Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Fagligt Stævne

Fagligt Stævne er DJ's arrangement for alle fagligt aktive i DJ; tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, bestyrelsesmedlemmer. Det afholdes hvert 2. år - i 2024 er det den 14. november kl. 11-18 i DGI-Byen i København. Bagefter er der middag og netværk.

Er du tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller medlem af en bestyrelse i en kreds, specialgruppe eller specialforening i DJ.

Hvis du kan tilmelde dig, skulle du meget gerne have fået en mail med en invitation.

Ellers kan du tilmelde dig her

De første 10 sessioner er planlagt 

Vi kan nu løfte sløret for en stor del af det faglige program, der igen i år dels foregår i plenum for alle, og dels på spor, hvor du kan vælge at deltage i den session, der er mest relevant for dig. I midten af oktober forventer vi at kunne præsentere det fulde program med tider, lokaler etc. 
Efter en kort fælles velkomst starter vi med et oplæg i plenum;

1. Fællesskabswashing og medlemskunder - hvad er fremtidens fagforening?

Hvad hvis nu vi skulle bygge en ny fagforening i dag… hvordan ville sådan én se ud? Hvad ville den tilbyde? Hvordan ville den være organiseret?

Dét er udgangspunktet for Finansforbundets projekt, Fremtidens fagforening. Projektleder Signe Bjørg Lyck vil fortælle om projektet og dets læringer indtil videre. Du kan forvente at få spørgsmål, der udfordrer dit billede af, hvad en fagforening er. Vi skal også diskutere hvilken type fællesskab en fagforening er og skal være – og hvilke fællesskaber, der egentlig har succes i dag. 

Til slut vil Signe komme med tre anbefalinger til der hvor DJ er i dag.
Efter frokost kan du på spor blandt andet glæde dig til følgende sessioner:

2. Hvordan skal fremtidens mediestøtte fordeles?

Produktionsstøtte, innovationspulje, ugebladspulje, magasinpulje…

Hvert år fordeler Medienævnet knap 400 millioner kroner til produktion af journalistik.

Nu har et bredt flertal i Folketinget bedt et udvalg om at se på, hvilke kriterier der skal lægges vægt på, når millionerne skal fordeles i fremtiden.

Her kan du give dit input til fremtidens mediestøtte-system til næstformand Allan Boye Thulstrup, der er DJs repræsentant i regeringsudvalget.

3. Generation Z: Samarbejde i meningsfulde fællesskaber

De unge er umulige at forstå. De er besværlige, krævende og skrøbelige. De vil hellere holde fri end arbejde. Sådan lyder det mange gange, når ældre generationer taler om unge fra generation Z. Andre vil pege på, at de unge er læringsorienterede, kreative og entreprenante, og at de stiller helt relevante krav til, hvordan de arbejder og samarbejder. 
Fordelt over to spor introduceres deltagerne til generation Z, dens præferencer i forhold til ledelse, samarbejde og arbejdsformer. Spor et har form at et fagligt oplæg, mens spor to vil fokusere på inddragelse af deltagerne i form af bl.a. spørgsmål og erfaringsdeling.  

De to spor præsenteres af Mette Højbjerg og Eske Hjort, der deler interessen for organisationspsykologi og i dette efterår afslutter psykologistudiet på KU med et speciale om emotioner og identitet i forbindelse med kriser i arbejdslivet. 

4. Forhandlingsspil om mediemarkedet 

Kom og vær med til et underholdende og lærerigt forhandlingsspil, hvor du har mulighed for at få afprøvet dine forhandlingsevner, uanset om du er TR, AMR eller medlem af en bestyrelse. 

Der er plads til ca. 10 aktive forhandlere, der gennemgår et intensivt forhandlingsforløb. De øvrige deltagere i spillet er observatører. Du vil blive taget godt og trygt gennem workshoppen af DJ’s forhandlingskonsulent, Rasmus Skat Andersen.  

Når forhandlingerne er afsluttet, vil der blive samlet op og centrale læringspunkter vil stå klart. 

Ønsker du at deltage i workshoppen som forhandler, skal du tilmelde dig på forhånd ved at skrive en mail til Rasmus Skat. Det er først-til-mølle-princippet der gælder her, men der er også plads til at deltage som observatør på workshoppen, som ikke kræver tilmelding på forhånd.  

