Guide til Copydan Tekst & Node
Copydan Tekst & Node indgår kopiaftaler med skoler, uddannelser og virksomheder og fordeler vederlag for kopiering videre til rettighedshaverne.
Hvem er rettighedshaverne?
Du er rettighedshaver, hvis du skriver, udgiver eller på anden måde bidrager til skabelsen af tekst- og nodematerialer.
Der findes tre typer af rettighedshavere hos Copydan Tekst & Node:
Autorer: Dem, der bidrager til værkerne, bl.a. forfattere, journalister, komponister, oversættere, illustratorer og fotografer. Herunder er også f.eks. dig der har en blog.
Udgivere: Dem, der udgiver værkerne, bl.a. forlag, bladhuse, offentlige institutioner, virksomheder og udbydere af digitale platforme.
Arvinger: Dem, der er arving efter en autor. Ophavsretten er gældende i 70 år efter rettighedshaverens død.
Hvad udløser vederlag?
Både trykte og digitale, og danske eller udenlandske værker er beskyttet af ophavsretten.
Det betyder, at du kan få vederlag, hvis der kopieres fra dine værker på uddannelsesinstitutioner eller i virksomheder, uanset om du skriver bøger, tegneserier, tidsskrifter, aviser, sang- og nodehæfter, hjemmesider/blogs, digitale læremidler eller alt muligt andet tekst- og nodemateriale.
Hvordan fordeles vederlag?
Copydan Tekst & Node fordeler vederlag individuelt. Det betyder, at kopipengene går direkte til de rettighedshavere, hvis værker er blevet kopieret.
Igennem indberetninger fra udvalgte skoler, uddannelser og institutioner får de oplyst, hvor mange sider og eksemplarer et givent materiale er blevet kopieret i. Kopierne registreres på sideniveau. Det vil sige, at de rettighedshavere, der har bidraget til præcis den enkelte kopierede side, får tildelt det tilsvarende vederlag.
Udbetaling af vederlag
Copydan Tekst & Node udbetaler vederlag til rettighedshavere tre gange årligt, afhængig af om det er udbetaling på undervisningsområdet og sogneområdet, udbetaling for eksamensopgaver eller udbetaling på erhvervsområdet
Copydan Tekst og Node indberetter automatisk vederlaget som B-indkomst til SKAT. Der skal ikke betales moms af beløbet.
Tilmeld dig som rettighedshaver
Det er nemmere for Copydan Tekst & Node at finde frem til de rettighedshavere, der skal have vederlag for kopiering af deres værker, hvis man er registreret i deres system. Det er helt gratis at tilmelde sig og måske har du penge til gode! Det er dog ikke kun hvis man er tilmeldt man kan blive tildelt vederlag.
Vil du vide mere?
Copydan Tekst og Node har lavet nogle små videoer, der uddyber hvordan hele systemet virker. Dem kan du se lige her.