Gå til hovedindhold
Bliv medlem
'
Workshops

Thomas Arnbo Fra Freelancefestival 2019

Workshopspor på Freelancefestivalen

Fredag eftermiddag og lørdag formiddag splitter vi op i tre forskellige workshopspor.

Herunder kan læse mere om de tre forskellige spor.

Du har allerede valgt spor ved din tilmelding.

Vi har bestræbt os på at gøre sporene interessante og anvendelige for alle faggrupper.
Det er altså ikke en forudsætning for at deltage i det visuelle spor, at du er grafiker – eller at du er skrivende journalist for at deltage i tekstsporet.
Vi har bevidst sigtet efter at åbne op for, at vores forskellige fagligheder kan mødes.
Du vil i tilmeldingen blive bedt om at vælge din 1. og 2. prioritet, og vi vil bestræbe os på at imødekomme alles ønsker.

 

visuel

Bo Sørensen

VISUELT SPOR
2 DAGES WORKSHOP:

Fredag kl. 13:30-17:00

Grafisk facilitering – visualiser dine ideer, selv om du ikke kan tegne

At tænke visuelt og kunne formidle sine ideer gennem tegning er en stadigt mere efterspurgt egenskab. Det rette billede kommunikeret i ganske få streger kan gøre det meget komplicerede utroligt enkelt og bringe svært definerede problemer ud i det åbne.

At bruge det visuelle i sin kommunikation letter vidensdelingen og samarbejdet - selv uden evner som Rembrandts eller Picassos. 
Tre streger på et papir er måske nok til at forklare komplicerede sammenhænge.

I denne workshop lærer vi gode tricks til at udtrykke sig i streg og billeder, og vi udarbejder et personligt visuelt vokabolarium, som du selv kan arbejde videre med og forfine efterfølgende.

Vi arbejder både med computer og med papir og tusch, og vi skal udfordre hinanden.

Underviser Thomas Thorhauge, der både tegner til Politiken og underviser i grafisk visualisering,

Gert Nielsen

Gert Nielsen Lørdagens visuelle workshop bliver styret af Gert Nielsen. Gert er mester i infografik

lørdag kl. 9:00-12:00

Lær at lave infografik med utraditionelle redskaber

Udvid din visuelle værktøjskasse og lær at lave infografik og diagrammer på en ny og kreativ måde. Når du kommer væk fra computerskærmen, opstår der hurtigt helt nye ideer og andre måder at fortælle historien på. 

Underviser GERT K NIELSEN leverer inspiration med afsæt i flotte infografiske eksempler fra både Danmark og verden. Workshoppen indeholder en introduktion til infografik med fokus på det specielle område med fysisk grafik, som du selv prøver kræfter med undervejs. Der er tid til både læring, eksperimenter og nytænkning.

Du har måske set den svenske økonomiprofessor Hans Rosling visualisere verdens befolkningstilvækst med 10 toiletruller på fagfestival eller hans optræden på TED? Her får du chancen for at gøre det endnu bedre, når det helt store analoge værktøjssæt bliver sat frem. Med magnetbrikker, piberensere, figurer og farver og meget mere kommer Gert K Nielsen fra Emotion Infografik på besøg og styrer løjerne.

Det kan lyde sjovt – og det er sjovt – men det er også en måde, hvor du kan lave flot og professionel infografik uden at bruge komplicerede tegneprogrammer. Alle kan være med.

Gert K Nielsen har tidligere arbejdet på flere aviser som grafikredaktør, designer og webredaktør i en hverdag med daglig deadline og ansvar for visuelt koncept og udvikling. I 2009 startede han som selvstændig infografiker i sin egen virksomhed Emotion. Og han har i årevis holdt kurser, workshops og foredrag i at lave infografik i samarbejde med Danmarks Medie og Journalisthøjskole (DMJX), K-forum og Dansk Markedsføring.

lyd

Bo Sørensen

LYD-SPORET
2 DAGES WORKSHOP:

Fredag kl. 13:30-17:00 og lørdag kl. 9-12

Podcast for begyndere – lær at sæt lyd i scene

 

Helga Prip

Helga Prip Helga Prip

Lyd er indgang til oplevelser. Lyd er en bro til verden omkring os. Vi vækkes af vækkeuret om morgenen, lytter til musik, taler, reagerer på lyd i trafikken – overalt er vi afhængige af lyden omkring os. Høresansen den første af vores fem sanser, der fungerer - allerede, før vi bliver født. Høresansen er aktiv hele resten af livet – både når vi sover, og når vi er vågne.

Lyd er mange ting - og der er forskel på lyd og den måde, vi opfatter lyd på. På workshoppen stiller vi skarpt på lyd-fortællinger og de særlige virkemidler, der følger med at fortælle historier med lyd. 

Denne workshop er for medlemmer med ingen eller meget lidt erfaring med radioproduktion & lyd/podcast.

Med andre ord, det er workshoppen for dig der drømmer om at fortælle i lyd, vil inspireres til at tænke i lyd eller vil bruge dine kompetencer som fortæller på et nyt medie 

Lyt, diskuter og bliv inspireret på en podcast-workshop, hvor vi sætter ord og begreber på lydfortællinger og podcastproduktion. Måske kan det blive første skridt til, at du kan realisere den historie, du brænder for, som en lydfortælling eller podcast.
På denne workshop vil lyddesigner Helga Prip fortælle om hvorfor og hvordan, du kan arbejde med lyd, og hvordan den kan bruges til at underbygge forskellige podcastgenrer som dramaturgisk og fortælletekniske redskaber..

