Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Begrænsningens kunst

Ellens Mygind Kristensens takketale efter hun modtog teksterprisen 2017 til den årlige prisuddeling i Journalisternes Hus.

Ellen Mygind Kristensen

Mette Jørgensen

Tak til priskomitéen, tak til Henrik Thøgersen og tak til alle jer, der er kommet.

’Udtryk’ står der på en knap i en port til den baggård, hvor mit fitnesscenter ligger. Hvis porten er lukket, er det her, man skal trykke for at komme ud. Der er noget dejligt kontant og helt konkret logisk i det ord. Her skal du trykke for at komme ud, altså er det et udtryk. Et dejligt kort ord på seks anslag. Der er ikke brug for mere. Det er omstændeligt at skrive ”Tryk her for at åbne porten” eller ”Knap til portåbning”. Det kræver også længere eksponeringstid, og folk har travlt med at komme hjem, når de har været til træning. ’Udtryk’. Sådan! De tænker lidt som tekstere dernede i Fysisk Form på Vesterbro. Begrænsningens kunst.

Begrænsningens kunst. Det er det, vi lever af. Det er jo det, der gør tekstning til en særlig oversættelsesdisciplin. Et er, at vi som oversættere konstant er på jagt efter det rigtige udtryk for det indhold, der skal formidles - det er allerede en kunst at omsætte et fremmedsprog til letforståeligt og mundret dansk - men at formulere sig kortfattet og få så meget som muligt med er en stor del af det håndværk, vi arbejder med hver dag, og selv med mange års øvelse er det stadig svært altid at få krøllet sproget sammen på de der to gange 38-39 anslag.

For en god tekstning er ikke noget, man lige leverer i en håndevending. Det er svært at tekste. Det synes jeg stadig. Nogle dage flyder det hele på magisk vis, andre gange kommer man til at tænke på forfatteren, der i forbindelse med sin seneste udgivelse sagde, at han denne gang for alvor havde kæmpet med sproget, hvortil en anmelder tørt bemærkede: ”Ja … og han har vundet.” 
Jeg har aldrig kunnet gennemskue, hvorfor der er den forskel. Nogle gange går tv-programmer eller film, der på papiret burde være svære, som en leg. Andre gange er det bare alt, der driller i en helt almindelig opgave … og mens man sidder der, ringer korrekturen med 75 spørgsmål.
 
Men der er noget ved faget, der får os til at blive ved. Når underteksterne skriver sig selv, er det som at spille klaver og lave musik, og det er fantastisk tilfredsstillende. Det er vel det, der gør, at vi er mange tekstere, der bliver ved at hænge i år efter år efter år.


Da Aage Brock modtog teksterprisen for tre år siden, holdt han en forrygende sjov tale, hvor han beskrev tekstere som et blandet, ret underholdende folkefærd, der sådan hælder lidt til det nørdede, og jeg kan huske, at jeg sad nede i vindueskarmen og tænkte: Ja. Det er altså en god klub at være medlem af. Der er noget skønt anti-tidsånd over at være tekster. Det er lidt gammeldags at have et håndværk, som man sætter en stolthed i og finder tilfredshed i at udøve dag efter dag i relativ anonymitet, uden at det egentlig fører nogen vegne bortset fra forhåbentlig at bidrage med en smule kulturel forståelse og skønhed her i verden.

Når der indimellem går lidt samlebånd i den, tænker jeg, at man måske også kunne foretage sig noget andet. Da min venindes datter på 12 spurgte: ”Hvor længe har du egentlig været på det der Dansk Video Tekst?” og reagerede på mit svar, der lød på noget med næsten 30 år: ”Er det egentlig ikke også på tide, at du kommer videre?” så følte jeg mig lidt truffet.

 

En vigtig grund til at jeg stadig er tekster, er mine kollegaer. Jer, den gode klub, jeg er glad for at være medlem af. I er gode at identificere sig med. Jeg kan godt lide at være en af jer. I min tid som tekster er det blevet til mange klubber med et utal af interessante og til tider sjovt nok storrygende bekendtskaber.

