Så tæt på virkeligheden som muligt

Den unge student Flemming Weiss Andersen vidste præcis, hvad han ville være. Nej, det var ikke fotograf, som læsere af serien Udenlands Fotograferne nok straks vil tænke. Næh, Flemming Weiss Andersen ville være teaterinstruktør.

Og det blev han. I 1975 sprang han ud fra Statens Teaterskole som nyslået sceneinstruktør – og siden blev han også dramatiker – og har i dag mere end 100 teaterforestillinger, en hel del radioteater og enkelte operaforestillinger på CV’et.

De ligger dog næsten alle før 2003, for i det år skete der noget, som førte til, at han ganske uplanlagt gled over i en helt ny profession – som pressefotograf. Siden 2006 har han haft base i Cairo og har dækket konfliktområder som Irak, Ægypten, Gaza-striben, Libyen, Somalia, Sydsudan, Mauretanien, Congo og Eritrea. Han leverer billeder til dagspresse, magasiner, bøger og hjemmesider i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og England, og producerer radioindslag til P1’s Orientering.

Fotograf for fruen
Forhistorien til det markante skifte har sit udspring i en New York Times-artikel, som Flemming Weiss Andersen faldt over i begyndelsen af nullerne. Artiklen fortalte om et irakisk teaterprojekt, som i Irak blev betegnet som en stor kunstnerisk bedrift. Teaterstykket glorificerede Iraks daværende præsident, Saddam Hussein, og det pirrede Flemming Weiss Andersens nysgerrighed. Han ville til Irak og møde teaterfolkene. Måske der var stof til at forfattet et stykke dramatik, en art Mefisto-historie om at sælge sin sjæl for at få en stor karriere.

Ideen om at rejse til Irak smittede straks hans kone, journalisten Eva Plesner. Hun arbejdede dengang på Jyllands-Posten, som var med på, at hun tog af sted, og så kunne hendes mand jo tage billeder til hendes reportager. Flemming Weiss Andersen købte et lille kamera, og i sommeren 2003 rejste de til Irak, kun få måneder efter den amerikansk ledede invasion, som Danmark deltog i.

Blev mere og mere prof
I begyndelsen hadede han at skulle tage billeder. Han var jo optaget af teaterprojektet. Men han var også berørt over, at Danmark var gået i krig, og det betød meget for ham at kunne formidle historier om det irakiske samfund, dets mennesker, deres skæbner og virkelighed.

Hjemme igen omsatte parret deres mange indtryk til den prisbelønnede bog ”Naboerne i Bagdad”, og nu var der kun en vej frem for Flemming Weiss Andersen. Parret rejste endnu et par gange på reportageture til Irak, og for hver gang købte han et bedre kamera.  Da de i oktober 2005 tog til Irak for femte gang, nu for at indsamle materiale til endnu en bog og som selvstændige i deres nyetablerede produktionsselskab Grifstories, var det med tip-top professionelt kameraudstyr i bagagen.

”Jeg er fuldstændig autodidakt, og på vores første tur i 2003 blev det kun til to-tre gode billeder, men i 2005 syntes jeg, det begyndte at fungere for mig.”

Cairo i nem flyveafstand
Den femte reportagetur til Irak blev lang. I alt syv måneder rejste de rundt og kom forholdsvis hovedkulds ud af landet i april 2006 (det kan man læse om i deres bog ”Rejse i Rød Zone”). Så sad de der i lufthavnen i Kuwait og hva’ nu?

”Vi var møre og trængte til ferie, så vi tog til et resort i Ægypten. Der fandt vi ud af, at vi ville skrive bogen i Cairo. Vi havde ikke råd til at slå os ned i Danmark, og Cairo lå vidunderligt centralt i forhold til, at vi havde fået henvendelser om opgaver i regionen. Det er nemt at flyve fra Cairo til Bagdad eller Nairobi.”

Bogen ”Rejse i Rød Zone” lå færdig et år senere, og så kiggede parret på hinanden.