HELGA PRIP har, som lyddesigner, tekniker og producer, i 25 år skabt prisbelønnet radiodramatik for DR i form af fiktionspodcast og radioprogrammer til de fleste af DR’s radiokanaler og været sparringspartner for journalister, instruktører og komponister.

Ved siden af sit arbejde hos DR har Helga været ekstern lektor ved Norges Filmskoles tonemesteruddannelse og her bl.a. undervist i udvikling af audiodrama fra ide til færdige lydfil. Hun er blevet hædret med priser blandt andet for sin rolle som lyddesigner på ”Efter fyringerne”, som vandt både prix Italia 2014 og N.Y. Festival for World’s best Radio Programs 2015 og for sin rolle som lyddesigner på kendingen til ”Sangenes blå bog”, der vandt årets europæiske musikprogram ved Prix Europa produceret for P2 og DR-podcast.

tekst

Bo Sørensen

TEKST-SPORET
2 DAGES WORKSHOP:

Fredag kl. 13:30-17:00

Fortællingens genkomst

Verden kan ikke få nok af fortællinger. Vi sluger dem i stor stil i tv-serier, film, podcasts og journalistiske bøger. Den fortællende journalistik, der ellers har været tæt forbundet med lange historier på print, oplever fornyet aktualitet og blomstrer op i nye formater.  

Men hvad er en fortælling egentlig? Og hvordan kan storytellingens greb bruges af folk, der arbejder med kommunikation, levende billeder, nyheder eller noget helt fjerde? 

Det gør fortællende journalist, forfatter og underviser JAKOB FÄLLING os klogere på i denne workshop.
Her kan du
prøve kræfter med den mærkelige kunstart, som ethvert barn kan tilegne sig, men som de fleste voksne for længst har glemt. I en workshop fyldt med eksempler får du teoretiske begreber for det, der skaber fortællingens magi. Du får lov til at skrive og lege med sproget. Du udveksler tanker om karakterer, scener, komplikationer og dramaturgi. Og du får praktiske værktøjer, som du kan tage med hjem og sætte i spil i din hverdag - også selvom du ikke skal dyrke den fortællende journalistik i sin reneste form. 

Jakob Fälling har næsten 20 års erfaring med fortællende journalistik, både i kort dag-til-dag-format og i de ti bøger, han har udgivet over de seneste 10 år - senest krigsfotografen Jan Grarups erindringsbog ”Hvor jernkorsene gror” (Gyldendal, 2019). Han har undervist i fortællende journalistik på DMJX i mere end 10 år og tilbyder en workshop, der tilfører liv til dit sprog og styrker din storytelling. 

Piotr Spigiel

Piotr Spigiel

Thomas Aue Sobol

Privat Thomas Aue Sobol faciliterer workshoppen lørdag

Lørdag kl. 9:00-12:00

Digitale drømme

Hvordan udnytter vi bedst teknologiens muligheder til at engagere og aktivere publikum? Hvordan gør vi svært tilgængelige emner nærværende og fascinerende? Hvad kan vi som journalister lære af spilverdenen? 

Journalist og interaktiv dokumentarist THOMAS AUE SOBOL har de seneste seks år arbejdet med immersive journalism og skabt digitale fortællinger i krydsfeltet mellem journalistik, dokumentar og spil. På kurset bliver du taget på en inspirerende rundtur i den digitale og interaktive verdens muligheder og fortælleformater. Du lærer om forskellige måder at bygge et interaktivt manuskript på, at bruge avatars/synsvinkler til at fremme indlevelsen og at arbejde med brugernes output. 

Thomas viser eksempler på egne og internationale produktioner, men du skal også arbejde med din egen idé til en fortælling, og hvordan den kan bygges op, når det kommer til interaktiv struktur, synsvinkel og output. 

Workshoppen vil bl.a. give indsigt i, hvordan man opbygger en digital fortælling, hvordan man udnytter det bedste fra spilverdenen og journalistikken, og hvordan man bygger et interaktivt manuskript? På workshoppen skal vi arbejde med digitale fortællestrukturer, digitale fortælleværktøjer, og hvordan man bruger avatars/synsvinkel til at skabe indlevelse og engagement. Workshoppen giver også inspiration til, hvordan man kan bruge virtual reality (VR) og augmented reality (AR), og deltagerne kommer til at lave øvelser med afsæt i deres egen ide.  

THOMAS AUE SOBOL har som instruktør og producer lavet en række interaktive dokumentarer, som især bliver brugt til undervisning i grundskolen, fx prisvindende Deadline Athen, Deadline Syrien, Rejsen til Slaveøerne og Rwanda Rising. Thomas har tidligere arbejdet på Morgenavisen Jyllands-Posten og modtaget Kristian Dahls Mindelegat og Timbuktu Fondens Pris. Han driver nu produktionsselskabet Planet2030.com og fortællefællesskabet ’Sibirien’. Thomas arbejder netop nu med et canadisk selskab om at genopbygge en hemmelig militærbase i Grønland digitalt.