Det siger de store kanalchefer
Der skal være ”mindre freak-tv og færre blå blink” på TV2, mens DR fortsat satser målrettet på klogt fjernsyn og værdidebatter for åben skærm. TV3 fortsætter med en sikker vinder i form af en videreudvikling af realityshowet For Lækker til Love. Det var budskabet på årets Tv-Festival, hvor der vanen tro var kanalchefer på scenen, som stod på mål for spørgsmål om kanalerne nu og fremover.
DR1 - og tre år med fremgang
Gitta Rabøl fremhævede renæssancen af public service-tv som den vigtigste trend inden for tv det seneste år. Det, at DR har været i stand til at lave væsentligt, udfordrende, dagsordenssættende, samfundsrelevant tv og samtidig har oplevet en stigning i seertallet.
For hende fortsætter den trend forstået på den måde, at seerne fortsat vil efterspørge kvalitet og indhold med en vis tyngde. - Folk vil gerne være klogere, og vi kan mærke det, fordi vi kan sende 1½ times dokumentar på hovedkanalen i den gode sendetid – og folk ser det, fortalte hun.
På spørgsmålet om, hvad der skal kendetegne DR1 den kommende tid er det, at kanalen skal kunne samle danskerne, og at der skal være plads til yderligere fornyelse og mod til at vælge spændende nye formater.
- Hvis vi ikke tør nok, har vi det forkerte job. Men jeg synes, at DR tør, siger Gitte Rabøl. Gitte Rabøl oplever, at samarbejdet med produktionsselskaberne fungerer godt, og at der generelt er god gejst i brancen.
Danskhed til debat igen
Hendes udpluk fra DR1’s programudbud i den kommende tid var dokumentarfilmen ”Danmark på Prærien”, om indbyggerne i den lille amerikanske by Elk Horn. Her hedder mange af indbyggerne Rasmussen, Hansen og Nielsen, og de spiser æbleskiver med medisterpølse til morgenmad. I gamle dage blev der talt dansk på gaden, men nu er danskheden ved at forsvinde og viklet ind i amerikansk sprog og kultur. (Læs mere her).
DR1: Vi vil fortsat gerne sætte fokus på danske værdier
- Vi har valgt at vise det her program, fordi vi fortsat gerne vil sætte fokus på danske værdier ligesom vi har gjort det med ”Gør Danmark dansk” og ”Så tal dog dansk”. Vi vil gerne sætte de her værdier til debat – og i det hele taget gerne tage de her store debatter på hovedkanalen, sagde Gitte Rabøl og fortalte, at der også vil kommer programmer med fokus på børneopdragelse og skattefusk .
Det helt store sats
Ser man på udviklingen for DR1’s seertal, ser det rigtig pænt ud. Det får dog ikke Gitte Rabøl til at hvile på laurbærrene.
- Jeg er så stolt og glad, og det er en fuldstændig bevidst handling, der ligger bag. Netop relanceringen af DR1 og kanalporteføljen. Efter en kurve der bare havde gået nedad i 10 år, er vi meget stolte af, at kunne lykkes, siger Gitte Rabøl. Hun erkender, at der var stor usikkerhed om, hvordan seerne ville modtage flytningen af TV Avisen, som var det helt store sats.
- Det er noget af det største, du kan gøre ved en hovedkanal, men vi var enige om, at det var det rigtige. Det var et kæmpe sats at flytte TV Avisen, men jeg tror, det har haft netop den effekt på programfladen og seertallet, vi havde håbet på. Hvis ikke, havde jeg nok heller ikke stået her i dag, fortæller Gitte Rabøl.
TV2 - og kampen for at vinde genvinde seertillid
Hvis man blev en smule forvirret over at se Lotte Lindegaard som kanalchef TV2, er det ikke helt uforståeligt. Det var på tidspunktet for TvFestivalen kun fire dage siden, hun tiltrådte stillingen, efter at hun har haft samme titel for DR1 og DR3 de seneste to år. Lotte Lindegaard vurderes at have haft en ikke uanseelig andel i DR's positive udvikling, og de evner skal nu bruges hos TV2, der forhåbentlig også kan få vendt seertalskurven opad igen.
Sammen med TV2's programchef, Sune Roland, vurderede hun, at trenden det seneste år har været ’substans’. Det, at lave programmer, "der vil seerne noget", som hun udtrykte det. Ligesom Gitte Rabøl, nævnte de to TV2-repræsentanter dokumentargenrens fortsatte sejrsgang på skærmen, og Sune Roland fremhæver blandt andet dokumentaren "Blodets Bånd", der blev lavet med støtte fra TV2, som et eksempel. De kommende år vil programmerne fortsat afspejle seernes efterspørgsel på sustans og autencitet, mener Sune Roland.
