Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Skal du være sikker, må du gå offline

Ovenpå interviewet med Edward Snowden diskuterede et panel, hvad man kan gøre som borgere og journalister for at sikre sig imod overvågning.

Snowden

Alex Luka Ladime Snowden "besøgte" søndag morgen Fagfestival, og livestreamen fra Rusland dannede senere på dagen grundlag for en debat om overvågning.

Den massive overvågning af vores kommunikation og vores bevægelser er i strid med Grundloven. Dette var alle i panelet enige om. Den store udfordring er, hvordan man som journalist kan sikre sig selv og kilder mod overvågningen.

Terror som overvågnings-undskyldning

Når NSA, Forsvarets efterretningstjeneste og politikerne skal retfærdiggøre den massive overvågning, er det med argumentet om, at det kan forhindre terror og kriminalitet. Der er bare ikke beviser på, at det til dato er lykkedes, mener Peter Kofod, der er internetaktivist og den første af sin slags, der interviewede Edward Snowden.

" Det handler om at finde et halmstrå i en bunke af milliarder af strå," siger Peter Kofod.

En anden udfordring er, at størstedelen af den danske befolkning har den holdning, at hvis man ikke har noget at skjule, kan man være ligeglad med at blive overvåget.

De, der mener, at de har grund til at undgå overvågning, tager lavtekniske løsninger i brug.
"Hvis du ikke vil overvåges, skal du gå offline. Eller du kan bruge private koder, der kun giver mening for dig," siger Filip Wallberg, der er lektor i journalistik på SDU.

Selv når journalister er opmærksomme på at sikre kilder og beskytte kommunikationen, er der en anden modspiller. Mange af mediernes arbejdsgivere tillader ikke, at man installerer krypteringsværktøjer på sin arbejdscomputer.


"Når man for eksempel bruger Microsoft-programmer, så deler man sin aktivitet med Microsoft," siger Filip Wallberg og Peter Kofod fortsætter: "Og Microsoft deler data med NSA - det har Snowden dokumenteret."

Overvågning er politikernes ansvar

Et spørgsmål, der optog salen og panelet var justitsminister Søren Pinds tredje forsøg på at få gennemført den såkaldte logningsbekendtgørelse. Med bekendtgørelsen vil man i højere grad overvåge folk via deres egentlige kommunikation.
"Det er en kriminalisering af alle mennesker, når man overvåger deres bevægelser på den måde," siger næstformanden i DJ, Tine Johansen.

"Hvordan kan man stille politikerne til ansvar, hvis de ikke vil tale med os," spurgte Matthias Bay Lynggaard fra Danmarks Radios P1. Her var det korte svar fra Peter Kofod, at så må man lade være med at tale med dem. Han mener, at ansvaret for den ulovlige overvågning ligger hos politikerne, men ansvaret for at sikre kilderne ligger hos journalisterne.

"Vi kan skubbe lorten over til justitsminister Søren Pind. Den lugter grimt, og han skulle gøre noget ved den, men ansvaret for kilderne er vores," siger Filip Wallberg.

En gruppe studerende fra DMJX dækker Fagfestival '16 som del af et undervisningsprojekt.

Kommentarer