Iscenesættelse er stadig fyldt med gråzoner

Debatten er ikke ny, men vi har den af og til: Den handler om iscensættelser på tv, og da der tilsyneladende ikke er helt enighed om, hvor grænsen for iscenesættelser går, blusser debatten jævnligt op. Hvornår er iscenesættelser løgn, og hvornår er det instrueret virkelighed? Hvornår er det manipulation, og hvornår er det en acceptabel del af værktøjskassen?

I år blev debatten taget på TvFestival. En række markante skikkelser fra nyheds- og dokumentar-branchen var på scenen for at diskutere deres praksis, holdninger og dogmer omkring iscenesættelse. Journalist og VJ på TV2 Kristian Frederiksen fortalte om sine strenge dogmeregler, når han laver "Korrespondenterne", mens Mads Brügger (Ambassadøren) og Janus Metz (Bl.a. krigsdokumentaren, Armadillo) fortalte om deres helt anderledes holdninger til emnet, når de laver deres dokumentarer. 

På scenen var også TV2’s nyhedchef, Jacob Nybroe samt DRs nyhedschef, Ulrik Haagerup. Sidstnævnte har om nogen haft debatten om iscenesættelser tæt inde på livet, fordi DR kort efter nytår havnede i et mediestormvejr, da det kom frem, at TV Avisen i et nyhedsindslag om EBH Bank havde brugt billeder fra en demonstration, der viste sig at være iscenesat. 

DR er ikke siden da holdt op med at bruge iscenesættelser, men EBH-sagen satte i den grad gang i en række interne diskussioner på kanalen. Ulrik Haagerup fortalte, hvordan der i dag på DR er et omfattende regelsæt for, hvornår man må iscenesætte nyhedsindslag på tv-avisen. Et regelsæt, der netop blev formuleret i kølvandet på EBH-sagen. Reglerne gælder både internt i DR og for dem, der samarbejder med DR. Kanalen har også fået en etikchef. 
Iscensættelser er en del af værktøjskassen, når vi laver tv. Det afgørende er bare, at vi ikke må føre nogen eller omgivelserne bag lyset.

- Iscensættelser er en del af værktøjskassen, når vi laver tv. Det afgørende er bare, at vi ikke må føre nogen eller omgivelserne bag lyset. Så skal der i hvert fald være en sindssygt god grund til det, sagde Ulrik Haagerup og tilføjede: 

- Vi er i et fag, hvor journalister ligger nede og roder mellem ejendomsmæglere og spindoktorers troværdighed. Folk stoler ikke på det, vi laver. Men vi får løn for at gøre folk klogere på den verden, de er en del af, så derfor er det er afgørende, at de kan stole på det, vi viser, understregede han.
Ved en afstemning blandt debattens tilhørere mente 62% dog ikke, at der i dag er ”en problematisk brug af iscenesættelser i elektroniske medier”.

Det er muligt at lade være

Alligevel mener Haagerup, at det er vigtigt at definere skarpe grænser for, hvornår instruktioner af medvirkende i nyhedsindslag bliver så afgørende for seernes oplevelse af historien, at man reelt ændrer på virkeligheden. Det er i orden at instruere en kilde til fx at lige at gå hen og skære spegepølse, eller at sige til statsministeren, at hun skal gå ned af en trappe. Så længe det ikke ændrer grundlæggende ved historien, lyder hans fortolkning.

- Der er en bagatelgrænse. Ja, vi kan godt bruge iscenesættelser på tv, men der er forskel på, hvor langt vi kan gå i livsstilsprogrammer og realityshows, og så hvor langt vi kan gå i nyheder, understreger Haagerup. 

- Vores regler siger fx også, at vi ikke bruger iscenesættelser, "der på utilbørlig vis omfatter den demokratiske proces". 

Han bruger et eksempel, hvor TV Avisen fx filmer en flok oprørte borgere, der har besluttet at demonstrere på grund af en skolelukning. Det er i orden, vurderer Ulrik Haagerup.

- Men hvad hvis vi har været rundt og stemme dørklokker og bedt dem komme derhen, og vi har udstyret dem med skilte – og vi ikke fortæller det til folk? Det går ikke! Det ødelægger vores troværdighed som nyhedsmedie, hvis vi fremstiller en virkelighed, der er forkert, fastslog han.
Ved endnu en afstemning blandt debattens tilhørere svarede 75% ja til, at ”vi kunne være bedre til at undgå iscenesættelser, når vi laver nyheder”.

