Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

AFHOLDT. Hvem er Årets Kilde? 

Uden kilder, ingen journalistik. Hvad får kilder til at bruge tid på medierne? Og hvem har været årets bedste? Kom med til en hyldest af journalistikkens vigtigste ressource: Kilderne 

DJ logo

Mathias Stilling Ambus

Hvornår

04. november 2018 09:30-17:00

Hvor

Odeon, Odeons Kvarter 1, 5000 Odense Vis på kort

Hver kilde bliver interviewet om deres historier, erfaringer og hvilke eventuelle konsekvenser det havde at stille op i medierne. Og til sidst voterer en jury direkte på scenen om, hvem de mener skal vinde titlen som ’Årets Kilde’.

Til Årets Kilde kan du høre tre kilder fortælle, hvilke tanker de har gjort sig, inden de valgte at tale med en journalist. 

Peter Viggo Jakobsen er en medievant ekspertkilde, der udlægger krig og forsvar, så menig mand kan forstå det. Peter fortæller om, hvad der får ham til at være så tilgængelig for pressen, og hvad der er godt og skidt at gøre, når man som journalist gerne vil have en kommentar.

Peter Viggo Jakobsen, lektor og ph.d. ved Forsvarsakademiet samt nomineret til Årets Kilde 2018 med begrundelsen: "Peter Viggo Jakobsen er en usædvanlig skarp, velorienteret, velvillig kilde, som altid er tilgængelig og klar med originale kommentarer og vinkler inden for sit speciale, som er international politik, forsvarspolitik og sikkerhedspolitik".

Camilla og Janni Kock er søskende, og de mistede deres mor for 2 år siden. I dokumentaren "Organer for livet" fortalte de modigt om, hvorfor de ikke donerede moderens organer. Vi skal høre deres tanker om at fortælle om et meget personligt emne på landsdækkende tv og om de reaktioner, udsendelserne affødte.

Camilla og Janni Kock, medvirkende i dokumentaren "Organer for livet" og nomineret til Årets Kilde 2018 med begrundelsen: "I en polariseret tid, er det afgørende at nogle tør at stille sig frem med de farlige synspunkter - ellers stagnerer al debat og fremskridt. Den slags mod er afgørende for vores arbejde - og donorregistret eksploderede i dagene omkring udsendelserne."

Merete Pryds Helle er en prisbelønnet forfatter, der er god til at formidle sit arbejde og sine tanker om samfundet. Hun fortæller om, hvorfor hun siger ja og nej til medier, og hvordan hun vælger at dele personlige tanker uden at dele ud af hele sit privatliv.

Merete Pryds Helle, forfatter og nomineret til Årets Kilde 2018 med begrundelsen: "Merete Pryds Helle er (...) en fremragende formidler af det stof, hendes bøger er gjort af. Hun deler gerne ud af både hårde og gribende livserfaringer, holdninger til sin omverden, og indblik i den kunstneriske skriveproces."

Camilla Stampe interviewer de tre nominerede, og så vil en jury bestående af Nadia Nikolajeva, digital chef på TV MIDTVEST og Filip Wallberg, journalistisk lektor på SDU, reflektere over fortællingerne direkte på scenen og bestemme for åben mikrofon, hvem der er Årets Kilde 2018.

Årets kilde er arrangeret af specialforeningen Journalisterne i DJ for at sætte fokus på pressens arbejde set med kildernes øjne.