Bogdanich: "You know what it's like to be angry for 40 years?"
Walt Bogdanich har i mange år arbejdet som undersøgende journalist, og tre gange har han fået Pulitzer-prisen for sine afsløringer.
For Walt Bogdanich har vreden og indignationen i over 40 år været drivkraften i hans karriere. Vrede over uretfærdighed i verden. Den har fyldt meget, men den har ikke opslugt den prisvindende journalist. Tværtimod.
Når kollegerne har brokket sig over, at han fik alle de lange og spændende historier, har det handlet om, at han har arbejdet om aftenen og i weekenden for at finde ind til kernen i dem.
"Meget af mit arbejde har mine arbejdsgivere ikke betalt for. Måske jeg bliver betalt, når jeg er hinsides," siger Bogdanich med et grin.
Interviewet er det vigtigste redskab
I 1992 blev Walt Bogdanich opmærksom på tobaksindustrien. På det tidspunkt vidste alle, at tobaksrygning var skadeligt, og egentlig burde der ikke være nye historier eller afsløringer at hente. I sin research havde han dog fundet ud af, at tobaksgiganten Philip Morris tilsatte ekstra nikotin til sine produkter for at forøge afhængigheden.
I løbet af processen fandt han en kvinde, der arbejdede for Philip Morris. Hun ville gerne fortælle sin historie, men valgte at være anonym. Alligevel blev hun essentiel for, at historien nåede ud til folk.
Uanset hvor mange data, man kan finde frem, og uanset hvor omfattende research du laver, er interviewet stadig essentielt, fortæller Bogdanich. Man skal møde op og tale med sin kilde ansigt til ansigt.
" Det kan tage tid, og man skal smile meget og overbevise sin kilde om, at man ikke er en af de slemme fyre," siger Bogdanich.
Retssager og priser
I 1994 blev Bogdanich og hans daværende arbejdsgiver, ABC, sagsøgt for 12 milliarder dollars, da Philip Morris mente, at tobaksvirksomheden havde lidt skade på grund af afsløringerne. Philip Morris endte dog med at tabe sagen.
"Problemet var, at de ikke var et tobaksfirma. Når de tilsatte stoffer, der gjorde folk afhængige, var de endt i Narkotikabranchen," siger Bogdanich.
I en anden sag afslørede Bogdanovich, at kinesiske medicinalfirmaer solgte kopimedicin med giftstoffer til Panama. Her tog han til handelsmesse i Milano og gik rundt og interviewede de kinesiske producenter.
"De var der for at sælge deres produkter, så de fortalte åbent om, hvad de solgte," fortæller Bogdanich. For denne historie vandt han i 2008 sin seneste Pulitzerpris.
I dag er Bogdanich redaktør på New York Times, og han er gift med Stephanie Saul, der i 1995 blev tildelt en Pulitzer-pris for sit arbejde med at afsløre politiets svindel med pensioner.
En gruppe studerende fra DMJX dækker Fagfestival '16 som del af et undervisningsprojekt
Kommentarer