Signe Lindkvist savner det vilde og modet, til at tage chancer i den danske tv-branche.

Signe Lindkvist er glad for, at hun nåede ud af branchen i tide. Hun har nemlig set, hvordan forholdene er blevet markant forværret i forhold til, da hun selv startede i branchen i midt 90´erne. På et tidspunkt var det bare ikke tilfredsstillende længere.

Signe Lindkvist fortæller: ”Man skal ligesom passe ind i en pølsemaskine. Dengang jeg startede med at lave fjernsyn, var det sådan, at når der kom et entusiastisk menneske med en god idé, så sagde man ”tag en pose penge og løb med det”, men den der begejstring og passion og det at få lov til at stikke ud er fuldstændig forsvundet i tv-branchen i løbet af de sidste 10 år. I tv-branchen er der i hvert fald altid ti mennesker, der skal have en mening om alting, og så er det altid til fare for at blive en farve mellem lilla og brun, som er sådan en underlig farve.”

Signe føler, at hun har været heldig. Og hun er glad for, at hun hoppede med på podcast-bølgen i tide. Signe og hendes podcast-makkers fordel er, at de har udviklet et koncept, uden et begrænset antal afsnit. Langsomt kunne hun lade sig distancere fra tv-branchen. Hun fortæller ”Det var en glidende proces. Jeg var redaktør på Zulu Awards, efter nogle år som kanalchef for Ramasjang, synes jeg bare ikke, at der var plads til de store armbevægelser længere.  Det er ikke fordi jeg ikke kan synes det er spændende at lave tv, men processen er bare blevet meget rigid, og der er ikke rigtig plads til at eksperimentere og udvikle historiefortællingen”.

I dag bruger Signe sin erfaring fra tv-branchen i det private erhvervsliv. Blandt andet når hun arbejder som konferencier og cirkusprinsesse. Her er der meget større armbevægelser, og plads til at eksperimentere og meget mere økonomi – og som hun selv formulerer det: ”Her er der som regel kun én direktør som bestemmer. Så der er ikke langt fra beslutning til resultat.”

I tv-branchen oplevede hun, at der kom flere og flere ind over beslutningsprocessen, som til sidst blev meget rigidt. Til sidst opstod der en angst for at eksperimentere og det at turde, at udvikle fantastiske fortællinger.  – alt blev til sidst så pænt og poleret i tv-branchen, at jeg til sidst slet ikke var rigtig glad mere.

Det handler om, at fjernsyn er blevet ”leverpostej” - smurt meget tyndt ud på rugbrødet, og at alting skal gå så hurtigt. Man må ikke lave noget, der er anderledes og originalt. Alt skal være inden for et koncept, som alle de andre kanaler også producerer: Bolig-, dating- og overlevelses-programmer, bare for at tage nogle genrer. Alting skal være stereotypt. Derudover, så er job-usikkerheden blevet så stor, at det næsten ikke er til at holde ud.

Og så kommer vi tilbage til oplægget. ”Er der et liv efter tv-branchen?”

Branchen befinder sig jo, som vi alle ved, i en svær tid og i en bevægelse, som nok startede før krisen, bed sig rigtig fast - nemlig job-usikkerheden. ”TV-branchen er en branche, som bløder erfaring. Det kan godt se helt sort ud for tiden. Broadcasterne køber langt mindre, produktionsselskaber lukker, kontrakterne bliver kortere og kortere. Og der er også en ny generation på vej, som ikke har de samme forpligtigelser som de ældre i branchen. Kort sagt – det er op ad bakke!

Men der er et liv efter tv-branchen. Det er både Signe og gæsterne ved sessionen bevis på. Ideen opstod, fordi Signe Lindkvist på et tidspunkt stod i et motionscenter, hvor tre dygtige tidligere kollegaer fra branchen kom for at søge job som træner. De var helt apatiske og temmelig blanke i forhold til, hvad de ellers kunne lave andet end tv. Signe tænkte, det må vi da kunne gøre bedre, fordi folk i tv-branchen har virkelig mange kvalifikationer, som man må kunne bruge andre steder, som hun siger ”Jeg har for eksempel fundet et liv uden for tv-branchen. Derfor ringede jeg til Producentforeningen og forslog en session. I forbindelsen med at få stablet sessionen på benene, har jeg har talt med mindst 50 forskellige tidligere tv-folk, som har fundet ud af at bruge deres kvalifikationer i andre brancher og har fået et arbejdsliv, som de er rigtig glade for”.

Mange af dem siger, at det har været fantastisk at arbejde i branchen, og det kan tage tid at blive skilt fra branchen, fordi der hele tiden kommer interessante opgaver sejlende forbi, men for dem alle kom der et tidspunkt, hvor hverken lønnen eller prestigen ved at arbejde i tv-branchen er nok til at de havde lyst til at blive mast under bussen. Forholdene blev simpelthen for udholdelige, ikke tid nok til at finde det gode cast, ikke tid til at gøre sig for umage, ingen efteruddannelse og leverpostejen blev smurt for tyndt ud.

De knalddygtige mennesker, der arbejder i tv-branchen, har faktisk en masse at byde på, som også kan bruges uden for tv-branchen. Vores kompetencer er mange og alsidige, og tro det eller ej, men de kan faktisk overføres til andre jobs og man kan få et arbejdsliv med gode kollegaer samt en fast god løn og, hvor du ikke mindst kan bruge dine kompetencer. Sessionen på tv-festivalen er et godt eksempel på, at det ikke er helt umuligt at finde et nyt arbejdsliv efter tv-branchen.