Velkommen til den nye bestyrelse
Film & TVGruppen`s bestyrelse har fået en ny sammensætning og et helt nyt frisk ansigt.
Lars Krabbe
Velkommen til et nyt år med en bestyrelse, der byder på en nyvalgt repræsentant og genvalg af to siddende bestyrelsesmedlemmer, Louise Værum Pedersen fik flest stemmer og blev valgt ind for en to-årig periode på generalforsamlingen den 5. marts.
Forperson Birger Lund blev genvalgt uden modkandidater. På generalforsamlingen blev der debatteret ivrigt omkring gruppenes økonomiske situation. Bestyrelsen oplyste, at gruppens råderum vil være begrænset på grund af et dyrt abonnement, som gruppen er bundet af indtil udgangen af året.
Som noget helt nyt var der i år kampvalg om én bestyrelsespost, hvor Thomas Laursen og Klaus Gjede begge kæmpede om at fortsætte det gode arbejde med at underholde medlemmerne med biografevents, som de er sammen om at udfører. Desværre måtte bestyrelsen sige farvel til Thomas, som heldigvis fortsætter som suppleant sammen med Povl Thomsen.
Efter konstitueringen af bestyrelsen har der dog været ændringer i sammensætningen, da Henrik Bjerring valgte at trække sig fra bestyrelsen. Thomas er derfor trådt ind i bestyrelsen, som nu består af:
Forperson Birger Lund: Uddannet fotograf med mange års erfaring som fastansat tv-fotograf hos DR. Har siden 2017 arbejdet som freelance TV-fotograf/VJ primært inden for dokumentar- og nyhedsproduktion.
Næstforperson Nanna Sarauw: Uddannet VJ og TV-tilrettelægger fra Journalisthøjskolen i 2005. Har arbejdet med reality-tv, dokumentarfilm, fakta, underholdning og udvikling, både som VJ og tilrettelægger.
Kasserer Rasmus Aude: Uddannet reklamefotograf og har siden 1998 arbejdet udelukkende som film- og tv-fotograf.
Bestyrelsesmedlem Malte Pedersson: Uddannet animationsinstruktør fra Den Danske Filmskole i 2012. Arbejder som freelance historiefortæller, udvikler, klipper og instruktør.
Bestyrelsesmedlem Louise Værum Pedersen: Har arbejdet inden for film- og tv-branchen i de seneste ti år som fotograf, visuel producer og filmklipper.
Bestyrelsesmedlem Adam Páez De La Cadena Ljoså: Uddannet klipper fra ECAM Filmskolen i Madrid. Har primært arbejdet som freelanceklipper inden for tv, men har også arbejdet med fiktion i udlandet, herunder Mexico.
Bestyrelsesmedlem Klaus Gjede: Musikproducer og tidligere journalist i DR. Har været informationschef i Københavns Lufthavne A/S og administrerende direktør for Børnehjælpsdagen. Arbejder i øjeblikket som VJ med særlige opgaver i Grønland og som konsulent for Hjørring Kommunes medieuddannelse.
Bestyrelsesmedlem Thomas Laursen: Udlært still- og fotograf.
Suppleant Povl Thomsen: Uddannet AV-assistent og har været i film- og tv-branchen i over 30 år.