Når bægeret flyder over med død og ødelæggelse
Ingen af de journalister, Jørn Stjerneklar arbejdede sammen med under folkedrabet i Rwanda, er kommet helskindet igennem blodbadet. Selv har han fået PTSD. Her fortæller han historien bag et af fotografierne fra Rwanda.
I højre hjørne ligger en ung mand på en båre. Hans overkrop er en smule fordrejet. Øjnene er lukkede, og munden er let åben. Han er død. Længere inde i rummet kan man skimte flere lig og adskillige tomme bårer. Fra venstre hjørne af fotografiet falder en mands skygge diagonalt ind i motivet.
Billedet er taget en måned inde i folkedrabet i Rwanda 1994, da byen Kanombe lige var blevet befriet af Tutsi-guerillaen Rwandan Patriotic Front. Jørn Stjerneklar var en af de første journalister, som fik adgang til det befriede område, og her blev han mødt af synet af flere dræbte soldater.
Det var på infirmeriet, han for alvor fik øjnene op for nuancerne i krig: at der ikke findes ’gode’ og ’onde’. De dræbte soldater på bårerne var hutuer, hvis ledere stod bag folkedrabet. Og det var Tutsi-guerillaen, der havde henrettet dem. Tutsierne, som Jørn Stjerneklar anså som ’the good guys’.
”De folk, der er døde på det her billede, er blevet skudt i deres senge. De er ikke blevet slået ihjel af en granat – de er simpelthen blevet henrettet. Det var en øjenåbner for mig: At der ikke var nogen, der overholdt de spilleregler, der er i krig. Det var en overraskelse for mig, fordi Tutsierne var så disciplinerede. Det var den bedste guerilla-hær, jeg nogensinde havde mødt,” siger Jørn Stjerneklar.
Den usynlige detalje
Billedets vigtigste detalje er usynlig. På det tidspunkt lavede Jørn Stjerneklar også radio om massakren. Til udsendelserne skulle han bruge, hvad han selv kalder ”den ultimative lyd af folkedrab” - fluer.
Så da Jørn Stjerneklar havde fotograferet soldaterne på infirmeriet, satte han sig ned ved manden på båren og tog sin båndoptager og mikrofon frem, for at fange lyden af de fluer, der allerede havde formeret sig i liget.
”Det er første gang i mit liv, at jeg tænkte: ”Hvad fanden laver du?”. Jeg så pludselig mig selv udefra. En hvid mand, der sad med en mikrofon helt oppe i hovedet på en død, sort mand. Og så så jeg den her bizarhed i det: ”Skal vi lige suge det sidste ud af dig?”. Det er første gang, at jeg har fået fysisk kvalme over mig selv,” siger Jørn Stjerneklar, der blev rystet over, hvor langt han ville gå for en lyd.
Nærdødsoplevelse og PTSD
Normalt ville Jørn Stjerneklar have kasseret fotografiet på grund af skyggen i venstre hjørne. Men netop skyggen er med til at gøre dette fotografi særligt for ham. Den tilhører en fransk fotograf, som, en måned inden billedet blev taget, reddede Jørn Stjerneklars liv.
”Det er jo ikke et af de mest dramatiske billeder, jeg har taget. Men det har en ekstra betydning for mig. Det er godt nok kun hans skygge på billedet, men det er stadig ham, der reddede mig, da jeg var tæt på at blive slået ihjel, der står der,” siger Jørn Stjerneklar.
Da han næsten lige var ankommet til Rwanda, blev han og den franske fotograf stoppet ved en vejafspærring. Jørn Stjerneklar blev anklaget for at have filmet soldaterne og truet med at få skåret halsen over. Han havde filmet og kunne ikke overbevise soldaterne om det modsatte. Men franskmanden fik – med en nødløgn om, at man kun kan tage billeder, hvis flashen går af – overbevist soldaterne om, at filmrullen var tom. Jørn Stjerneklar fik lov til at gå.
Nærdødsoplevelsen er én blandt mange oplevelser, der har været med til at give Jørn Stjerneklar PTSD. Inden da havde han igennem syv år fotograferet krig og oplevet død på et plan, som de færreste kommer til. I dag kan han ikke sætte en finger på, hvilken oplevelse der har været værst eller mest traumatiserende.
”Bægeret bliver bare fyldt op. Men folkedrabet var så voldsom en påvirkning, at der ikke er én af os, der dækkede det, som ikke er knækket på et eller andet plan i dag. Det er skalaen af ondskaben, som knækker os,” siger han.
Jørn Stjerneklar arbejder nu med at dække PTSD i en række film. Blandt andet i tre portrætter af PTSD’ens konsekvenser for fotograferne Peter Hove Olesen, Jan Grarup og ham selv. De vises på fagfestivalen søndag kl 12.
En gruppe studerende fra DMJX dækker Fagfestival '16 som del af et undervisningsprojekt
Kommentarer