Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Ofte stillede spørgsmål

Vi har samlet nogle af de hyppigt stillede spørgsmål, men finder du ikke svaret her, så prøv også at søge via søgefeltet på hjemmesiden eller ringe til vores faglige konsulent eller bestyrelsen.

Hvad er FBO?

FBO har eksisteret som forening siden 1996, men blev d. 8/3 2001 omdannet til en specialgruppe i Dansk Journalistforbund.

Specialgruppen FBO's formål er at varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesser. Specialgruppen arbejder herudover for anerkendelse af billedmedieoversættelse som et selvstændigt fag, der stiller særlige kompetencemæssige krav, og skal aktivt arbejde for at etablere et netværk for medlemmerne; et fagligt og socialt forum, der kan styrke sammenholdet mellem billedmedieoversættere og profilere branchen udadtil.

For at være medlem af Specialgruppen FBO skal man være medlem af Dansk Journalistforbund. Læs mere om FBO i Journalistforbundet under "Medlemskab" her på sitet.

Bør jeg være medlem af DJ?

Hvis du har din hovedindtægt fra billedmedieoversættelse, bør du være medlem af DJ og FBO. Kun som medlem styrker du DJ’s kamp for ordnede forhold for alle. Kun som medlem har du stemmeret, når forhandlingsresultater skal vedtages eller forkastes. Kun som medlem er du med til at styrke DJ ved bordet, når der skal forhandles CopyDan-midler til teksterne. Kun som medlem er du med til at styrke DJ’s kamp for at forsvare vores ophavsret, som er under pres. Kun som medlem styrker du DJ’s politiske lobbyarbejde for at lette livet for den voksende gruppe af selvstændige og A-lønnede freelancere på det danske arbejdsmarked.

Tekstere har vidt forskellige uddannelsesmæssige baggrunde og er ofte organiseret efter et fag, de ikke har brugt længe eller ikke har som hovederhverv. Er du en af de mange, der nu i årevis har været ”midlertidig tekster”, så meld dig ind i DJ og undersøg evt. mulighederne for at forblive som passivt medlem i din ”gamle” faglige organisation, hvis en fortsat tilknytning til dit gamle fag er vigtig for dig.

Er du en af de mange, hvis kunder/arbejdsplads endnu ikke har en rammeaftale med DJ, så meld dig ind og vær med til at klæde DJ på i kampen for at nå ud i hjørnerne af den danske tekstningsbranche!

Er du en af de forholdsvis mange, der i ny og næ laver en opgave ved siden af en anden hovedindtægt, så sørg for at holde dig orienteret om priserne i branchen, så du ikke underbyder de folk, der skal leve af tekstning. Det kan du gøre via vores hjemmeside eller ved at kontakte os på mail eller telefon.

Indmeldelsespapirer: Ring 33 42 80 00

Hvordan bliver jeg medlem af DJ?

For at blive medlem af DJ skal du bare ringe til hovednummeret 33 42 80 00 og bede om at få tilsendt et optagelsesskema. Du kan også sende en mail til dj@journalistforbundet.dk. Hvis du er selvstændig, kan du blive optaget i DJ, hvis du ikke er arbejdsgiver. Du kan også blive medlem af A-kassen AJKS som selvstændig.

Har du spørgsmål til optagelsesproceduren i øvrigt, er du velkommen til at kontakte DJ på hovednummer 33 42 80 00.

Hvad koster det at være medlem af DJ?

På DJ's hjemmeside www.journalistforbundet.dk finder du alle de aktuelle satser til forbund, A-kasse, DJ's konfliktfond Sikringsfonden, din geografiske kreds samt specialgruppe eller medarbejderforening. Arbejdsløse og studerende betaler nedsat kontingent, hvis deres indkomst er under dagpengemaksimum plus 2000 kr. om måneden.

Hvad med pensionsordninger?

Freelancere og ansatte uden pensionsordning kan være med i en gruppeforsikring, der sikrer en ved dødsfald, invaliditet og kritisk sygdom. I tilfælde af arbejdsløshed overtager forbundet betalingen. Alle DJ-medlemmer kan selv vælge, hvordan de vil sammensætte deres pension. Hvis du vil vide mere, kan du kontakte DJ på hovednummer 33 42 80 00.

Kig i øvrigt ind i Medlemsbutikken og se, hvordan du som medlem kan spare både på indkøb og forsikringer.

Hvad med de pensionsordninger og forsikringer, jeg har i mit nuværende forbund?

Hvis du har særlige pensioner og/eller forsikringer gennem dit nuværende forbund, kan du kontakte DJ og høre nærmere om, hvordan du undgår at miste noget ved overflytningen.

Hvad er I- og O-medlem?