5.AI & dig

Hvad stiller AI egentlig af krav til DJ’s tillidsvalgte. Hvad skal man værre opmærksom på, og hvor er faldgruberne, når den kunstige intelligens ruller ind?  Hvor kan man hente hjælp i DJ’s aftaler og hvordan sikrer man, at ingen bliver løbet over ende i udviklingen.

Få svar på disse og sikkert også mange andre spørgsmål i dette oplæg hvor du kan møde en perlerække af DJ’s konsulenter, nemlig Stine Daugaard, Henrik Bruun, Hans Jørgen Dybro og Christian Dølpher.

6.Workshop primært målrettet arbejdsmiljørepræsentanter: Går vejen til mindre stress gennem mere indflydelse til medarbejderne?

I denne workshop tager vi udgangspunkt i arbejdsmiljøforsker Malene Friis Andersens bog ”Det kunne være så godt” der på baggrund af forskning, konstaterer, at jo mindre indflydelse medarbejdere har på arbejdet, des mere stressede er de. Og omvendt er medarbejdere mindre stressede, når du har en høj grad af indflydelse på arbejdet.

I workshoppen vil vi udfolde nogle pointer fra bogen om indflydelse, og lægge op til en debat om, hvordan man på arbejdspladserne kan ”tage indflydelsen tilbage” og hvordan AMR kan have en rolle i den sammenhæng. 

Kom og vær med til en debat om hvordan vi skaber bedre arbejdspladser, og tag forhåbentligt inspiration med hjem til dit arbejdsmiljøarbejde

Oplægsholder er Tom Hansen, Arbejdsmiljøkonsulent i DJ

7. Relationen mellem tillidsfolk og freelancere

Hvordan skaber vi de bedste vilkår for de freelancere, der tjener en del af deres penge på de overenskomstdækkede arbejdspladser, så de kan leve af deres løn og samtidig undgår at undergrave overenskomsten. Skal der laves en freelance-klub, skal vi have åbne lønlister eller noget helt tredje. Kom med til et oplæg, der giver fif til, hvordan der skabes det bedst mulige forhold mellem tillidsvalgte og freelancere på arbejdspladsen.

Oplægsholdere og moderatorer er blandet andet Marianne Hänninen Molin og Henrik Bruun samt et par eksterne bidragsydere. 

8.Workshop om OK-krav:

Løn og frihed. De to krav går igen, hver gang der skal indhentes krav til en overenskomstfornyelse. Men er det også de vigtigste krav? Eller er det bare spørgsmål om vanetænkning og en fuldstændig mangel på kreativitet, der sender dem i manegen, hver gang overenskomsten skal fornyes. Kom med til en workshop med DJ’s forhandlingskonsulent, Rasmus Skat hvor vi prøver at bryde vanetænkningen og se, om vi kan udvikle anderledes overenskomstkrav. Krav, der måske kunne ende med at gøre arbejdspladsen til et bedre sted at være. 

9.Få flere med i fællesskabet! - styrk relationerne til dine kollegaer

Vi dykker ned i værktøjskassen med redskaber, der styrker relationen til dine kollegaer. Du lærer at engagere og aktivere dem, så de i højere grad bidrager til fællesskabet. Vi arbejder også med de barrierer, der kan opstå, når du starter en samtale om dine kollegers ve og vel. Workshoppen er aktiv, hvor alle bidrager og får mulighed for at teste redskaberne.

Oplægsholder vil være DJ’s organiseringskonsulent Line Petersen. 

10. Optimer din medlemskommunikation    

Nyhedsbreve. Sociale medier. Hjemmeside. Du kan stresse dig selv med mange kanaler, som du gerne vil kommunikere til jeres medlemmer på. Men måske kan I i jeres specialgruppe, kreds eller forening lave en kommunikationsplan, som opfylder medlemmernes behov og ønsker til kommunikation fra jer, men som ikke stresser jer, der skal udføre den unødigt.  

I denne workshop kan du få input, tips og tricks til, hvordan du strukturerer din medlemskommunikation og udnytter de forskellige kommunikationskanaler bedst muligt. Workshoppen består af et oplæg fra DJ’s kommunikationskonsulenter Mikkel Inumineq og Bo Therkildsen, men lever i høj grad igennem live-dialog med jer som deltagere.  

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk