Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Danskernes medievaner 2014 er kortlagt

DR Medieforskning har netop lanceret deres rapport over danskernes medieforbrug. Rapporten giver et indblik i, hvordan danskerne bruger tiden på forskellige medier - fra tv-skærmen til sociale medier.

Hvert år gør DR status over danskernes medieforbrug både på tv, radio og nettet i en rapport over medieudviklingen - således også for 2014. Rapporten viser blandt andet, at de sociale medier i stigende grad er trafikdrivere, når det kommer til indhold. Især Facebook, som ellers tidligere har fået 'uddøende'-stemplet, lever i bedste velgående - også blandt den yngre målgruppe.

Dog er det mere udtalt for den yngre målgruppe, at tiden nu i højere grad bliver brugt på andre konkurrerende sociale medier såsom Snapchat og Instagram. Snapchat eksisterer stort set kun blandt danskere under 30 år, men her er det også stort. Halvdelen af alle 12-19-årige og godt en fjerdedel af alle 20-29-årige bruger Snapchat dagligt. Instagram bliver, ligesom Snapchat, især brugt af de 12-29-årige, men har dog væsentligt flere brugere over 30 år sammenlignet med Snapchat.

Vi ser stadig tv - bare via streaming

Rapporten viser - nok ikke overraskende, at streaming fortsat bliver større blandt danskerne. Forbruget er vokset med 38 procent, mens danskernes forbrug er af traditionelt tv er faldet med fire procent i forhold til 2013. Det samlede forbrug af tv og tv-lignende indhold er uændret, men en del af forbruget har flyttet sig, især over på streamingtjenesterne.

Blandt de 15-25årige er mediebrands som Spotify, Netflix og Youtube især populære som streamingmuligheder. Ofte har de unge et særligt forhold til de brands, de benytter i deres hverdag, og bruger de forskellige medier afhængigt af situationen. Det netyder, at de heæt unge Lego-forbrugere fx nu bruger tid på at se web-tv fra Lego.

Meget mere om medievaner

’Medieudviklingen 2014’ ser blandt andet set på unge og ældres brug af bærbare enheder, hvordan befolkningen zapper, og hvor udbredt second screen er, når danskerne sidder foran tv’et. Desuden indeholder rapporten en temasektion, der ser nærmere på folks ændrede tv-vaner, og medieforskerne kommer med deres bud på, hvad fremtiden bringer inden for det medieteknologiske område.

Kommentarer