Hudløs ærlighed er det gennemgående mantra i DR3’s dokumentarer

”For 20 år siden ville de her dokumentarer være blevet udskreget som følelsesporno, hvor der er en helt anden grænse i dag.”

Sådan siger Karen Løth Sass, adjunkt ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, da hun bliver spurgt, hvordan DR3 kan komme så tæt på. Hun har undersøgt den nye tendens i dokumentarproduktion, som DR3’s dokumentarer er et af de mest kendte danske eksempler på. Hun mener, at dokumentarerne er udtryk for en bevægelse i samfundet.

”Vi laver tv med folk, som vi ikke har gjort før. De her interviewpersoner ville man aldrig have taget kontakt til, da jeg blev uddannet journalist. De er simpelthen for sårbare, var den etiske tanke. Vi er i en anden tid nu, hvor folk publicerer sig selv hele tiden. Vi har slet ikke den grænse længere,” siger hun.

Ny genre mellem reality og dokumentar

Den bevægelse har skabt ændringer i dokumentar- og reality-tv-produktion, og det er netop i spændingsfeltet mellem de to genrer, DR3’s dokumentarer bevæger sig, forklarer hun.

”Vi bevæger os væk fra det tydeligt konceptualiserede og over i noget, vi gerne vil have skal minde om et autentisk og realistisk indblik i et eller flere menneskers liv, som lægges frem med stolthed, respekt og autenticitet,” siger hun.

Wow-effekten

Karen Løth Sass mener, at der er to primære grunde til, at dokumentarerne på DR3 har haft så mærkbar succes: En ”wow-effekt” koblet med ualmindelig dygtig tilrettelæggelse.

”’Går de virkelig så tæt på?’, tænkte man. De går en vej, som DR ikke gik før.  Wow-effekten er blevet fulgt op af noget respekt omkring det, fordi de er ordentlige med de her mennesker. Hvis man går så tæt på nogle, og får dem til at åbne så meget, skal man også have dem lukket igen bagefter. Der kommer et vakuum bagefter, når udsendelsen er slut, og tilrettelæggeren skal videre til noget andet,” siger hun.

”Hvis man ikke har forventningsafstemt undervejs, og efterfølgende samler op, bliver det svært. I DR’s produktioner er der sat tid og penge af til det - og det er tænkt ind i konceptet.”

Stik mod alle forventninger

Selvom hun understreger, at DR3's dokumentarer hver især har forskellige kvaliteter, fremhæver hun kanalens nok mest berømte produktion, ’Prinsesserne fra Blokken’ som eksempel på det, der gør produktionerne unikke: At de viser liv, som store dele af samfundet ikke kender til - og giver en stemme til en gruppe, der ikke har haft en før.

”Styrken ved 'Prinsesserne fra Blokken', er, at vi får en indsigt i en gruppe mennesker, som vi alle har set, når de hænger ud, og vi møder dem i S-toget, men som aldrig har haft en stemme. Når de så får den stemme, viser det sig stik mod alle forventninger, at vores fordomme var unfair. Det viser sig, at der også er en kæmpe styrke i de her mennesker. Jeg synes netop ikke, at det bliver et freakshow. Efterfølgende har folk talt om udsendelserne og personerne med en respekt,” siger hun. 

Hudløs ærlighed og på egen krop

Siden DR3 blev lanceret i 2013, har kanalen arbejdet efter to definerende fraser: ’Hudløs ærlighed’ og ’på egen krop’. De retningslinjer har kanalens journalister, redaktører og tilrettelæggere siden lanceringen forsøgt at ”knække tv-mæssigt”, fortæller Erik Struve Hansen, der er afdelingschef for DR UNG TV – den afdeling, der laver tv-programmer til DR for målgruppen 15-39 år.

”Vi er blevet dygtigere til at lave de serier, så kvaliteten er blevet højere. Vi er også blevet bedre til at finde ud af, hvad der interesserer mange folk, fordi en del af de her serier rammer faktisk virkelig mange mennesker – ikke mindst på streaming og DR TV. Der har været en form for bevægelse helt fra starten, som har taget rigtig meget fart i løbet af de seneste to år,” fortæller han.

”Den der hudløse ærlighed er et gennemgående mantra for alt det, vi laver; at folk både får lov til at fortælle deres historier, men at der virkelig forventningsafstemmes – vi aftaler, at hvis vi laver det her, så behandler vi dem ordentligt og udstiller dem ikke. Samtidig gør vi det klart, at de skal have lyst til reelt at fortælle noget, og ikke bare fedtspille med det at være med,” siger han.

Ligesom Karen Løth Sass fremhæver han ’Prinsesserne fra Blokken’ som ”det mest slående eksempel” på netop det, DR3s dokumentarer kan.

”Det var virkelig en svær produktion. Pigerne aflyste for eksempel ni ud af ti optagelser, fordi de simpelthen ikke gav en fuck, fordi de er dem, de nu er: prinsesser fra ghettoen, der gør, som det passer dem. Vi har haft mulighed for at lave nogle svære ting, gå ind i nogle miljøer, som måske ikke direkte inviterer, men hvor vi alligevel har fået lov at være med og vise tingene indefra,” siger han.

Den universelle præmis

DR3's dokumentarer produceres også, så de lever op til et andet unikt kriterie; at de skal fortælles ud fra det, Erik Struve Hansen kalder, en universel præmis. Historierne er altså ikke blot et indblik i et specifikt miljø, de fortæller også altid en større historie.

”Det er vigtigt, at vi fortæller nogle historier, man enten kan spejle sig selv, sine omgivelser eller dem, man står bagved i køen i. Det er meget vigtigt, at det ikke bliver lukkede historier, der kun handler om, eksempelvis hvordan det er at være balletdanser, men som også kommer til at handle om det at være en del af den stræbsomme generation af unge, vi ser lige nu,” siger han med reference til DR3-dokumentarserien ’I forreste række’.