Nyt fortælle-greb giver endnu mere hudløst TV
Når DR3 til efteråret går i luften med en ny programserie, skaber tv-kanalen formentligt en helt ny genre inden for reportage-tv. For på intet tidspunkt i seriens forløb vil seerne se hovedpersonernes ansigter. Det eneste kamera, der benyttes, er nemlig fastspændt på hovedpersonen selv.
Råt, upoleret og ægte. Sådan lyder opskriften på en succesfuld tv-reportage anno 2014. Det har fået DR3 til at tage skridtet fulgt ud og lave en håndfuld tv-programmer om personer med svært tabuiserede liv, hvor POV-optagelser – Point of View, står alene.
Ingen illustrerende dækbilleder eller blødt opsat portrætlys, men blot een kameravinkel fra et Go Pro-kamera spændt fast til hovedpersonens hals. Det betyder, at der under programmernes 30 minutters varighed vil være mange grimme billeder af hvide vægge, og vi ser aldrig gigoloens ansigt, men kun hans pikhoved, når han barberer sine kønsdele.
Programmerne får premiere i løbet af efteråret, og er endnu under redigering. Derfor kender ingen det endelige resultatet. Men det, DR3’s kanalchef Irene Strøyer har set indtil nu, har gjort stort indtryk på hende.
”Uden pis, det er helt vildt, hvor tæt man kommer på hovedpersonerne med POV. Det havde jeg ikke regnet med. Når man filmer personer udefra, så kommer man som seer også til at se det udefra. Men ligeså snart man vender kameraet om, og kameraet følger personens gang gennem dagen og livet, så føles det, som om du er med, eller ligefrem er personen selv,” siger hun.
Skyld, skam og hemmeligheder
Ideen til rendyrket POV fik DR3, da de fik adgang til optagelser fra krigen i Afghanistan, der var filmet fra danske soldaters hjelme.
"Vi tænkte: Det her, det kan noget,” fortæller Irene Strøyer.
Tanken blev videreudviklet, og tesen var, at DR3 ved hjælp af de personlige POV-optagelser måske kunne få adgang til miljøer, der normalt er vanskelige at komme ind i. Fx miljøer med misbrug og prostitution, hvor det er hårdt for hovedpersonerne at stille op, fordi deres liv er omringet af skyld, skam og hemmeligheder.
Samtidig er det rå og upolerede tv-format hot hos seerne. Ifølge kanalchefen er der en tendens til, at både tv og seere jager det, der føles og er ægte. ”Det formaterede er pt. yt. Seerne vil have ægte følelser, derfor leder vi efter metoder og visuelle greb, der kan understrege intensiteten.”
Jeg håber på, at vi har opfundet en ny reportage-genre - en ny måde at få et indblik i menneskers liv på
Irene Strøyer understreger, at DR3 ikke har opfundet POV-teknikken. Den blev fx brugt i The Prodigy’s meget omtalte og udskældte musikvideo: ’Smack My Bitch up’. Og de emner og temaer, som programmerne skildrer, er også set før.
”Men jeg håber på, at vi har opfundet en ny reportage-genre - en ny måde at få et indblik i menneskers liv på. På intet tidspunkt ser vi hovedpersonerne, og det er her, hvor vi tager en chance. At bygge en hel tv-serier op omkring portrætter, som du aldrig nogensinde møder face-to-face, det er ikke blevet gjort før. Det her kan gå fuldstændig galt, men jeg tror, det bliver et kæmpe hit.”
Bonusinfo
Den svenske musikvideo-producer, Jonas Åkerlund, stod bag Prodigy’s meget omtalte og udskældte video til hittet: ’Smack My Bitch Up’ fra 1997. I et førstepersons-perspektiv (POV - Point of View) følger vi en person i byen, hvor sex, stoffer og alkohol flyder i lange baner. Til sidst afsløres hovedpersonens køn – en kvinde! Videoen blev bandlyst mange steder.
Kommentarer