Gå til hovedindhold
Dansk Journalistforbund
Medier & kommunikation
Bliv medlem Menu

Barsel

På denne side har FILM&TVGRUPPEN samlet reglerne om barsel for både lønmodtagere, lønmodtagerfreelancere og selvstændige.

Fravær

Barselsloven giver dig ret til fravær før og efter fødslen. Fraværsretten gælder for alle forældre. Du har derfor ret til fravær, uanset om du måtte have ret til at få barselsdagpenge under fraværet, og uanset om du er lønmodtager eller selvstændig.

Barselsdagpenge

Som forældre har I ret til orlov med fulde barselsdagpenge i tilsammen 52 uger, hvis I opfylder betingelserne herfor. Selve fraværsretten udgør en længere periode end 52 uger. Det er derfor muligt at holde en længere orlov end den periode, hvor der gives barselsdagpenge.

Barselsdagpengene ydes for følgende perioder:

  • 4 ugers graviditetsorlov

  • 14 ugers barselsorlov (mor)

  • 2 ugers fædreorlov (far)

  • 32 ugers forældreorlov til deling mellem mor og far

Barsel for lønmodtagerfreelancere

Som lønmodtagerfreelancer vil du i de fleste tilfælde selv skulle spare op til din barsel og klare dig med barselsdagpenge og opsparing. Du skal kontakte Udbetaling Danmark for at høre nærmere om din ret til barselsdagpenge som lønmodtagerfreelancer.

Hvis du som lønmodtagerfreelancer er tilknyttet en fast arbejdsgiver, kan du forsøge at aftale med din arbejdsgiver, at du under din barsel får det i løn, som din arbejdsgiver kan få refunderet under din barsel i medfør af barselsudligningsordningen. Du kan læse mere om ordningen nedenfor.

 

Barsel for lønmodtagere

Hvis du er ansat på en individuel kontrakt eller en overenskomst, kan du have ret til at modtage løn under hele eller dele af din orlov. I den periode, hvor du modtager løn, vil din arbejdsgiver få dine barselsdagpenge i refusion.

Hvis du ikke har ret til fuld løn under din barsel, bør du aftale med din arbejdsgiver, at du som minimum får det i løn, som din arbejdsgiver kan få refunderet under din barsel i medfør af barselsudligningsordningen. Du kan læse mere ordningen nedenfor.

Barsel for selvstændige med CVR-nummer

Som selvstændig med CVR-nummer skal du søge om barselsdagpenge via virk.dk/nemrefusion.
Du skal dokumentere, hvor meget du har arbejdet, typisk ved at indsende seneste årsregnskab.

Som selvstændig med CVR-nummer er du berettiget til barselsdagpenge, hvis du har drevet selvstændig virksomhed i mindst seks af de foregående 12 måneder, du har arbejdet mindst halvdelen af den normale overenskomstmæssige ugentlige arbejdstid, og du har arbejdet i den seneste måned forud for fraværet.
Hvis du ikke har været selvstændig i 12 måneder forud for din barselsorlov, bliver forudgående perioder som lønmodtager regnet med. Udbetaling Danmark beregner din barselsdagpengesats på baggrund af din indtægt i virksomheden. 

Du har pligt til at holde fri i de første to uger efter fødslen. Derefter kan du vælge, om du vil holde orlov på heltid eller halv tid. Deltidsorlov giver dig mulighed for at arbejde op til halvdelen af de timer, du tidligere arbejdede i din virksomhed. Holder du deltidsorlov, får du udbetalt halvdelen af den for dig relevante dagpengesats, og din orlov kan forlænges forholdsmæssigt, så du eksempelvis kan holde 30 ugers deltidsorlov på halv dagpengesats i stedet for 15 ugers fultidsorlov på hel sats. 

Er du selvstændig, men har valgt at etablere dig med et A/S, et ApS eller et IVS, hvor du får løn fra, vil du blive betragtet som lønmodtager i forhold til barsel. Det betyder, at din virksomhed skal søge om at få refusion for sine udgifter til din barsel gennem virk.dk/nemrefusion.

 

Barselsudligningsordningen

Som ansat betaler din arbejdsgiver et beløb for dig til en barselsfond. Hvis du ikke har ret til fuld løn under din barsel, bør du aftale med din arbejdsgiver, at du som minimum får det i løn, som din arbejdsgiver kan få refunderet under din barsel i medfør af barselsudligningsordningen.

Din arbejdsgiver kan få refusion for dine barselsdagpenge samt et yderligere beløb i medfør af barselsudligningsordningen, hvis din timeløn er højere end dagpengesatsen. Barselsudligningsordningen betyder, at alle arbejdsgivere skal betale et beløb for hver ansat til en barselsfond, hvorefter barselsfonden dækker udgifter til løn under barsel helt eller delvist.

Størrelsen af din arbejdsgivers lønrefusion afhænger af størrelsen af den løn, som du modtager under din barselsorlov. Hvis du får en timeløn på minimum 164,53 kr., får din arbejdsgiver fuld refusion og dermed refunderet 170,29 kr. pr. time (2016-niveau). Beløbet til din arbejdsgiver er højere end din timeløn, da arbejdsgiveren får et tillæg til dækning af feriepenge, som skal betales udover din løn. Er din timeløn mindre, bliver refusionen til din arbejdsgiver tilsvarende mindre. Refusionen til din arbejdsgiver bliver beregnet ud fra den aftalte timeløn minus 8 % i AM-bidrag plus 12,5 % i feriepenge. Der udbetales højst refusion for 37 timer pr. uge.

Hvis du arbejder 37 timer pr. uge og får 164,53 kr. i timen fra din arbejdsgiver under barsel, vil din månedsløn udgøre 26.379,09 kr.

Din arbejdsgiver kan få refusion for følgende perioder:

  • Fire uger før forventet fødsel til mor

  • To uger efter fødslen som pligtorlov til mor

  • To ugers fædreorlov til far inden for de første 14 uger

  • 25 ugers barselsorlov til deling pr. barn til far eller mor

Du kan læse mere om, hvor meget din arbejdsgiver kan få i refusion HER

Fandt du den information du søgte