Teksterprisen 2016
Danmarks bedste undertekster. I aften den 6. oktober 2016 holder Forum for Billedmedieoversættere den årlige teksterprisfest for sjette gang. FBO vil i år uddele to priser. Teksterprisen til en særlig dygtig kollega samt en Ærespris for et livsværk inden for teksterfaget.
Teksterprisen 2016 går til Henrik Thøgersen.
Henrik har lavet undertekster i 20 år, og han er en af de få tekstere, hvis navn er kendt i brede kredse, også blandt seerne. Han er især kendt for sine biograftekstninger, som han har lavet utallige af, lige fra ordspilsrige Deadpool over actionprægede James Bond-film til den historiske helaftensfilm Lincoln.
Henrik tildeles prisen, fordi han konsekvent leverer lydefrit håndværk, og fordi han på uovertruffen vis udnytter sproget maksimalt, uanset hvilken genre han tekster. Skal sproget være afdæmpet og følsomt, rammer han tonen helt præcist, og skal det være fjollet, drysser han ubesværet om sig med nyskabelser som "bongotrold" og "tossefrans". Altid overlagt, omhyggeligt og med stor kreativitet.
Æresprisen går til Hans-Ole Andreasen
for en lang og mangfoldig karriere som nyhedstekster, filmtekster, operatekster og programtekster, som tekstningskoordinator og mentor for nyhedsteksterne først på TV-Avisen og så på TV 2, og senest som underviser hos Broadcast Text International. Han huskes især som den, der i 1988 startede undertekstningsafdelingen hos TV 2 og dermed lagde grunden til den høje tekstningskvalitet, stationen stadig har i dag.
Hans-Ole Andreasen hædres for sin mangeårige indsats for at højne og bevare kvaliteten i danske undertekster og især for den signatur, der går som en rød tråd igennem hans livsværk og hans undervisning, nemlig den æstetiske dimension i udformningen af underteksterne og dens betydning for læsbarheden og den samlede oplevelse af et program med undertekster.
Prisoverrækkelsen finder sted i Dansk Journalistforbunds lokaler, Gammel Strand 46.
Journalist og forfatter Christian Monggaard holder festtalen, og efter prisoverrækkelsen er FBO vært ved en lille forfriskning.
Priserne består ud over æren af et portræt tegnet af bladtegner Bob Katzenelson.
Kommentarer