DJ-trivselsturne satte stopper for sygemeldinger
Seks produktionsselskaber tog imod et tilbud om trivselsoplæg fra TV-Gruppen i DJ. På Eyeworks udviklede det sig til en aftale om supervision for alle tv-redaktioner. Resultatet blev et markant løft i produktionsglæde – og ikke en eneste sygemelding siden.
Stor nytte for få midler. Det var målet for TV-Gruppens formand Nicolai Würtz, da han strikkede en pakke til tv-produktionsselskaberne sammen. Pakken bestod af små trivselsoplæg fra tv-tilrettelægger og psykoterapeut Jan Bacher Dirchsen. Eneste krav fra Würtz var, at både ledelse og medarbejdere skulle møde op.
Seks arbejdspladser sagde ja tak, og i løbet af et par måneder mødte turnéen 250 medlemmer. De fik råd om, hvordan man både kan elske tv-branchen og passe godt på sig selv. Små fix på blot en time, som for de fleste resulterede i lidt mere arbejdsglæde og lidt mindre mentalt arbejdspres.
Eyeworks ville videre
På tv-produktionsselskabet Eyeworks var appetitvækkeren ikke nok. De ville sikre sig langtidsvirkning, så de besluttede at supplere med supervision. Det viste sig at være en formidabel idé. Ikke blot var både medarbejdere og ledelse begejstrede for supervisionsgruppens resultater. Efter supervisionen blev indført, har Eyeworks ikke haft en eneste sygemelding.
Signe Mølgaard: "Vi er mere opmærksomme på samarbejdet og gør os virkelig umage, når vi samarbejder"
Når supervisionen var så overvældende en succes, skyldes det tv-branchens særlige ’anatomi’, hvor omstillingskravene er enorme. De unge og de meget erfarne skal med kort varsel arbejde tæt sammen i perioder. Derefter kastes man videre til nye projekter med stramme produktionsplaner sammen med en masse nye mennesker. Det sætter ofte samarbejdsevnerne på prøve.
Supervisionen hos Eyeworks har nu kørt mere end et år. Den er obligatorisk for de enkelte tv-redaktioner, som får supervision hver 4.-6. uge, så længe en produktion kører. Med Jan Bacher Dirchsen som supervisor får alle deltagere god tid til at tale hver for sig – uden at blive afbrudt. Der bliver lyttet, reflekteret og luftet ud. Der bliver afklaret samarbejdsformer, rollefordelinger og kommunikationsgange i en styret proces med stor gensidig respekt.
”Supervisionen kører fortsat og er nu en så indarbejdet del af produktionsprocessen, at det kommer til at køre videre, også efter jeg nu stopper. Det er vildt tilfredsstillende,” siger Dirchsen. Han bakkes op af journalisterne – Signe Mølgaard siger:
”Vi oplever det som meget forløsende. Alle mærker en forbedring. Vi er mere opmærksomme på samarbejdet og gør os virkelig umage, når vi samarbejder. Det er en god følelse.”
Kommentarer