- Med autencitet mener jeg, at folk på skærmen er det, de udgiver sig for. Tag fx. Bonderøven – han ER bonderøven, og folk elsker det. Den slags, tror jeg, bliver ved, og vi skal finde eksponenterne for den autencitet og føle noget sammen med dem.
I det hele taget tror jeg, at seerne er klar til noget, der føles mere ukontrolleret, og som ikke så hårdt formateret.
Lyset skal lukkes ind på TV2
Når Lotte Lindegaard og Sune Roland skal beskrive, hvad der skal kendetegne TV2 de kommende år er det masser af fornyelse – på flere måder.
- Taler vi om selve programmerne, så kommer der sindssygt meget nyt. Hvis vi ser på DR, så er mange af deres formater bygget på tidligere succeser. Den situation har vi ikke i TV2, så vi har i stedet forsøgt at føde noget nyt. Både noget egenudviklet og formater udefra, som kan bidrage med en friskhed til kanalen. Han supplerer: - Der har været lidt for mange kendte, kriminelle og freaks på fladen. Vi skal have rigtige mennesker tilbage i fladen, det er vores store mission for efteråret, siger Sune Roland.
TV2: Der er behov for at gentegne kontrakten med seerne
- Der er behov for at gentegne kontrakten med seerne, når det handler om TV2. Vi skal kigge på, hvordan vi igen bliver relevant, væsentlig og uundværlige for de danske seere. Det har vi jo været tidligere, så det er at spørgsmål om, hvordan vi bliver det igen.
På spørgsmålet om, hvordan samarbejdet fungerer med produktionsselskaberne, svarer Lotte Lindegaard og Sune Roland, at det fungerer godt. Så længe man husker at være specifik og god til at formulere, hvad det er, man vil have. Det er afgørende for partnerskaber og nyskabelser, understreger Roland.
Kendte sportsstjerner skal samle nationen
TV2’s bud på et program, de er særligt stolte af og forventer sig meget af, er den nye programserie "Mestrenes Mestre", der forhåbenlig kan tryllebinde de danske familier til skærmen i den kommende tid.I programmerne kan man møde store, danske sportsstjerne som Allan Simonsen, Dan Frost og Rikke Hørlykke, der i et klassisk format (tænk Robinson møder Stjernerne på Slottet) skal dyste i forskellige hårde mentale og fysiske discipliner - og desuden fortælle og gense højdepunkter fra deres sportslige karriere. Den populære vært, Mikkel Beha, skal lede slagets gang,
- Vi vil gerne hylde det nationale fællesskab og samle nationen om nogle personer, vi kan være stolte af og lære noget af. Det seerne skal have ud af det, er, at hvis man kæmper for noget, kan man opnå det, forklarer Sune Roland om programsatsningen.Han medgiver, at der ikke er sparet på noget i Mestrenes Mestre.
- Der er store personer, store følelser, og det hele er lækkert pakket ind. Formatet er ikke dansk-udviklet. Det er er oprindelig belgisk, men TV2 har været mest inspireret af en version, der for nylig er blevet sendt i Sverige.
Om det bliver Mestrenes Mestre, der kommer til at hive seertallene op for TV2, det vil tiden vise. Men der er grund til at håbe, for det har set noget sløjt ud for det kommende år. Fra at være førende, har TV2 i den grad tabt seere til de andre kanaler.
- Ja, de tal gør nas. De er en kombination af at andre har gjordet det rigtig godt, og at TV2 har gjort noget forkert. Blandt andet at glemme nærheden til danskerne, men det skal der rettes op på. Og det er jo også derfor, Lotte og Anne (Lotte Lindegaard og Anne Engdal Stig Christensen) er flyttet herover, siger Sune Roland.
- Relevansen skal tilbage, og så skal vi have lukket lyset ind på TV2. Der har, som Sune siger, været lidt for mange blå blink og freaks. Vi skal have glæde og lys tilbage – og det dér viser jo alvoren, vi har travlt, tilføjer Lotte Lindegaard med henvisning til seertallene.
TV3 - mere underholdning til færre seere
Den vigtigste trend, kanalchef Morten Mogensen fra TV3 har bidt mærke i, er det samlede fald i antallet af seere. Ikke kun for TV3, men helt generelt, fordi folk vælger at streame.
