Når mange års angst transformeres til brugbar viden og skaber plads til nye eventyr
Gæsteblog fra Lise Kryger, medlem af DJ Bloggere:
I 2007 satte jeg med bankende hjerte og let forhøjet puls min hjemmeside Slipangsten.dk i luften. Det var ikke hverdagskost, dengang for 11 år siden, at skilte offentligt med den slags tabuer. Faktisk, fandt du forbløffende lidt om angst, hvis du søgte på ordet ‘angst’. Lidt bullet lists fra Angstforeningen og Psykiatrifonden og nogle halvdøde tråde på Jubii’s debatforum var, hvad du dengang kunne forvente at finde.
Men det var nu heller ikke helt uden grund at jeg blev en af de første danskere, der tog skridtet og stod frem med min angst online. Det var bydende nødvendigt. Jeg havde nemlig, på daværende tidspunkt, kæmpet med angst i næsten 20 år.
Mit behov for at skabe et sted, hvor det var okay at stå frem med sin angst havde derfor vokset sig ret stort. Jeg så internettet som det helt store åbne vindue i forhold til at skabe netværk og møde andre på de præmisser, min sociale angst indimellem stillede. Da jeg selv havde en uddannelse som mediegrafiker, øjnede jeg muligheden for selv at skabe dette åndehul – i cyberspace.
I starten var jeg temmelig anonym på sitet. Jeg havde fx ikke et billede af mig selv på sitet og mit navn, ville jeg helst heller ikke stå frem med. Efterhånden, som Slipangsten.dk voksede og flere og flere begyndte at følge og deltage aktivt på sitet (som dengang indeholdt et angst-forum), voksede mit mod sig større og jeg begyndte at stå mere og mere frem i hel person. Jeg var ikke længere alene om at have angst.
Der kommer flere ord på
I 2010 tog jeg et, for mig, vovet spring. Jeg begyndte at blogge om angst. Jeg blev igen en af de første, der tog skridtet og bloggede åbent om angst i Danmark. I starten var jeg meget tilbageholdende, hvilket gjorde at mine blogindlæg blev kantede og ikke specielt læsevenlige.
Men efterhånden som sitet udviklede sig og jeg vænnede mig til at tage tabuet op som en udfordring, blev jeg mere og mere modig og dermed mere fri til at skrive om den svære og stadig tabubelagte angst. Jeg skrev helt nede i brugerniveau og adskilte mig dengang derfor fra psykologerne som på daværende tidspunkt stadig havde tendens til at skrive ud fra det, de havde lært på deres uddannelse.
Jeg havde altid selv savnet at læse og lære fra andre, der selv havde gjort sig erfaringer med at slippe deres angst. Nogen, der forstod og vidste hvordan det føles, når angsten buldrer afsted indeni. Jeg kendte bare ikke nogen der selv havde angst og det var meget sjældent, jeg hørte nogen snakke åbent om det. Nu kunne jeg give det videre, jeg selv havde manglet. Det føltes befriende og som om jeg med mine tekster vendte mange års angst til nyttig og brugbar viden, andre fik gavn af.
I dag er der mange, der blogger og skriver om deres angst. Både for at hjælpe sig selv men også fordi der er et stort behov for at vise andre, at ingen behøver at føle sig alene med deres angst – og at der er håb forude. At vi er mange. Selv psykologerne er begyndt at blogge og åbne sig op om den angst, de selv kæmper med.
Jeg har i flere år arbejdet fuldtid på Slipangsten.dk – hvoraf tiden går til blogging, nyhedsbreve, e-bøger, online-kurser og drift af hjemmesiden generelt i form af design, SEO, SoMe, linkbuilding m.m. og generel drift.
Når nye eventyr overtager og skaber balance
Udover Slipangsten.dk blogger jeg også på rejsebloggen Eventyrsstyrelsen.dk, som jeg har sammen med min mand. Her blogger vi om at finde eventyret i livet. Det gælder mest af alt rejseeventyr – men også madeventyr og oplevelser her i Danmark.
Vi skabte bloggen, fordi vi manglede et fælles fokus på det at skabe flere eventyr og oplevelser. Ved at dele vores eventyr og rejseerfaringer håber vi samtidig at nå ud til andre familier, der også ønsker flere eventyr i deres liv – og som har brug for de erfaringer, vi gør os undervejs.
Eventyrsstyrelsen.dk har en særlig plads hos os fordi det er en personlige platform hvor vi føler vi får plads til at være os selv, som dem vi er – 100%. Vi har sågar udarbejdet et manifest der skal huske os på vores værdier, så vi bliver mindet om vores retning – ikke bare når vi blogger men også i de valg, vi ellers tager i livet.
Personligt, giver Eventyrsstyrelsen.dk mig en balance, jeg ikke kan undvære. Efter så mange år, hvor det at slippe min angst har været mit hovedfokus er det nu blevet en naturlig del af mig at lægge mere og mere vægt på de det jeg gerne vil bruge mit liv på nu, hvor angsten ikke længere fylder så meget.
Noget af det jeg allerhelst vil bruge min tid på er netop at skrive og fotografere… så ved at blogge på både Slipangsten.dk og Eventyrsstyrelsen.dk får jeg masser af mulighed for at lege og udvikle både mine tekster og billeder – og så selvfølgelig lege med alt det grafiske.
Læs mere fra Lise her:
Slipangsten.dk (https://slipangsten.dk/category/blog/): Blogget siden 2010
Facebook: (https://www.facebook.com/slipangsten/)
Twitter: (https://twitter.com/slipangsten)
Instagram: (https://www.instagram.com/slipangsten/)
Linkedin: (https://www.linkedin.com/in/slip-angsten-slip-angsten-3a035917/)
Kommentarer