Gå til hovedindhold
Bliv medlem
Er afholdt

Kredskino - Åbningsfilmen på CPH:DOX: '70/30 – demokratiets kapløb med klimakrisen'

Se dette års åbningsfilm for dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX online. Efterfølgende vil der være debat med chefredaktør på Politiken Christian Jensen, nyhedsdirektør på Børsen Nikolaj Sommer og instruktør Phie Ambo. Moderator Lotte Folke Kaarsholm

Hvornår

27. april 2021 19:00-21:20

Hvor

Online

Type

Webinar

”70/30 – demokratiets kapløb med klimakrisen” skildrer tilblivelsen af verdens mest ambitiøse klimalov. I 2019 gik tusindevis af danske børn og unge på gaden. De droppede skolen for at demonstrere for klimaet, mobiliserede deres forældre og bedsteforældre og krævede handling NU! 
Da der samme år blev udskrevet valg, stod det klart, at en grøn klimapolitik trak stemmer, og med ét kom klimaet øverst på dagsordenen. Nu skal den nye regering sætte handling bag valgløfterne. Kan politikere, borgere og erhvervsliv finde hinanden og gøre Danmark til et grønt forgangsland – eller vil ambitionerne drukne i takt med at den nye klimalov møder virkeligheden?

I filmen følger vi nogle af demokratiets hovedpersoner i forhold til hele klimakrisen, nemlig to unge aktivister Esther Michelsen Kjeldahl og Selma de Montgomery fra Den Grønne Studenterbevægelse, Ida Auken daværende formand for klimaudvalget og landets klimaminister Dan Jørgensen. "Hovedpersonen" er i virkelighed demokratiet. Kan demokratiets folkevalgte løse klimakrisen? Er de klar til at gå hele vejen? 

Trailer: https://vimeo.com/517079620

Efter filmen diskuteres mediernes rolle i dækningen af klimakrisen. Hvilken rolle skal medierne spille i bevægelsen mod de 70%? Er der et behov for at der laves nye rammer for klimadækning? At vi f.eks. toner ned for personhistorier og partipolitikske diskussioner og at vi generelt opprioritere dækningen? Vær med i diskussionen af hvordan vi arbejder bedst for klimaet. 

Samtalen afvikles online efter filmen og vil vare 35 min. Der sendes direkte fra CPH:DOX studiet på Østerbro. 

I panelet sidder: 

  • Phie Ambo, instruktør
  • Christian Jensen, Chefredaktør Politiken
  • Nikolaj Sommer, Nyhedsdirektør Børsen
  • Moderator:  Lotte Folke Kaarsholm