Hvordan gør vi tv-branchen bæredygtig?

Du har arbejdet i branchen over 20 år. Hvordan har du oplevet det psykiske arbejdsmiljø?

”Det varierer selvfølgelig meget fra produktionsselskab til produktionsselskab, men generelt er det et arbejdsmiljø, som er udfordret. Jeg har selv haft folk omkring mig, der er gået ned på den baggrund.

Der er mange ting, som er svære at håndtere. De korte ansættelser gør, at man ikke kan føle sig sikker i sit job i særlig lang tid af gangen. Og det bliver specielt svært, når man begynder at få familie. Det er også bare hårdt mentalt at skifte arbejdsplads og kolleger hele tiden.

Arbejdspresset er også blevet større gennem årene. Det er en branche, der presset økonomisk, og som skal levere på kortere og kortere tid. Derfor er mange produktionsplaner meget optimistiske, kan man sige. Der er ingen buffer, så hvis der kommer den mindste ting i vejen, bliver man virkelig presset for at indhente det.

I gamle dage, som ikke var mindre end 10-15 år siden, var det jo normalt at klippe sit eget program færdigt. Og udover at der var noget fagligt tilfredsstillende ved det, så fungerede det også som en blød udgang på projektet. Det kan du jo ikke i dag, hvor ansættelsesforholdet er skåret helt ind. Fra dag ét på en produktion skal du være på fuldt blus, og så stopper det lige så pludseligt.”

Er der i tv-branchen brug for at blive gjort noget ved det pres og usikkerhed?

”Det er noget, man skal tage meget alvorligt. Jeg kender ikke den tv-arbejder, som ikke har haft overvejelsen: ’Er det her det rigtige for mig at blive i?’ Og det er jo ikke bæredygtigt. Vi kan jo se, at mange siver ud af branchen, når de når op i alderen, og der ryger altså en masse vigtig erfaring.

Det kræver en indsats fra mange sider. Der er noget, man som tv-arbejder kan gøre selv. Så er det noget, som handler om kulturen på produktionsselskabet. Og så er der nogle grundlæggende arbejdsmarkedspolitiske problemstillinger, som skal løses på et højere niveau – og som alle bør interessere sig meget mere for, end de gør lige nu.”

Hvordan har du selv håndteret det?

”For mange år siden lavede jeg en dokumentar fra børnepsykiatrisk afdeling. Personalet var hårdt slidt, men indimellem holdt de nogle møder, som gjorde, at de kom ud fyldt med energi og gåpåmod bagefter. De kaldte det for supervision. Og der tænkte jeg bare: Det er der eddermaneme brug for i vores branche!

Da jeg blev terapeut begyndte jeg selv at arrangere supervision for mine kolleger. Det viste sig at være en super god måde at få arbejdsglæden tilbage på, hvis den var lidt slidt. Pludselig forsvandt sygemeldingerne, det skabte en langt mere positiv kultur, og folk havde det bare bedre.”

Og hvad er supervision?

Der er egentlig ikke noget nyt eller flippet i det. Det er en styret samtale med dine kolleger, hvor I kan tale om de udfordringer, der er på arbejdspladsen. Det kan være alt fra uløste konflikter mellem kolleger, urimelige medvirkende, samarbejdsvanskeligheder med ledelsen, eller hvordan man forholder sig til problemer med en redaktør, der stiller urimelige krav.

I praksis samler man folk i et andet rum, end de er vant til at arbejde i, og så åbner man op for en samtale om de frustrationer, der kan være. Alt, der bliver sagt, er fortroligt, og som udgangspunkt er der ikke chefer med. Det er vigtigt, at man kan tale frit.”

Hvor langt kan man nå med supervision?

”Det er ikke nogen mirakelkur, for selvfølgelig er der en ramme for, hvad du kan ændre på. Løn, barsel og pension kan man for eksempel ikke styre. Men det er et konkret værktøj, som rykker noget i hverdagen, og som ikke koster særligt mange penge. Det løser mange ting at få udtrykt sin frustration til den rette modtager.

Og hvis dit produktionsselskab ikke er med på supervisionsmodellen, så prøv selv etablere en lille kollegial gruppe, der kan noget af det samme ved at være et sted, man kan tale ud.”

Hvordan vil du ellers råde andre tv-arbejdere til at passe på sig selv?

”Vi er en i konkurrencebetonet branche, hvor man let kommer til at sige: Jeg skal gøre det bedre end ham eller hende der. Der er det vigtigt at finde sin egen måde at gøre tingene på. Det er godt at tage ved lære, men det er sjældent sundt at sammenligne sig med andre.

Noget andet er din egen forberedelse. Der er mange forskellige opgaver på en produktion, og ingen er lige god til dette hele. Hav respekt for de opgaver, der er svære, og sæt lidt ekstra tid af til at forberede dig på dem eller sørge for, at du har de bedste betingelser til at løse opgaven. 

Bed om at se produktionsplanen, inden du siger ja til et job. Hvordan føles den? Hvis du ser den og alt skriger til himlen om, at det bliver for travlt – ja, så skal man måske have the guts til at sige nej tak.”

Jan Bacher Dirchsen har arbejdet som tv-tilrettelægger i over 20 år og har de senere år været producent hos Warner Bros. Han er desuden uddannet terapeut og har skrevet fagbogen ”Et spørgsmål om tillid – at lave tv med mennesker”.