”Vi kunne lide at være her, og ikke mindst vidste vi jo nu, at vi arbejdede godt sammen. Hvorfor ikke prøve at fortsætte? Vi tog et år mere, og så et til, et og et til … Og vi er her endnu, i vores eget lille åbne kontorlandskab med to skriveborde hjemme i lejligheden.”

Er skide bange
Parrets reportagerejser sker næsten udelukkende til konflikt- eller krigsramte områder. Hvad er det, der trækker?

Eventyr?
Der er bestemt eventyr over det. Men jeg har ikke en higen efter, at det skal være farligt. Grundlæggende er jeg glad for at fortælle historier. Det har jeg gjort hele mit liv. Det spændende i dette ’mit andet liv’ er, at fortælle historier, der er så tæt som muligt på den virkelighed, vi oplever.”

Er du aldrig bange?
"Når først vi er ude i det, er jeg som regel rolig, men på forhånd er jeg rent ud sagt skide bange. Men vi researcher og forbereder os altid så meget som muligt. Da vi rejste til Irak i 2005, var det et specielt farligt tidspunkt – først og fremmest på grund af de mange kidnapninger og likvideringer af udlændinge – og vi tog kun af sted, fordi vi havde haft fire besøg inden og havde fået opbygget et fantastisk kontaktnet blandt irakere, vi stolede på. Vi kunne komme tæt på begivenheder og mennesker, som de fleste andre journalister ikke havde adgang til, og vi tog os god tid.”

Kollegaen ved siden af blev dræbt
I det hele taget tager parret aldrig af sted uden at have diskuteret det grundigt.

”Vi har en regel om, at hvis den ene ikke vil af sted, så gør vi det ikke. For eksempel har jeg nogle gange sagt nej til at tage tilbage til  Mogadishu i Somalia. Det skyldes, at vores ven, den svenske freelancejournalist og nyhedsfotograf Martin Adler, den 23. juni 2006 blev skudt og dræbt halvanden meter fra, hvor jeg stod. Jeg må have at vide, hvem der stod bag mordet, før jeg tager tilbage.”

Drager omsorg for heldet
”Både Eva og jeg har den der fornemmelse af, at vi har kun en så og så stor pose held, og vi skal passe på ikke at overbruge den. Men alting kan jo ske alle steder. Her i Cairo er det ikke så sikkert som tidligere. I øjeblikket sidder fire Al Jazeera-journalister og hel del ægyptiske journalister i fængsel. I perioder kører der mediekampagner mod udlændinge, og så kan her være meget ubehageligt at være, ikke mindst for journalister. Som stemningen er nu, bliver vi ofte spurgt, om vi kommer fra Al Jazeera, eller anklaget for at være spioner for USA.” [fortsættes...]

Men det er også ”tæskehyggeligt at gå på gaderne og hilse på hinanden. Generelt er ægypterne meget venlige og søde.”

Og det har været berusende tider.

”Januar 2011-revolutionen var på mange måder mirakuløs, fordi folk, der aldrig havde været sammen, pludselig opdagede, at de på tværs af skel kunne kæmpe, leve og arbejde og endda i et par dage skabe en slags idealsamfund på Tahrir-pladsen. Det var næsten at sammenligne med en forelskelsestilstand.” [fortsættes...]

Skift spor, før livet gror til!
Det store teaterprojekt, som var anledningen til, at han ville til Irak, løb ud i sandet. Teatrene blev holdt lukkede på grund af de mange terrorbombninger, og Flemming Weiss Andersen måtte opgive sit teaterprojekt.

Pressefotografen Flemming Weiss Andersen savner ikke at være teaterinstruktøren Flemming Weiss Andersen. I hvert fald ikke ret meget, siger han.

Måske var jeg endt med at blive en halvsur sceneinstruktør. På det tidspunkt, hvor livet er i risiko for at gro til, er det nok en god ide at prøve noget andet. Det var det, jeg gjorde med vores lille ægteskabsfirma. Men jeg er ikke sikker på, at vores business-model er lige til at kopiere,” ler han.

”Find dig en god journalist, gift dig med hende og lav et firma!”