDEN
Gør det til en del af din markedsføringsstrategi at dele din viden gavmildt. På den måde viser du omverdenen, hvad du står for og investerer i en fælles vidensbank, som nok skal give afkast den anden vej. Jo mere du giver, jo mere kommer igen.
9. OPBYG NETVÆRK
Kortlæg alle de personer, organisationer, virksomheder og foreninger, som arbejder med området eller på anden vis har interesse i det. Opbyg og styrk dine relationer til de forskellige folk og find ud af, hvordan du kan byde ind – hvad kan du give?
10. SKRIV BOGEN
Når du har arbejdet med dit stofområde tilstrækkeligt længe, har du samlet en masse viden, som oplagt kan udgives som bog. Bogen kan styrke din status som ekspert markant. Den skaber respekt omkring det, du gør og viser en seriøsitet en seriøsitet og ihærdighed, som folk lægger mærke til.