Stjerneglitter med kontraster

Los Angeles er fyldt med stjernebestrøede lokationer: Hollywoodskiltet, Hollywood Boulevard, Beverly Hills, Venice Beach osv. 

”Men jeg kan lide at fotografere på ikke så genkendelige steder, både i byen og i ørkenen udenfor,” siger modefotograf Rene Dupont, der har boet i Los Angeles siden 2005. Det var ikke de mange celebrities, der trak.”Jeg havde genfundet min ungdomskæreste, og hun boede nu i Los Angeles,” siger han.

Uortodokst er vejen frem
Egentlig kan Rene Dupont bedst lide at arbejde i New York og Europa, og han ved allerede, at han flytter tilbage til Europa om få år.

”Los Angeles er en utrolig stor by, som jeg stadig har svært ved at forstå. Jeg har boet i Paris, London og New York, og er de er rimeligt nemme at ’tune ind på’, men Los Angeles – der er jeg stadig et stort spørgsmålstegn.”

Vil han da fraråde andre at prøve at skabe sig en forretning i Los Angeles?
”Ja, hvis man vil lave mode. Los Angeles er ikke en modeby. Men hvis man vil fotografere celebrities, glæder det bare om at kaste sig ud i det og risikere at dumme sig. Bank på døren hos studierne og præsenter dig selv. Det kan godt være, at andre siger til dig, at det kan man da ikke, men så er det selvfølgelig netop det, du skal gøre”.

Hver dag kommer en strøm af nye håbefulde, der vil være de næste store stjerner inden for fotografi, film og musik. ”Derfor er man nødt til at gå uortodokst til værks. 
Og glem alt at om at hænge ud på klubber og tro, at du kan blive venner med dem, der arbejder inden for industrien. For dem er deres arbejde netop et arbejde – de orker ikke alle de mennesker, der vil have noget af dem hele tiden.”

Vidste, hvad han ville
Rene Dupont fik sit svendebrev ved årsskiftet 1984/85 efter have været i lære hos en reklamefotograf i Aalborg. Derefter arbejdede han et par måneder i København, og en dag besluttede han sig for at rejse til Paris for at få et assistent-job og lære mere.

I byernes by opsøgte han nogle af de dygtigste modefotografer, byen kunne præstere. ”Jeg tænkte, at jeg jo lige så godt kunne gå til de bedste først. Der var jo nogen, der skulle arbejde for dem.”

Han bankede på døren til studiet hos en af de allerstørste, en tysk modefotograf, og nogle timer senere havde han et assistentjob. ”Jeg tror, det var min ungdoms naivitet, der gjorde, at jeg lykkedes. Jeg vidste, hvad jeg ville, og jeg kastede mig bare ud i det,” siger Rene Dupont.

Man behøver ikke gøre som de andre
Som assistent var han med på rejser over hele verden og mødte kendisser inden for både modebranchen og musikindustrien. Det var spændende men også benhårdt arbejde.

”Fotografen var en kæmpe krukke, og efter et år havde jeg fået nok og rejste hjem.” Men han havde lært en masse. Bl.a. at man skal turde tage chancer. 

Han husker bl.a., da den tyske mesterfotograf skulle skyde billeder til en kæmpe Gianni Versace-kampagne og ikke lyttede til art directorernes ønsker. Han begyndte bare at skyde sort-hvide polaroider, og art directorerne vred hænder af nervøsitet, da Da Gianni Versace ankom for at se billederne.

”Først blev der helt stille, men så begyndte Versace lige så langsomt at klappe. De andre fulgte med, og til sidst klappede alle hysterisk.”

Egen forretning efter ti år med fuld fart
Efter Paris rundede Rene Dupont København et par måneder, før han rejste til næste destination, London.

”Jeg gik den tunge gang fra agent til agent, bl.a. med et portfolio med 8x10“ polaroider, som jeg var blevet inspireret til af den tyske modefotograf. Jeg fik mange positive tilbagemeldinger, men agenterne mente ikke, at de havde kunder til den type billeder. Så skal man huske sig selv på, at afslag ikke er ensbetydende med, at billederne er af dårlig kvalitet. Det gælder om at finde en agent, som har kontakt til kunder, der passer til ens stil,” siger Rene Dupont.

Endelig, efter ni måneder i London var der bid. Et blad bestilte ham til at tage et coverfoto af James Bond-pigen, den danske fotomodel Cecilie Thomsen, der dengang var kæreste med den canadiske sanger Bryan Adams. 

”Det blev det bedst sælgende nummer i det blads historie. Derfra eskalerede det. Min forretning begyndte at køre derudad.”

Gennem de næste ti år var Rene Dupont konstant på farten.
”Men til sidst var det som en maskine. Jeg var ligeglad med, om jeg vågnede op på Bahamas eller i Nordnorge. Det hele var blevet rutine, og jeg havde ingen følelser investeret i det. Jeg måtte have en pause. Man skal stoppe op engang imellem og lægge noget bag sig for at åbne en helt ny vej.”

Inspireret til at arbejde dokumentarisk
Det nye kom til ham, da han i begyndelsen af 0’erne så en udstilling af Nan Goldins billeder fra New Yorks natteliv med bl.a. transvestitter og bøsser.

”Hendes stil var dokumentarisk, men samtidig var billederne så smukke. De slog benene væk under mig og inspirerede mig til selv at arbejde mere dokumentarisk. Jeg begyndte at kombinere det glamourøse med socialrealisme. Ikke så det blev deprimerende, men for at skabe kontraster og tilføre noget substans. Jeg fik fløjet nogle af de store modeller, jeg havde arbejdet med i London, til København, fik dem i noget dyrt outfit, og så fotograferede vi på en kinesisk grillbar på Amager. Det var fantastisk.”

Hurtig på aftrækkeren
I Los Angeles fotograferer Rene Dupont ikke kun mode men også – selvfølgelig, fristes man til at sige – store filmstjerner og musikere som Jennifer Lawrence, Ken Watanabe og Kate Perry.

”De fleste celebrities ved ikke noget værre end at stille op til fotografering. Men jeg er hurtig, og derfor kan stjernerne dødgodt lide at blive fotograferet af mig. Deres managers og PR-folk kan ikke forstå, at jeg ikke dukker op med tre assistenter og en masse lys, men det er slet ikke nødvendigt nu om dage, hvor alt er digitalt. Jeg kan skyde et godt billede i løbet af en halv time, og så kan vi alle sammen nå hjem og få en eftermiddag i haven,” ler han.