Jeg startede som indskriver, da Dansk Video Tekst holdt til på to gange seks kvadratmeter oppe under kvisten på Nyvej, Frederiksberg. Dengang rådede Ib Lindbergs unge firma over to computere, hvoraf den ene virkede, og den anden som regel virkede. Jeg var lige flyttet til byen og havde via en veninde, der kendte Jesper Dannow, sikret mig det ultimativt fede studiejob som indtaster af de skrivemaskinemanuskripter, som Ib og en håndfuld af hans DR-kollegaer producerede. Vi er helt nede i dansk tekstnings urtid her, eller ursuppe, måske, med de giftige dampe der steg op fra Teknisk Filmlaboratorium på anden sal.

 

Teksternes arbejdsredskaber dengang var skrivemaskine, videobåndoptager, sort kaffe og smøger. De forfattede deres tekster på papir, som blev afleveret på adressen, hvorefter blandt andre jeg indtastede dem og meget tit om natten. Så gemte jeg dem på en floppy disk og cyklede hjem igennem de mennesketomme gader. Når teksterne skulle placeres, kom oversætteren ind på kontoret og kodede på en stor maskine, der optog det meste af det ene lokale. Åbenbart kodede man dengang det hele fra ende til anden uden ophold. Jesper Dannow fortæller, at når han kodede, sad Ib ved siden af og noterede eventuelle fejl ned, og så kunne man, når alle tekster var placeret, justere kodningerne.


Nå, men Ib foreslog, at jeg skulle prøve at tekste, da der på et tidspunkt var mangel på indtasterarbejde, og jeg fik min ilddåb med filmen ”Hard Knuckle”. Jeg husker ikke andet om den film end scenerne fra en billardsalon, hvor taberne fik hugget en finger af i en lille miniguillotine, som var monteret på billardbordet. Jeg blev bare kastet ud i det. Ingen oplæring. Kun en instruks om at sigte efter noget med seks sekunder for to linjer og cirka tre til én. Hjem til min lille gule Olivetti-skrivemaskine med videobåndet i tasken, og så var jeg i gang. Det gik jo fint. 700 tekster blev det vel til på den uge. Ind på Nyvej, over på en floppydisk, og så blev de kastet på med løs hånd og stor overbevisning. Jeg afleverede tekstningen til gennemsyn, og jeg kan huske, at der var et enkelt sted, jeg var i tvivl om, og gad de godt at lægge ekstra mærke til det? Det skulle de nok ...
 

Næste gang jeg kom ind på Nyvej, lå der en bunke tætskrevne A4-sider med rettelser og dessiner. Tekst 1: Rykkes frem, Tekst 2: Rykkes op til klippet, Tekst 3 og tekst 4 slås sammen. Tekst 6: For kort. Hallo! Tekst 5 var i orden! Da jeg omhyggeligt havde rettet det hele til, var jeg begyndt at få en fornemmelse af, hvad det her gik ud på. Det var sådan set min oplæring, og så kom TV2, og det var min chance, og jeg var heldig, at Ib stadig turde at binde an med mig. Den klub, jeg kom med i der, var den virkelig gamle garde. Ib Lindberg, selvfølgelig, og folk som Asbjørn Skytte, Wenzel de Neergaard, Inge Sunesen, Henning Silberbrandt, Jannik Flint. Aino Roscher dukkede også op i den periode, tror jeg, og så var der selvfølgelig skønne, tidligere prismodtager Lise Schmidt Mahler, som har lært mig meget, og flamboyante, kæderygende, larger than life Birgitte Brun Follman, som desværre ikke lever mere. Masser af personligheder, masser af røverhistorier, masser af underholdning, masser af cigaretter.

Men så skete der noget. Antallet af tv-kanaler steg eksplosivt. TV3, TV3+, TV1000, Discovery begyndte at sende i Danmark. Der blev brug for masser af arbejdskraft, og en ny og temmelig meget yngre gren af Dansk Video Tekst skød op i et stort nedlagt butikslokale nede på Frederiksberg Allé under Jesper Dannows ledelse. Pludselig var der en masse unge mennesker på min egen alder, altså i tyverne, sådan lige dele studerende og fuldtidstekstere uden de store forpligtelser og Frederiksbergs bedste værtshus, Promenaden, som nabo. Masser af øl, masser af fest, masser af natarbejde, masser af cigaretter.