DJ er en demokratisk forening. Hvert andet år holdes delegeretmøde, som er forbundets øverste myndighed. Her aflægger Hovedbestyrelsen (HB) beretning. Der stemmes om vedtægtsændringer, forslag og handlingsprogram for de kommende år, og der vælges medlemmer til HB. Når der skal udpeges delegerede til delegeretmøde, sker det ved en række valg. Du kan kun vælge delegerede - og vælges til delegeret - i den medarbejderforening, specialgruppe eller kreds, som du er organisatorisk medlem af. Det kalder vi O-medlem. Hvis der på din arbejdsplads findes en medarbejderforening, skal du være O-medlem af den. Er det ikke tilfældet, skal du beslutte, hvor du bør være O-medlem. Er du f.eks. overvejende billedmedieoversætter, bør du være O-medlem af Specialgruppen FBO. Er du freelancejournalist med billedmedieoversættelse som bibeskæftigelse, bør du være O-medlem af FreelanceGruppen, TV-Gruppen, Kommunikationsgruppen alt efter arbejdsområde.

Foruden dit O-medlemskab kan du vælge, om du vil være interessemedlem af en eller flere andre specialgrupper. Det kalder vi I-medlem. Du kan til enhver tid ændre i dit medlemskab af specialgrupper, men du skal altid være O-medlem ét sted.Du søger i udgangspunktet om evt. ophavsretsmidler det sted, hvor du er O-medlem, og antallet af O-medlemmer af en gruppe influerer på, hvor mange midler der er at søge, så sørg for at være O-medlem der, hvor du har din hovedindtægt.

Hvad er ophavsretsmidler?

Ophavsretsfonden i DJ modtager hvert år ophavsretsmidler fra bl.a. Copydan, som forvalter rettighederne for medlemmerne. Ophavsretsfonden får de penge, som COPY-DAN-foreningerne ikke kan fordele individuelt. I Ophavsretsfonden uddeles pengene til de enkelte medlemsgrupper til efteruddannelse og studierejser. Normalt skal man søge penge det sted, hvor man er O-medlem. Som medlem af FBO kan man søge midler i FBO's ophavsretskasse to gange om året, og man modtager automatisk ansøgningsskemaet med posten.

Undtaget er fastansatte medlemmer, der er ansat på en virksomhed med egen overenskomstaftalt udlodning/fordeling af CopyDan-midler (som f.eks. DR).

Kun medlemmer af DJ kan søge midlerne, dog kan en særlig pulje med midler fra kanalerne Fox Kids/Cartoon Network også søges af ikke-medlemmer, der kan godtgøre, at de har genereret midler fra pågældende kanaler.

I Specialgruppen FBO kan både I- og O-medlemmer deltage i bestyrelses- og udvalgsarbejde. Kontingentet blev på den stiftende generalforsamling i 2001 fastsat til 65 kroner om måneden og er uændret.

Hvor får jeg den rådgivning, jeg har brug for?

De faglige konsulenter på området tv-, radio- og AV-produktion står klar med gratis råd til alle medlemmer. Rådgivningen kan dreje sig om alt fra fyringstrusler, generel utilpashed med jobbet og fysiske problemer, til skattemæssige forhold, ophavsret, kontraktforhold eller forhandlinger med arbejdsgiveren/kunden og meget, meget mere. Så mangler du et godt råd, eller er du i tvivl om noget, kan du kontakte faglige konsulenter på 33 42 80 00.

Hvor kan jeg leje DJ's ferieboliger?

På DJ's hjemmeside finder en oversigt over alle fondens ferieboliger, der for manges vedkommende kan lejes året rundt til yderst favorable priser. Der er oplysninger om indretning, sengepladser og beliggenhed på pragtfulde ferieboliger med plads til hele familien i bl.a. Danmark, England, Frankrig, Norge, Italien, Sverige og Tyskland.

Hvordan bliver jeg billedmedieoversætter?

Mange retter henvendelse til Specialgruppen FBO for at få oplyst, hvordan man bliver billedmedieoversætter. Der findes endnu ingen uddannelse i faget. Vi arbejder for at få et modulbaseret uddannelsesforløb oprettet, men faget er så lille, at det er vanskeligt at få skabt et egentligt uddannelsesforløb.

Oplæringen foregår derfor typisk i de forskellige tekstningsfirmaer til akkordløn. Oplæringen starter som regel med en prøve, og den forudsætter, at man på forhånd behersker dansk, engelsk og helst også et tredje sprog. Man skal regne med, at det tager ca. 2 år at blive "oplært" og begynde at tjene over dagpengeniveau, hvis man skal arbejde med førsteoversættelse.

De fleste billedmedieoversættere arbejder freelance - a-lønnede eller selvstændige - da der er meget få faste stillinger i branchen. På vores hjemmeside kan du læse mere om faget, holde øje med prisniveauet på markedet og læse mere om tekstningsfirmaer på det danske marked.

Fandt du den information du søgte
Tilføj email hvis du ønsker svar retur.