Manipulation og fiktion

Jacob Nybroe fortalte, hvordan man på TV2 har et knapt så omfattende kodeks, som DR har, for brug af iscenesættelser i Nyhederne.

- Vi har ikke haft behovet for at detaljere det så meget som hos DR. Men vi har en sætning i vores etiske retningslinjer, som handler om, at vi vil ”sætte folk i stand til at træffe deres egne beslutninger ud fra det, de ser”. Det handler om at lægge de fakta frem, der er, og de skal bare være fuldstændig sande, understreger Nybroe.

- Og ja, man kan godt bede en medvirkende om at lave en spegepølsemad eller sende en børnehaveleder hen for at åbne køleskabet for at se, hvor meget halal, hun har derinde. Men man kan ikke betydningsbærende ændre på virkeligheden. F.eks. må man ikke ændre på lyden, forklarer Jacob Nybroe (i øvrigt til let morskab for publikum, da Jacob Nybroe er bror til Jeppe Nybroe, der netop mistede sig job som vært på TV Avisen på baggrund af beskyldninger om, at han havde manipuleret med lyden i to nyhedsindslag).

Mads Brügger finder det langt mere problematisk, at journalistik og drama i højere grad smelter sammen på tv.

Et andet perspektiv på balancen mellem iscenesættelse og virkelighed havde journalist og dokumentarist, Mads Brügger. Han finder det langt mere problematisk, at journalistik og drama i højere grad smelter sammen på tv. Blandt andet, at Kim Bildsøe medvirker i Forbrydelsen, for kort efter at tone frem på skærmen som nyhedsvært på TV Avisen. 

- Dér er vi virkelig fremme ved noget, der ligner en sammenblanding af fiktion og virkelighed, sagde Mads Brügger som er bange for, at det gør seerne forvirrede.

Det afviste Ulrik Haagerup, der mener, at seerne sagtens kan skelne. Desuden medvirker nyhedsværterne ikke i fiktion i roller som andet end det, de har i virkelighedens verden, understregede han. (Kim Bildsøe spiller rollen som nyhedsvært i Forbrydelsen).

Vi slår os på gråzonerne

Debatten kredsede også om brugen af iscenesættelser i dokumentarer. Her var der især fokus på Janus Metz. Da han skulle lave krigsdokumentaren Armadillo, rekonstruerede han soldaternes afskedsfest, fordi den på tidspunktet for optagelserne allerede havde fundet sted. Derfor satte Janus Metz soldaterne til at feste igen og betalte også for en stripper til lejligheden (der havde også været en stripper til den oprindelige fest). 

Den scene fik han gevaldige hug for inden for journaliststanden, og Metz blev beskyldt for at manipulere med virkeligheden. Han mener selv, at han med rekonstruktionen var tro mod virkeligheden, og at metoden dermed er i orden.Jeg synes, der er et greb, der hedder autencitet. Et dokumentarisk øjeblik, som kan fremmanes på mange forskellige måder

- Vi slår os jo hele tiden på gråzonerne, og derfor er den her debat evigt aktuel. Men jeg synes, der er et greb, der hedder autencitet. Et dokumentarisk øjeblik, som kan fremmanes på mange forskellige måder i overensstemmelse med dem, man filmer, siger Janus Metz.- Det handler ikke om, at Armadillo ville pynte på virkeligheden, men om netop at skildre den virkelighed, der er, forklarer han med henvisning til festscenen..

Mht. den iscenesatte fest tilføjede Janus Metz under debatten, at han i bagklogskabens lys nok i dag ville have gjort tingene anderledes, hvis han havde vidst, hvor meget ballade, der ville rejse sig på grund af festscenen. Det kunne fx være ved at skrive, at festscenen var en rekonstruktion enten på skærmen eller i rulleteksterne – en metode, som han dog også gav udtryk for, at han stadig ikke er meget for.

Debatten om iscenesættelser varede fem kvarter og kom på ingen måde frem til hverken definitioner eller konklusioner på, hvad iscenesættelser er, og hvordan det endegyldigt kan og skal bruges. For der er lige så mange meninger om iscensættelse, som der er mennesker.
Hvis du vil se hele debatten, kan du finde den som webcast her (74 minutter).