Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Studieophold i New York

Formålet med opholdet var at studere amerikansk sprog og kultur. Alt har jo interesse for en tekster – især en, der aldrig før har været i USA - så opholdet i sig selv var en yderst lærerig oplevelse.

Skreve af: Berit Nyholm

Periode:
9/3/2002 – 21/3/2002

Jeg fik i høj grad genopfrisket og forbedret min sproglige kunnen og fik desuden mulighed for at studere mange af de amerikanske samfundsmæssige og kulturelle fænomer, man som tekster bliver udsat for hver eneste dag. Af særlig interesse var:

Criminal Courts Building, 100 Centre Street. Man bliver tjekket grundigt ved indgangen og må ikke medbringe kameraer i bygningen. De skal afleveres hos vagten i stueetagen, der også gerne hjælper med information. Jeg overværede en fremstilling (arraignment) i stueetagen. I Clerks’ Office på 10. etage kan man få oplysninger om igangværende retssager. Jeg så en højesteretssag med et nævningeting – tiltalen lød på besiddelse af narkotika. En yderst interessant oplevelse, især fordi det lå meget langt fra det, man normalt ser i tv. Helt klart et besøg værd.

New York University (diverse bygninger omkring Washington Square Park). Admissions Office, 22 Washington Square North, kan være behjælpelig med oplysninger om forelæsninger, hvor man kan få adgang. Jeg overværede en forelæsning i ”Society and Social Sciences – Perspective on Social Science” ved professor Shinn. Det gav mig helt ny indsigt i det amerikanske samfund, der jo er meget anderledes end det danske. Endnu en interessant oplevelse. Kan også anbefales.

NBA-basketball i Madison Square Garden, 7th Avenue/Penn Station. Så New York Knicks mod Sacramento Kings – Knicks vandt 113-96. Kampen var god, men dog ikke videre spændende. Det mest interessante var klart at opleve amerikanerne til en sportsbegivenhed. De har bare ingen pli, men der er ingen tvivl om, at de morer sig strålende. Jeg tror, jeg var den eneste i hele Madison Square Garden, der ikke sad og kommenterede kampen højlydt. NBA-sæsonen løber fra november til maj. I sommerhalvåret kan en baseballkamp anbefales.

Hudson’s Sports Bar & Grill, Sheraton Hotel & Towers, er også et besøg værd for de sportsinteresserede. Diverse kampe vises på et utal af skærme – jeg var der midt i March Madness, som NCAA-slutspillet kaldes, så der var basketball overalt. Her kan man også prøve det amerikanske cuisine: Potato skins, buffalo wings, chicken fingers, mozarella sticks og deslige. Det var i øvrigt det eneste spisested, jeg besøgte, hvor man måtte ryge. Jeg fik nok røget omkring otte smøger på to en halv time …

American Museum of Natural History, Central Park West/79th Street. Gør sig i diverse tableauer med papmaché-mennesker og –dyr. Stor samling af dinosaurer. Til museet hører også Rose Center for Earth and Space, hvor man kan gennemleve universets tilblivelse fra Big Bang frem til nutiden. En utrolig flot og meget informativ udstilling, og et absolut must for folk med interesse for de dele.

Intrepid Sea-Air-Space Museum, Pier 86 ved West 46th Street/12th Avenue. Et gammelt hangarskib fra 2. Verdenskrig omdannet til museum. Man kan se meget af skibet og de mange jagerfly, der står på det enorme dæk. Der er en NASA-udstilling inde i skibet, og man kan også komme om bord på ubåden USS Growler og destroyeren USS Edson. Meget lærerigt.

Cinema Village, 22 East 12th Street: et såkaldt Art House Theatre. Det er sådan et, man skal finde, hvis man vil se andet end Hollywood-actionfilm. Fik set David Lynchs Mulholland Drive. Fed film. Pænt og velopdragent publikum.

Amerikansk tv: Skal opleves. Mit hotel havde ikke engang kabel-tv, men jeg fik alligevel set både morgen-tv, sport, diverse serier, talkshows, nyheder og masser af reklamer.

Mad og drikke: Jeg fik prøvesmagt diverse former for amerikansk mad, drikkevarer, slik, chips og lignende. Var tæt på at blive afhængig af Starbucks Grande Lattes. Og nu ved jeg endelig, hvordan ægte amerikanske pandekager, donuts, hotdogs, pretzels, Dr. Pepper, Mountain Dew, Lifesavers, Hershey Bars, Oreos og Cheez Doodles og meget andet smager!

Hvis man som jeg ikke har været i New York før, kan jeg give følgende gode råd:

Billige hoteller (sådan forholdsvis):

Pioneer Hotel pioneer_hotel@worldnet.att.net

341 Broome Street

New York NY 10013

Phone: 212-226-1482

(Chinatown/SoHo)

værelse med bad $89.00

uden bad $74.00

Seton Hotel SetonHotel@aol.com

144 East 40th Street

Phone: 212-889-5301

(3rd Avenue/Lexington – Lower Midtown)

værelse med bad $85.00

uden bad $55

Amsterdam Inn Amstrdamin@aol.com

340 Amsterdam Avenue at West 76th Street

(Upper West Side)

værelse med bad $86.94

uden bad $ 64.29

De ovenstående priser er including taxes. De er normalt ikke indregnet i de priser, der opgives på nettet, så vær opmærksom på det.

Transport: Køb et Metrocard til $17 for en uge – de kan fås på de fleste subwaystationer. Én tur med bus eller tog koster $1,50 (husk: kun lige penge og kun mønter!) Subway er klart hurtigst, men man kan godt fare vild, hvis man skal skifte på en af de store stationer. Læs skiltene omhyggeligt. Busserne kører ikke just efter timeplanen, men hvis man har masser af tid, er det en god måde at se byen på. Der er naturligvis også masser af taxier, men de er af en eller anden årsag altid optaget, når man har mest brug for dem.

Seværdigheder: New York svømmer jo i dem. Det største problem er at vælge. Køb et CityPass til fem museer plus en sejltur med Circle Line og Empire State Building. Det koster p.t. $38 – det er under halv pris.

Man skal regne med at stå en del i kø, uanset hvor man skal ind, men selv det kan man lære noget af. Det er utrolig let at falde i snak med folk, så her er der også rig mulighed for at lære en masse om USA og amerikanerne.

Få fat i et eksemplar af den gratis ugeavis Village Voice, der udkommer hver onsdag. Her finder man oplysninger om alt, hvad der angår kultur, musik, film, bøger m.m.

Jeg kan desuden oplyse, at besøgsgalleriet på Wall Street har været lukket siden 11. september. Man kan ikke engang komme ind i bygningen. Man kan stadig sejle ud til Liberty Island og se Frihedsgudinden, men man kan ikke komme ind i statuen mere – også efter 11. september. Og så er Guggenheims afdeling i SoHo lukket. Men fortvivl ikke – New York har stadig uendelig meget at byde på!

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk