Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Graverchef hos Politiken: ”Vi skal arbejde mere på tværs af grænser”

Graverchefen fra Politiken, John Hansen, var forbi Fagfestival for at tale om Panama-papirerne, og her slog han et slag for mere internationalt samarbejde mellem graverjournalister.

John Hansen

Alex Luka Ladime John Hansen, der er graverchef hos Politiken, er en del af Det Internationale Konsortium af Internationale Journalister, og herigennem fik han adgang til de lækkede dokumenter kendt som Panama-papirerne.

Der vil være brug for langt mere samarbejde af international karakter mellem graverjournalister i fremtiden. For når politik, erhvervsliv og kriminalitet går over grænser, så må graverjournalistikken også gøre det.

Det mener John Hansen, graverchef hos Politiken, der mandag holdt oplæg på Fagfestival i Odense Congress Center.

Han er selv en del af Det Internationale Konsortium af Undersøgende Journalister, ICIJ, og her igennem har han haft adgang til de lækkede Panama-papirer, der blandt andet afslørede, at flere indflydelsesrige personer havde penge placeret i skattely.

Ifølge John Hansen er Panama-papirerne et godt eksempel på, hvordan det kræver et organiseret, internationalt samarbejde at løfte opgaver af den kaliber. Eksempelvis hjalp journalisterne i ICIJ hinanden med at få styr på de mange dokumenter, de delte gode kilder og samarbejdede om de store fælleshistorier.

John Hansen fremhæver desuden, at en del af samarbejdets succes skyldes, at det er journalister og ikke medier, der er medlemmer af ICIJ.

”En journalist er personligt medlem af ICIJ. Det er ikke et samarbejde mellem medier. Derfor kan man også lettere blive enige om ting som for eksempel en fælles publiceringsdato, på trods af at der var over 120 journalister til stede i forbindelse med Panama-papirerne,” siger John Hansen.

Der kommer flere internationale samarbejder

ICIJ lægger vægt på, at der ikke er for meget konkurrence mellem de enkelte medier i de lande, hvor de pågældende graverjournalister er tilknyttede, og dermed er medlemstallet begrænset. Derfor opfordrer John Hansen til, at journalister også skaber lignende samarbejder uden for ICIJ.

”Det er det internationale samarbejde, der bliver mere af i fremtiden. Alle har noget at vinde ved det. Jeg ved, at flere journalister laver internationalt samarbejde – også uden for ICIJ,” siger John Hansen efter oplægget på Fagfestival.

John Hansens arbejde med Panama-papirerne har blandt andet ført til afsløringerne om banken Nordea, der har hjulpet hundredvis af kunder med at etablere anonyme selskaber i skattely. En sag som på nuværende tidspunkt efterforskes af bagmandspolitiet.

En gruppe studerende fra DMJX dækker Fagfestival '16 som del af et undervisningsprojekt.

Panama-papirerne:

11,5 mio. dokumenter er indtil videre blevet lækket til ICIJ i sagen om Panama-papirerne. En sag, som er blevet kaldt det største læk i datajournalistikkens historie, og som afslørede, hvordan politikere, sportsstjerner og selskaber har anbragt penge i skattely i Panama.

Kommentarer