Gå til hovedindhold
Bliv medlem

DMJX-studerende i selskab med ‘de voksne’

19 DMJX-studerende og to undervisere har etableret en nyhedsredaktion under Fagfestivalen; vi glæder os, tag godt imod os!

Når Edward Snowden fra Moskva taler til over 1000 danske mediefolk i Odense søndag formiddag, så sidder der også et par studerende fra DMJX og lytter med.

De skal rapportere fra seancen - i tekst, billeder, grafik. Og i lokalet inde ved siden af - i Galleriet, lige ved registreringen – har de redaktionslokale sammen med nogle medstuderende.

Den lille redaktion på i alt 19 studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole dækker Fagfestivalen. Fra åbningen søndag morgen, og til vi slutter mandag eftermiddag - inklusive dele af festen søndag aften.

På tværs af studieretninger på DMJX

Redaktionen er et særligt undervisningsprojekt, hvor vi også har samlet studerende fra forskellige dele af DMJX: Fotojournalist-studerende, studerende fra TV- og Medietilrettelægger-uddannelsen, samt studerende fra tre forskellige semestre på journalist-uddannelsen.

Vi har fået lov til i de to festival-dage at fodre Nyheder-delen af fagfestival.dk, hvor vi har fået frie hænder; dertil publicerer vi via egne kanaler (links nederst). Vi vil særligt prøve at bruge infografik og video i denne type event-dækning.

Vi rykker ligesom fagfestival-gæsterne to dage ud af kalenderen. Her i Odense kastes de studerende ind i et miljø, der nok er det både sværeste og letteste, man kan forestille sig som studerende i den verden:

1200 rigtige journalister og kommunikatører, dvs de kritiske og erfarne og farlige ‘voksne’, som helt sikkert vil save én midt over, hvis man spørger dumt eller fumler med kameraet, og som i hvert fald vil gøre det, hvis man citerer dem lidt forkert.

Helt forkert! For de 1200 kilder/læsere/seere er måske kritiske, men de er især åbne og snakkelystne kilder, og et overbærende publikum. Og de husker alle, at de kravlede, før de lærte at gå.

Tag godt imod de studerende.

Grib gerne fat i os på gangene. Kom forbi Galleriet, midt i forhallen.

Og følg os på disse kanaler:

Web: fagfestival.dk

Twitter: @dmjxfag

Instagram: @dmjxfag

Snapchat: @dmjxfag

Facebook: DMJX dækker Fagfestival

 

Kommentarer