Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

DJ's trin-for-trin-guide i ophavsretssager

Er dine ophavsrettigheder blevet krænket, kan DJ hjælpe dig. Du kan dog også klare dig selv et langt stykke. I denne trin-for-trin-guide kan du se, hvem der gør hvad - og hvornår - i sager om krænkelse af ophavsrettigheder.

Er du i tvivl, om, hvorvidt der er tale om en krænkelse, kan du se nærmere under DJ's spørgsmål og svar om brug af andre værker. Er du sikker på, at ophavsretten til et af dine værker er blevet krænket, kan du følge DJ's trin for trin-guide i sager om ophavsretskrænkelser.

Du sikrer dig dokumentation af krænkelsen

Klip artiklen ud af avisen, optag af tv-programmet, lav et skærm-dump og print af hjemmesiden.

Dokumentationen skal bruges som bevis, hvis du senere rejser et krav. Det er derfor også vigtigt, at datoen fremgår af din dokumentation.

Finder krænkelsen sted på en hjemmeside, kan artiklen måske være fjernet eller svær at finde, når du når længere hen i forløbet. Når du sikrer dig dokumentation for krænkelser på en hjemmeside, skal du både sikre dig, at datoen og URL'en - dvs. den præcise internetadresse - fremgår af materialet. I de fleste browsere vil dette fremgå, når du tager et almindeligt print af hjemmesiden.

Herudover er det i mange tilfælde vigtigt, at du får dokumentation for, hvordan hjemmesiden ser ud med dit materiale på. Dette gør du ved at tage et skærm-dump.

Både det almindelig print og skærm-dumpet kan du lave som en PDF-fil, så er det lettere senere at sende det ind til forbundet.

Du kontakter din tillidsrepræsentant eller DJ - og evt. din kunde

Har du lavet værket som led i et ansættelsesforhold, er rettighederne til værket ofte i et vist omfang overdraget til arbejdsgiveren (læs mere om ansattes overdragelse af ophavsrettigheder). I så fald kan du være forpligtet inddrage din arbejdsgiver med henblik på at aftale, hvordan krænkelsen skal forfølges. DJ anbefaler, at du under alle omstændigheder tager din TR eller Dansk Journalistforbund med på råd.

Har du lavet værket som freelancer (se mere om freelanceres overdragelse af ophavsrettigheder), kan du som udgangspunkt selv forfølge krænkelsen. Du bør dog være opmærksom på, om der er i aftalen med din kunde eller eventuelt i nogle standardbetingelser kan være fastsat retningslinjer for forfølgelse af krænkelser. Herudover har DJ indgået en række kollektive aftaler med visse større medievirksomhder omfattende freelancere. I disse aftaler kan spørgsmålet også være reguleret, og i så fald vil du skulle følge retningslinjerne i disse.

Uanset om du har pligt til at inddrage din kunde, kan det i visse tilfælde være hensigtsmæssigt at orientere kunden om, at du er blevet opmærksom på krænkelsen af et værk, som kunden har købt rettighederne til i et vist omfang at udnytte.

Det er vigtigt, at du får erfaringerne fra DJs faglige konsulenter med fra starten. DJ's faglige konsulenter har kendskabet til netop dit faglige område og vil også kunne guide dig i brugen af standardskrivelsen (se nedenfor).

Du kontakter den person eller det medie, som har begået krænkelsen

I mange tilfælde beror krænkelsen på en misforståelse eller manglende kendskab til ophavsretten. Mange af DJ's medlemmer er derfor tilfredse med, at den person eller det medie, som har begået krænkelsen, erkender krænkelsen, fjerner materialet og giver en undskyldning.

Andre medlemmer søger at opnå en økonomisk kompensation. Dette vil navnlig være relevant, hvor den person eller det medie, som har begået krænkelsen, er bekendt med den ophavsretlige beskyttelse af materialet og måske også har tjent penge ved at begå krænkelsen. Rejser du krav om kompensation, anbefaler DJ, at du anvender DJ’s standardskrivelse vedrørende krænkelser.

Download DJs standardskrivelse

Download vejledning til brug af DJs standardskrivelse

Kravet består af et vederlag for udnyttelsen og en godtgørelse for krænkelsen. I visse tilfælde kan du også rejse krav om erstatning, hvis krænkelsen har medført et egentlig tab for dig, fx fordi din artikel ikke længere er interessant at købe for en kunde. Se nærmere i DJ's vejledning om fastsættelse af krav i sager om krænkelse af ophavsret.

I mange tilfælde medfører din henvendelse, at den person eller det medie, som har begået krænkelsen, erkender krænkelsen, giver dig en undskyldning og fjerner materialet, hvis det er relevant. Har du krævet kompensation, opnår du måske også, at person eller det medie, som har begået krænkelsen, betaler det beløb, som du har krævet.

I andre tilfælde kommer modparten med et kompromisforslag. I så fald skal du beslutte – eventuelt i samråd med DJ – om du vil acceptere kompromiset.

Får du ikke en betaling, du kan acceptere, kan du give sagen videre til DJ.

Du giver sagen videre til advokaterne i DJ

Får du ikke betaling, kan du sende sagen til advokaterne i DJ. Herefter vil de overtage sagen. De bedømmer sagen, og i de fleste tilfælde sender DJ et nyt brev til den person eller det medie, som har foretaget krænkelsen. I brevet rejser DJ – på dine vegne – et nyt krav om betaling.

Betaler den person eller det medie, som har begået krænkelsen, ikke, kan DJ indbringe sagen for domstolene.

Dansk Journalistforbund indbringer sagen for domstolene

Betaler modparten ikke, kan DJ indbringe sagen for domstolene.

Det er dog ikke alle sager, som DJ indbringer for domstolene. DJ foretager en konkret vurdering, af om sagen er egnet til at blive ført ved domstolene. DJ vil blandt andet overveje følgende spørgsmål:

  • Vil det skade øvrige medlemmer i DJ, hvis sagen tabes?
  • Er der ikke er tilstrækkelig dokumentation for en indgået aftale eller en påstået krænkelse?
  • Er modparten en privatperson, der er insolvent og må formodes ikke at kunne betale?
  • Vil det skade DJ's troværdighed i ophavsretssager at føre sagen?
  • Vil det skade DJ’s troværdighed i relation til presse- og ytringsfriheden at føre sagen?
  • Indebærer sagens omstændigheder, at den skal føres ved en domstol i udlandet?

Vinder DJ sagen for dig, skal din modpart betale dig pengene. Betaler modparten ikke, kan DJ tage sagen i fogedretten for dig.

DJ tager sagen i fogedretten

DJ’s jurister kan repræsentere dig i fogedretten. På dette møde kan DJ’s jurister opnå betaling, få etableret en afdragsordning eller foretage et udlæg.

Fandt du den information du søgte
Tilføj email hvis du ønsker svar retur.