Tre internationale topfotografer øste af deres erfaringer

”Det er vores eget hjerte og passion, der driver os fremad.” 
Sådan opsummerede den amerikanske topfotograf Peter Turnley det fotografiske virke, da han på Master Day 1. juni delte sine erfaringer, billeder og personlige projekter med omkring 40 tilhørere.

Master Day, der fandt sted på Borups Højskole i København, var arrangeret af DJ: Fotograferne og Pressefotografforbundet, som foruden Peter Turnley havde inviteret danske Jan Grarup og norske Jonas Bendiksen til at fortælle om værdien af deres egen udvikling og personlige projekter.

Mennesker, der har krav på vores empati
Både Peter Turnley og Jan Grarup har som pressefotografer dokumenteret stort set al grumhed i verden. De har dækket krige, folkedrab, sultkatastrofer, naturkatastrofer og alle andre uhyrligheder, hvor mennesker lider smertefuldt og altid uretfærdigt.

Og det er netop menneskene, de to fotografer vedblivende har holdt fokus på. De ønsker begge at gøre os opmærksomme på, at der bag alle nyhederne findes virkelige mennesker, som har krav på vores empati.

”Hvis jeg en dag, ikke længere kan føle empati for de mennesker, jeg fotograferer, så stopper jeg,” sagde Jan Grarup.

Fra krig til kærlighed
Men prisen for at være krigsfotograf har store omkostninger på det personlige plan. Det er svært at balancere et liv med familie og venner på den ene skål med oplevelser af menneskelige lidelser og fare for eget liv på den anden.

Peter Turnley, der var bosiddende i Paris fra midten af 70’erne til 2001, fortalte, hvordan byernes by – når han vendte hjem fra endnu en krig eller katastrofe – altid mindede ham, hvordan livet også kan være.  Og i november 2013 udgiver han en fotobog ”French kiss. A love letter to Paris”, der er hans personlige hyldest til kærligheden og omsorgen for hinanden.

Han udgiver selv bogen, og kaldte det for en hjørnesten i sit liv. Han får bogen trykt i 2000 eksemplarer og har regnet ud, at han med et salg på 300 styks har omkostningerne dækket.  

”Det er udfordrende tider for fotografer, men vi må ikke give op. Vi begyndte at fotografere, fordi vi elskede at dele vores indtryk med andre.´Det må vi aldrig glemme,” sagde han, og glædede sig til at være  i direkte kontakt med de mennesker, der køber bogen af ham. I årene 1984 til 2001, hvor han var på kontrakt hos Newsweek, så mellem 30 millioner og 40 millioner mennesker hans forsider, men han vidste selvfølgelig ikke, hvem de var.  ”Denne periode er i sandhed den mest spændende i mit liv,” sagde han.

Mærket for livet
Jan Grarup er i øjeblikket også i gang med et meget personligt bogprojekt ”Mærket for livet”, som Gyldendal vil udgive og efter planen skal udkomme på Den Kongelige Livgardes flagdag 5. september. Det er en bog, der blander reportagebilleder fra Camp Bastion i Afghanistan med billeder, der har fokus på de tatoveringer, som Livgardens soldater, generaler og kaptajner for evigt bærer på. Alle tatoveringerne er stærkt relateret til livet som soldat, fællesskabet og bevidstheden om at kunne blive dræbt.

”Deres tatoveringer fortæller en historie om, hvad der er vigtigt for hver enkelt. Ligesom mine egne tatoveringer repræsenterer mit liv, dels som år, dels som dagbog,” sagde Jan Grarup.

De steder, mennesker lever mod alle ods
Dagens sidste oplægsholder var norske Jonas Bendiksen, der ikke fotograferer krig og konflikter men ofte sætter fokus på steder og områder, hvor mennesker imod alle odds – om det er slum, isolation eller klimaforandringer – forsøger at skabe sig et liv og en hverdag.  

Da Jonas Bendiksen i 1990’erne fandt ud af, at hans mor havde rødder i en enklave i den østlige del af det tidligere Sovjetunionen, blev det starten på et to år langt ophold i Rusland, hvor han dokumenterede livet i en række enklaver, der nok fysisk eksisterer, men ikke er anerkendte. ”De repræsenterer ’unfinished business’ efter Sovjetunionens opløsning,” sagde han.

Projektet blev til bogen ”Satellites”, der udkom i 2006, men i mellemtiden var han allerede begyndt på et andet projekt, der også udsprang af en personlig overvejelse. Han var blevet far i 2002, og det havde fået ham til at tænke over, hvilken fremtid hans søn kunne forvente. Ifølge fremtidsskrivningerne ville 2008 blive det år, hvor den urbane befolkning i verden ville overstige den landlige, og 2008 ville også blive det år, hvor antallet af mennesker, der levede i slum, ville ramme en milliard. 

Han følte et behov for at undersøge, hvordan livet så ud i byernes slum, og det udviklede sig til bogprojektet ”The places we live”, der udkom netop i 2008. Her fotograferede han mennesker, der levede i slum i Nairobi, Mumbai, Jakarta og Caracas og lod dem fortælle deres historier. 

Jonas blev slået af den vilje til normalitet, som menneskene opretholdt på minimal plads i både højde og bredde, måske med pap som vægge og tapet af avissider og stickers. Projektet blev til en folde-ud-bog, hvor alle fire vægge i et slum-hjem kunne foldes ud, så man som beskuer får indtryk af rummet. Siden blev ideen overført til en udstilling, hvor billederne i stor størrelse var sat op, så publikum kunne gå ind i rummene.

Selv om solen skinnede trak  mørket 
Alt dette og meget mere fortalte de tre topfotografer om 1. juni. Det var en varm og smuk solskinsdag, men ingen tilhørere forlod billederne og historierne i det mørkelagte rum, og da programmet sluttede sidst på eftermiddagen, var der ivrig spørgelyst og portfolio gennemgang for at få mestrenes vurdering af udviklingsmuligheder. Det var vitterligt en Master Day.