TV-vært atter misbrugt i Facebookannonce
Skulle man tro annoncerne på Facebook taber kvindelige danske studieværter sig jævnligt bunkevis af kilo ved hjælp af en mirakuløs slankekur. Men annoncerne er selvsagt falske, og de er både en krænkelse af værternes navn og billede, ligesom de er kontraktligt problematiske for værterne. DJ går atter ind i sagen.
En glad Cecilie Frøkjær smiler fra Facebookfeedet i en annonce, der fortæller, at man ved hjælp af en ”mirakelpille” fra El Molino kan tabe sig. Ved man ikke bedre, er det oplagt at antage, at Cecilie Frøkjær i annoncen anbefaler pillen. Men det gør hun ikke. Hun har aldrig hørt om hverken El Molino eller mirakelpillen. Tvært imod er annoncen problematisk for hende, fordi hun i sin kontrakt med TV2 har skrevet under på, at hun ikke må arbejde i reklameøjemed.
”Det er irriterende at blive brugt i sammenhænge, jeg ikke har noget at gøre med, og det er ikke første gang, det sker på Facebook. Det er klart, at mine kollegaer undrer sig voldsomt, når de ser det, fordi jeg er kontraktligt forpligtet til, at jeg ikke må medvirke i reklamer,” siger Cecilie Frøkjær.
Også sidste år optrådte Cecilie Frøkjærs billede i reklamer for slankeprodukter, hvor også billeder af Lise Rønne, Sanne Salomonsen og en række andre kendte kvindelige skuespillere, tv-værter og sangere blev misbrugt.
Cecilie Frøkjær har, som også andre studieværter før har gjort det, meldt sagen til Dansk Journalistforbund. Forbundet indgik sidste år et samarbejde med Facebook om netop denne problematik, som opstår jævnligt. Igennem dette samarbejde kan Dansk Journalistforbund gøre Facebook opmærksom på krænkelsen, og Facebook har indtil videre været hurtige til at fjerne annoncerne.
Dansk Journalistforbund kan også hjælpe medlemmerne med at forsøge at retsforfølge annoncøren. Det har dog i flere tilfælde været umuligt at finde frem til den pågældende virksomhed bag annoncen.
Oplever du, at dit billede uretmæssigt bruges i forbindelse med en annonce skal du gøre følgende:
Læs først vores oversigt over, hvor dit billede, enten af dig selv eller et billede, du har taget, kan blive brugt på Facebook, og hvornår der er tale om en krænkelse.
Er der tale om en krænkelse, skal du gøre følgende:
- Tag et skærmdump og en print af siden med krænkelsen.
- Gem linket til annoncen (URL-adressen) (Højreklik på billedet i annoncen og vælg ”Gem billedets webadresse”).
- Rapportér krænkelsen til Facebook (Kør musen hen over annoncen til du ser et gråt kryds øverst til højre. Vælg ”Jeg vil ikke se denne annonce”. Nu får du mulighed for at begrunde, hvorfor. Vælg ”Andet”. Her kan du angive, om du fx har ophavsretten til indholdet)
- Send derefter skærmdump af annoncen og billedets url til DJ
Kommentarer