 

Jeg lærte mange gode mennesker at kende i den tid, og nogle af dem er blevet nære venner. Jeg er ellers ikke sentimentalt anlagt, men selv om jeg ikke ser dem så tit, har slænget fra den tid altså en særlig plads hos mig. Det føles som en helt særlig historie, jeg deler med den klub. Jeg føler mig lidt i familie med dem, når jeg møder Karl Wagner, Mette Vanggaard, Martin Rendtorff, Lasse Schmidt, Ole Vejp-Olsen, Kai-Asle Sønstabø, Niels Reierman og Inge-Lise Jespersgaard på Amerikavej i dag.

Ja, for Amerikavej blev næste kapitel i Dansk Video Teksts historie. Her flyttede Nyvej og Frederiksberg Allé sammen, og firmaet slog sig fast som en af de stærke leverandører af tekster her i landet. Folk kom og gik, teksterstaben voksede med både studerende, der havde sikret sig det ultimativt fede studiejob – nu tit som ttv-tekstere - og nye tekstere, der fik en ordentlig oplæring. Særligt bemærkelsesværdigt var det, at stedet blev beriget med en sværm af dygtige musikere som Tina Schäfer, Katrine Dybdal, Kenneth Thordal, Kristian Polack og Thomas Egesholm, som sammen med Lasse Schmidt og Karl Wagner i årenes løb har hævet vores julefrokoster til koncertniveau og givet endnu en god grund til at være lidt stolt af og glæde sig over at være medlem af den her klub.

Amerikavej-historien er lang, 25 år, og mange mennesker er kommet og gået, men jeg vil nøjes med at fremhæve en af de skønneste klubber i min tid på Amerikavej. Det var pigerne i ’ryger-light’-kontoret … En slags Text and the City på første sal. Charlotte Armstrong, Pernille Landing Larsen og Trine Niemann. Supergode at have ved hånden, når der var noget, der drillede både på skærmen og i det virkelige liv. Ingen af dem er på DVT mere, men de er stadig mine rigtig gode veninder.
Det var sjovt. Masser af snacks, masser af snak, masser af gæster i vores røde sofa og, ja … flere smøger.

Engang i 90’erne mistede DVT en stor kunde, da SDI valgte at entrere direkte med teksterne uden brug af DVT som mellemled. Det var et alvorligt slag, men DVT rejste sig igen. SDI stillede arbejdsstationer til rådighed i teksternes hjem, og nu begyndte en helt ny måde at arbejde på. Alt blev digitaliseret.

 

Nu var der pludselig noget, der hed Internettet og Ask Jeeves! Sammen med Niels Søndergårds og Uffe Hammers Titlevision-software var det noget af en teknologisk revolution for teksterfaget. Nu kunne hele den tunge arbejdsstation pakkes ned i en pc, og pludselig kunne vi realisere vores gamle drøm om at sidde og tekste på en sydhavsø. Det har jeg så gjort. Måske ikke lige en sydhavsø, men jeg har arbejdet fra London, New York, Barcelona, Berlin, Paris, Toronto og Sydney, og på tirsdag tager jeg til Spanien i en måned.

Tusind tak til alle de gode klubber, jeg har været en del af og stadig hører lidt til i. Mine søde og sjove kollegaer på Dansk Video Tekst, som altid er godt selskab. Firmaet Subline, der generøst byder hele branchen til fest med jævne mellemrum. Supersubbers, en virkelig effektiv og lydhør gruppe på Facebook, hvor der altid er hjælp at hente. Og så for mange år siden: Den skandinaviske gruppe af SDI-tekstere i Stockholm, hvor jeg tilbragte et par måneder sammen med Amalie Foss, og sluttelig François Grodin, tekster og litterær oversætter, som jeg har delt kontor med i nogle år. Han er altid inspirerende at være sammen med.

En særlig tak til Ib Lindberg, fordi han gav mig en chance, og til Jesper Dannow for at introducere mig til faget. Tak til korrekturlæserne på DVT. Uden dem stod jeg ikke her, og endelig tak til Lasse Schmidt, der nu på forbilledlig vis kører Dansk Video Tekst videre med Kirsa Hage og har udvidet ledelsen med fremragende kræfter i form af Helle Schou Kristiansen og Kai-Asle Sønstabø.

Tak.

 

 

 

Ellen Mygind Kristensen

Mette Jørgensen

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.