Ny fremgangsmåde for udlodning af ophavsretsmidler
Udlodningen af ophavsretsmidler fra Copydan vil fra 2018 foregå på en anden måde end tidligere. Det vil nu udelukkende ske på basis af viste udsendelser/genudsendelser i det foregående år – og ikke som hidtil på basis af indtægten. Udlodningen i eftersommeren 2017, hvortil ansøgningsfristen var 1. marts, er den sidste, hvor alene indtægten lægges til grund.
Fra 1. januar 2017 har Registration Denmark registreret credits for tekstere, dubbere og versionister, og disse vil blive lagt ind i DJ’s nye portal, hvor alle skal søge fra og med 2018. Det er dog ikke alle kanaler, der registreres, fordi det er meget dyrt at registrere hver kanal. Dette rammer især nabolandskanalerne, SVT 1, SVT 2, NRK, ARD og ZDF.
Tekstere, der leverer til disse kanaler, bør derfor selv begynde at registrere kanal, dato og udsendelsestidspunkt for udsendelser med deres tekster. Dette gælder også for genudsendelser, selv om det i skrivende stund ikke er afgjort, hvorvidt alle genudsendelser skal tælle lige meget – og lige så meget som førstegangsvisningen.
DJ vil forsøge at få Registration Denmark til at lægge hele tv-programmet ind i portalen, så at alle udsendelser i det mindste ligger der og bare skal vælges – men hvis ikke det er muligt, skal man selv registrere sine udsendelser i portalen. Derfor er det vigtigt, at man noterer sig, hvor og hvornår ens tekster er blevet vist på hvilken kanal.
FBO havde gerne ønsket en anden metode, men DJ er tvunget til at følge EU-direktivet om ophavsret.
Kommentarer
DR 1, DR 2, DR K, DR 3, Tv 2, Zulu, m flere.