Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Find dig ikke i chikane – heller ikke som freelancer eller selvstændig

Det er ubehageligt og kan være chokerende at blive udsat for chikane, hvad end det er på nettet eller på anden vis, især hvis du er freelancer eller selvstændig, og ikke har kolleger eller en fast arbejdsgiver til at hjælpe dig med alt det praktiske og besværlige. DJ har samlet nogle gode råd til, hvordan du forholder dig til chikane som freelancer eller selvstændig.

1. Sikr beviset

Hvis du bliver chikaneret på sms, mail, kommentarspor, sociale medier eller på anden vis, så sørg for at få fat i beviset med det samme. Tag et screenshot af beskeden, opslaget eller sms’en og gem det i en mappe. Det er vigtigt, at du er hurtig og når det, for opslaget eller beskeden kan hurtigt blive slettet igen. Hvis der er tale om stalking eller telefonisk chikane, så notér dato, klokkeslæt og truslens karakter så præcist som muligt.

2. Systematiser opsamling

Opret en mappe, hvor du gemmer dokumentation af krænkelser, trusler og chikane. Skriv et par ord om hver oplevelse og saml alle beviser på de konkrete krænkelser. Det kan blandt andet blive vigtigt, hvis din arbejdsindsats bliver påvirket af krænkelser eller chikane. I værste tilfælde kan det være, at chikanens påvirkning af dit arbejde skal anmeldes som en arbejdsskade, og så er det vigtigt at have samlet beviserne.

3. Tolerér aldrig trusler

Anmeld altid trusler, uanset hvad du bliver truet med. Anmeldelsen er først og fremmest for at beskytte dig, men hjælper også til at synliggøre fremkomsten af chikane og trusler mod mediefolk. Oplevelsen af hvornår noget er krænkende, er individuelt, og det er den krænkede, der afgør, om det opleves krænkende. Derfor skal trusler altid anmeldes! Det kan starte i gråzonen mellem chikane og trusler, men vedvarende chikane kan blive til trusler og kan ikke mindst true dit helbred og din arbejdsevne.

4. Del din oplevelse

Det vigtigste er, at du deler det med nogen, du stoler på. Det kan være svært at inddrage familien, for de kan blive urolige og nervøse, måske helt uden grund. Så DJ anbefaler, at du bruger dine freelancekolleger, og eventuelt beder dem om i en periode at åbne din mail, så du ikke behøver at læse alle de grimme mails selv.

5. Kontakt DJ

Hvis du er i tvivl om, hvad du kan/skal gøre, hvis du bliver udsat for digital chikane, kan du altid kontakte DJ og få rådgivning om dine handlemuligheder. Kontakt DJ på 33 42 80 00 inden for normal åbningstid (9.00-16.00) eller på DJ’s Akuttelefon: 33 42 80 10 døgnet rundt. 

6. Bliv en del af DJ's digitale selvforsvarsgruppe

DJ startede i 2019 en digital selvforsvarsgruppe. Gruppen er stadig aktiv, og du kan blive medlem.

Læs også:

Værktøjer til digitalt selvforsvar

 

Gode råd mod digital chikane

Hvis du bliver udsat for chikane på websider og blogs

Er krænkelsen fremsat på en webside eller en blog, kan udbyderen af websidens hosting gøres opmærksom på det ulovlige indhold, som webhotellet lægger server- plads til. Tjek først hvor domænet er hostet, for eksempel gennem dk-hostmaster.dk eller Who.is. Kontakt derefter udbyderen, hvis navn vil fremgå af registreringen.  Du kan tillige anmelde en webside til klagenævnet for domænenavne.

Hvis du bliver udsat for chikane på Facebook

En person kan blokeres eller anmeldes, så vedkommende ikke kan interagere med dig på facebook. Find oplysninger om, hvordan forskellige typer krænkelser på Facebook anmeldes her.
 

Hvis du bliver udsat for chikane på LinkedIn

Finder krænkelsen sted på LinkedIn, så kan du få vejledning til at anmelde det her.
Du kan på samme måde som på Facebook gøre din profil mindre synlig ved at ændre privatlivsindstillingerne. På LinkedIn kan man også fjerne eller blokere connections.

Hvis du bliver udsat for chikane på Twitter

Finder krænkelserne sted på Twitter, henvender du dig her. Twitter har en knap, som gør, at du kan skjule, blokere og indberette tweets. Du kan indstille Twitter, så kun godkendte kan få lov at følge din konto.
 

Hvis du vil have fjernet materiale fra Google

Det er langsommeligt og desværre ikke altid muligt at få fjernet materiale fra Google, men det kan lade sig gøre: Se vejledningen her.
 

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk