Gå til hovedindhold
Bliv medlem

TV2 Fri fik god modtagelse hos danskerne

Danskerne var tilsyneladende nysgerrige for at se, hvordan TV2's nye kanal om fritid, hobby hus og have tog sig ud, da den blev lanceret den 5. maj. På premieredagen var TV2 Fri således i en time Danmarks næststørste kanal - og en undersøgelse underbygger da også, at danskerne er vilde med hus, have og hobby.

Danmarks nye fritidskanal om hobby, hus og have, TV 2 Fri, fik en særdeles god modtagelse hos danskerne på kanalens første dag, oplyser TV2 i en pressemeddelelse nmandag den 6. maj - dagen efter premieredagen.

Knap to procent af alt det tv, danskerne så søndag den 5. maj,  var på TV 2 Fri. Det er mere end kanaler som f.eks. TV 2 NEWS, TLC og DR K havde på deres premieredag, hvilket glæder kanalchef Maiken Wexø fra TV 2 Networks.

- Det er en modtagelse, der klart overgår mine forventninger, og som glæder mig meget. Vi har i de seneste måneder fået mange positive tilkendegivelser om TV 2 Fri fra danskerne og gode forslag til indholdet på kanalen. Alt dette bekræfter mig i, at TV 2 Fri er en kanal, mange seere har glædet sig til. Samtidig synes jeg, at vi i ”Frihuset”-premieren og i kanalens øvrige programmer kom særdeles godt fra start og fik vist nogle af de emner og den stemning, vi gerne vil give med TV 2s nye kanal, siger Maiken Wexø.

Danskerne er til fritid, hus og have

I en analyse, som Megafon har foretaget for TV 2, bekræftes det, at danskerne i store træk er ret vilde med madlavning, have og naturoplevelser, som udgør henholdsvis 40, 38 og 35 procent af danskernes primære fritidsaktiviteter sammen med rejser og kultur.
Også gør-det-selv-håndværk og boligindretning – med henholdsvis 19 og 13 procent – er blandt de store fritidsaktiviteter hos danskerne.

Megafon-analysen viser også, at mere end en tredjedel af danskerne – 37 procent – bruger mere end ti timer om ugen på fritidsaktiviteter. Samtidig bruger en tredjedel af danskerne mere end 10.000 kroner om året på fritidsaktiviteter.

Kommentarer