Gå til hovedindhold
Bliv medlem
Er afholdt

AFHOLDT. SKAMdinavia!

Skamdinavia er det første ud af fire arrangementer om SKAM, som Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde holder på Schæffergården i foråret!

Skamdinavia

Hvornår

05. april 2017 16:00-19:45

Hvor

Schæffergården Vis på kort

Pris

Gratis

Type

Foredrag og debat

Vinklen på arrangementerne er en hyldest fra et SKAMbidt Danmark, og et rum for diskussion omkring SKAMs tematikker, mediestrategi, betydning og fremtidige muligheder i Danmark og ikke mindst et rum for spørgsmål, kos og fiskekaker! Se også omtale på DR.

Lad os tale SKAMdinavisk! Danske skamfans foreslår en afskaffelse af de skandinaviske sprog. 
Der var engang, hvor vi i Norden talte om, at det var svært at få de unge til at interessere sig for Norden og de nordiske sprog. Men så kom SKAM!
SKAM har fået en kæmpe nabosprogsmæssig betydning. SKAM er kommet ind i skolen, og der udvikles nu undervisningsmateriale til de nordiske elever. Til dette event vil sprogforskere og undervisningsmiljøet fra Danmark og Norge drøfte det potentiale, der er i SKAM-serien i forhold til den nabosprogsmæssige betydning. 

Der er inviteret forskere og undervisere fra Danmark og Norge, som alle er vilde med SKAM, sammen med dem vil du som deltager få mulighed for at indgå i en samtale om SKAMdinavisk og seriens muligheder som brobygger mellem skandinaviske unge og nabosproget i Skandinavien. 

Du kan blandt andre møde:

  • Den norske medieforsker Vilde Schanke Sundet
  • Sprogforsker og lektor Pia Quist
  • Programchef Nordeniskolen/Seniorrådgiver Nordisk Sprogkoordination Thomas Henriksen

  • Nabosprogsekspert lektor og Ph.d Tom Steffensen

  • Lærer og forsker i unges nabosprogsforståelse i Norden Eva Theilgaard Brink
  • Dansklærer på Skovgårdsskolen der har brugt SKAM i undervisningen Marianne Sørensen
  • ...og direkte importeret fra Hartvig Nissen, der hvor det hele foregår, de to norske gymnasielærere Jorunn Øveland Nyhus og Astrid Syse Talsethagen
  • og mange flere!  

OG i pausen serveres "seff" lækre norske vafler med brunost, rømme og syltetøj!! Og du får mulighed for at købe helt frisk og unikt SKAM-merchandise!

Samme dag åbnes udstillingen "ALT ER LOVE" på Schæffergården med flot SKAM-kunst lavet af de største SKAM-fans i Norden. 

Moderatorteam: SKAM-konsulenterne og fangirls Malene Bertelsen Lindgren og Marie Røthing Hørlyck og nabosprogsunderviser Torben Mundbjerg. 
Tid og sted: 5. april på Schæffergården kl 16-19:00

Målgruppe: For ALLE. Men primært for dem der fagligt, via deres arbejde eller i deres studie interesserer sig for SKAM og den betydning serien har for vores nabosprogsforståelse i Norden. 


Gratis adgang, men kræver tilmelding her på siden under påmelding 

 

Baggrund:

SKAMdinavia er et af fire arrangementer, der holdes på Schæffergården i april, maj og juni omkring den norske serie SKAMs betydning i Danmark. I samarbejde med Norges Ambassade i København arrangerer Fondet for Dansk-Norsk samarbejde i juni en SKAM-fest – for at hylde serien og anerkende den betydning serien har fået i Danmark. Inden da arrangeres tre tema-events om SKAM i april og maj. Alle arrangementer skal foregå på Schæffergården i Gentofte, København.

Fondet har arbejdet for formidling og kontakt mellem unge i Danmark og Norge i et kvart århundrede, og det vi er vidne til nu, er intet andet end unikt. Danmark har opdaget Norge som det er i dag. SKAM er blevet en enestående succes i Danmark, og er måske også et udtryk for unges jagt på opdagelser og noget nyt.

I dansk mediehistorie er SKAM en milepæl. Det sidste væsentlige norske aftryk i dansk offentlighed var Fleksnes, en produktion som imødekom de fleste af de danske stereotyper om nordmænd. SKAM gør alle disse stereotyper til skamme og gør Norge, norsk sprog og kultur ”dritkult” i Danmark.
Vinklen på festen og de tre arrangementer er en hyldest fra et SKAMbidt Danmark, og et rum for diskussion omkring SKAMs tematikker, mediestrategi, betydning og fremtidige muligheder i Danmark og ikke mindst et rum for spørgsmål, kos, og fiskekaker!

Arrangmentet er støttet af Norges Ambassade i København, Gentofte Kommune og Nordisk Sprogkoordination.