- Der er simpelthen færre folk, der ser tv. Og det er ret vigtigt, når man er en kommerciel forretning, at der er folk, der ser det. Så det har været vores hovedpine det seneste år. Men her den seneste uge har det set ud til, at tallene er stabiliseret, så måske den faldende tendens er ved at afbøde, siger Morgen Mogensen.Han oplever også en tendens til, at de kommercielle kanaler og public service kanalerne er begyndt at ligne hinanden mere på de programtyper, der sendes.
- Jeg synes, DR har gjort det rigtig flot. Nu blev især dokumentargenren fremhævet, men jeg synes også, at DR har været dygtige med nogen mere kommercielle programmer, såsom "Danmarks Smukkeste Hjem"og "Den Store Kagedyst" – en type af programmer, som tidligere lå på TV2 og TV3, siger Morten Mogensen.Han mener dermed, at de store kanaler på trods af kommerciel eller public service-profil i stigende grad minder om hinanden.
Når han kigger fremad, ser han fortsat TV3 profilere sig på programmer, som har stor volumen, og som kan skabe en levende sendeflade på en kanal, der ikke er nyhedsbåren. Han nævner som eksempel kokkeprogrammet "Masterchef". Morten Mogensen fortæller også, at TV3 selvfølgelig fortsat vil satse på programmer som er til de unge – f.eks. Paradise Hotel.
Hvad angår samrbejder med producenterne, oplever Morten Mogensen, at det fungerer godt. - Der er selvfølgelig altid plads til forbedringer. Men vi har et godt samarbejde med producenterne, og vi har haft noget udviklingsamarbejde de seneste år. Men vi er krævende, og der bliver stillet større krav til pitcning i dag end i gamle dage, hvor man bare kunne komme med et stykke papir, og så var det købt.
Hvorfor ændre på et vinderkoncept?
Et af TV3’s programflagskibe i efteråret og frem bliver en videreudvikling af den populære realityserie "For lækker til love". Et program, hvor kræsne singler jagter deres livs kærlighed i byen og på forskellige dates. I næste omgang af serien er singlerne flyttet til København, og serien har derfor skiftet navn til "For lækker til København". Den velkendte realitystjerne, latinobøssen Gustav, er selvfølgelig også tilbage på skærmen med sine stemte s’er og udsagn som; - Han ligner bare sådan en smølf, der ikke har fået noget i rigtig lang tid. Der er alt i alt masser af champagne, fest, åbenstående skjorter og glatte, solaribrune bryster (mandlige og kvindelige).
TV3: Vi skal skabe en levende sendeflade på en kanal, der ikke er nyhedsbåren
Men hvad skal seerne have ud af det?, bliver der spurgt.
- Underholdning. Vi siger jo, at vi er en underholdningskanal, så det gør vi meget ud af, svarer Morten Mogensen og tilføjer glæden ved at følge nogen unge mennesker i deres jagt på kærligheden, som de tilsyneladende ikke har det store held med.
- Jeg har taget det her klip med, fordi jeg gerne vil fortælle, at det faktisk ikke var os, men producenten selv, der opfordrede os til ikke at gentage "For lækker til love". De synes, vi skulle videreudvikle det og foreslog selv "For lækker til København". Og jeg synes bare, det er så super fedt og enormt forfriskende. For vi vil jo gerne som indkøbere overraskes. Jeg ligger jo ikke inde med alle svarene. Jeg kan have nogen ideer, men der er jo folk derude, der er langt mere kreative end mig, understreger Morten Mogensen. FLTL er oprindelig en dansk ide fra Metronome.
Så længe, vi har fat i de unge
Seertallen for TV3 viser en lille fremgang i kanalens markedsandel. Det glæder Morten Mogensen i en tid, hvor seerne i stigende grad vælger streaming-tv til og de traditionelle tv-programmer med faste sendetider fra. Dog er TV3 særligt interesseret i netop den yngre seergruppe, der aldersmæssigt er mellem 15-49, og for dem ser tallene endnu bedre ud – faktisk tæt på tallene for TV2, fortæller Morten Mogensen.
- I de her målgrupper er tallene jo anderledes, og det er vigtigt for os, for der er jo nogle af dem, vi satser mere på. Vi er en meget ung kanal, som er kommerciel og reklamebaseret, så det er vigtigt at have fat i de unge. Og det har vi.
Kommentarer